Aktivister blokerede franske veje i Macron-protest - en dræbt og 227 sårede

En bilist påkørte og dræbte ved et uheld en kvindelig demonstrant i Savoie, oplyser indenrigsministeriet.

Mange af Frankrigs landeveje, motorveje og broer blev lørdag blokeret ved protestaktioner, der er rettet mod stigende priser på benzin. 

Protesterne, der finder sted på mindst 1000 lokaliteter rundt om i Frankrig, er navnlig vendt mod præsident Emmanuel Macrons reformer. Præsidenten bliver af mange beskyldt for at svigte "de små i samfundet".

Indenrigsministeriet vurderer lørdag aften, at 283.000 mennesker deltog i den landsdækkende protest.

Politiet forsøger at holde ro i Quimper i det vestlige Frankrig. To betjente kom lørdag til skade, da de blev kørt ned af en bil under demonstrationen i byen.
Politiet forsøger at holde ro i Quimper i det vestlige Frankrig. To betjente kom lørdag til skade, da de blev kørt ned af en bil under demonstrationen i byen. Foto: Fred Tanneau / Ritzau Scanpix

Kvinde dræbt i ulykke

Lørdag formiddag blev regionen Savoie ramt af en dødsulykke, da en bilist påkørte og dræbte en kvindelig demonstrant.

- Det var et uheld, siger den franske indenrigsminister, Christophe Castaner.

Ministeren forklarer ifølge Reuters, at bilisten gik i panik, da demonstranter omringede hendes bil. Hun trådte på speederen og ramte en kvinde, som blev dræbt.

Tusindvis af gule veste blev lørdag luftet rundt omkring i Frankrig, hvor demonstranter blokerede veje i protest mod præsident Macron.
Tusindvis af gule veste blev lørdag luftet rundt omkring i Frankrig, hvor demonstranter blokerede veje i protest mod præsident Macron. Foto: Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

Andre steder i landet blev snesevis af aktivister påkørt, da bilister forsøgte at køre udenom de afspærringer, de havde stillet op.

Samlet set meldes mindst 227 kvæstet forskellige steder i Frankrig.

Vrede over benzinafgifter startede det hele

Lørdagens aktioner udføres af "De Gule Vestes Bevægelse", som har fået navn efter de jakker, som aktivisterne bærer for at være sikre på at blive set, når de blokerer vejnettet.

Bevægelsen opstod på sociale medier i sidste måned. Her blev der opfordret til masseblokader på grund af udbredt vrede over nye afgifter på benzin, som skal bidrage til at nedbringe forureningen. 

"Nødråb. For høje skatter. For mange selvmord. For mange hjemløse. Vågn op", lyder det på et banner, som en af de demonstrerende havde medbragt til protesten i Frankrigs hovedstad. Foto: Stephane De Sakutin / Ritzau Scanpix

Utilfredsheden er især stærk i mindre byer og landområder, hvor den offentlige transport er mangelfuld. 

- Ingen tænker på dem, der bor i byernes udkant, i provinserne og i landområderne, siger Priscillia Ludosky, som leder en forretning i en Paris-forstad.

Hun har taget initiativ til indsamling af flere end 850.000 underskrifter på en protest mod prisstigningerne.

- De siger, at vi skal bruge alternativ transport, men det er simpelthen ikke muligt. Man har ikke andet valg end at betale, siger hun.

Realløn rammer de fattige - de rige får skattelettelser

Politiske iagttagere siger, at aktionen lørdag samtidig er et udtryk for en udbredt frustration over faldende realløn under Macron. Han har lovet gennemgribende økonomiske reformer, der skal genskabe tilliden til regeringen og den politiske ledelse.

Men kritikere siger, at præsidenten rammer de fattige og provinserne, mens de velhavende nyder godt af skattelettelser.

Macron talte selv tidligere på ugen om, at det ikke var lykkedes for ham at forsone den franske befolkning med deres politiske ledere.

En meningsmåling fra Elabe-instituttet i denne uge viste, at 73 procent af vælgerne støtter "De Gule Veste", mens 70 procent ønsker at få ophævet de nye afgifter på benzin.