Frygt for sundhedskaos efter Brexit - May får selv livsvigtig medicin fra Danmark

Storbritanniens premierminister er selv afhængig af, at medicin og andre varer nemt kan komme ind i landet efter skilsmissen med EU, afslører hun.

Den britiske premierminister, Theresa Mays, største hovedpine for tiden - Brexit - er ikke kun politisk. Den er i høj grad også personlig og ganske alvorlig.

Det afslørede Theresa May, da hun fredag morgen tog spørgsmål fra lytterne på radiostationen LBC efter flere dage med politisk kaos over Brexit.

Programmet var knap nok kommet i gang, da en lytter spurgte, om det kan passe, at sundhedsminister Matt Hancock ikke kan garantere, at ingen briter kommer til at dø af medicinmangel som konsekvens af Brexit?

Det kom nemlig frem efter det langtrukne regeringsmøde onsdag aften, hvor bølgerne efter sigende gik højt, før det lykkedes May at samle opbakning fra regeringen til hendes Brexit-udkast.

Og netop dét er skrækscenariet for mange briter ved en no-deal Brexit.

Premierministerens medicin er fra Danmark

Svaret kom aldrig. May sneg sig udenom, men afslørede i stedet, at hun genkender den bekymring langt bedre, end de fleste briter er klar over.

- Det er et problem, jeg oplever personligt, sagde Theresa May, der har type 1-diabetes og derfor er nødt til at tage insulin flere gange om dagen. 

- Faktisk produceres min insulin af et firma i Europa - Danmark (svarede hun, da værten spurgte, hvor i Europa, red.) - så jeg ved, at det er et emne, der optager mange mennesker, sagde premierministeren.

Derefter snakkede de om, hvad hendes stressende arbejde kan betyde for sygdommen.

Læger råber vagt i gevær 

Men Theresa May og den morgenfriske lytter er langt fra de eneste, der bekymrer sig om Storbritanniens forsyninger af mad, medicin og udstyr til hospitalerne.

I august valgte en topchef i NHS, der er forkortelsen for det britiske sundhedsvæsen, at slå alarm, da Storbritanniens hospitaler er i fare for at løbe tør for medicin og mangle læger, sygeplejersker og medicinsk udstyr, hvis det ender med et kaotisk farvel til EU uden en aftale. 

Derudover har mange almindelige briter luftet deres bekymringer.

For eksempel var forældre til børn med diabetes i fjernsynet i juni for at råbe regeringen op, da de var bange for at løbe tør for medicin til at regulere deres børns blodsukker - en sygdom, der er livsfarlig, hvis den kommer ud af kontrol.

Også radioprogrammer har taget problemet op og skabt debat.

Regeringen klar med plan B

Sundhedsministeren er godt klar over, at han har et problem.

I sommer erkendte Matt Hancock, at NHS var begyndt at forberede sig på at opbygge et lager af medicin, og at han havde bedt medicinalbranchen om at "accelerere" deres forberedelser.

- Vi arbejder (...) for at sikre, at sundhedssektoren og branchen er forberedt, sagde Matt Hancock til BBC.

- Det omfatter medicinske forsyninger, vacciner, udstyr, kliniske materialer og blodprodukter, fortalte han. 

Novo Nordisk ved at opbygge lager

En af de medicinalvirksomheder, der har accelereret deres forberedelse er Novo Nordisk.

Danmark er verdens største producent af insulin.

Novo Nordisk er førende på markedet, og det danske medicinalselskab er netop nu ved at opbygge et lager i Storbritannien, hvor der er en lagerbeholdning af insulin til 16 uger i stedet for de oprindelige syv uger.

- Vi samarbejder tæt med brancheforeninger i UK og EU for at sikre, at vores patienters interesser prioriteres højt i forhandlingerne, skriver Novo Nordisk i en mail til TV 2.

- Vi har et stort håb om, at forhandlingerne vil være effektive og vil resultere i et fortsat tæt samarbejde mellem Storbritannien og EU uanset udfaldet af Brexit, hvilket er i patienternes bedste interesse, skriver selskabet.

Den danske medicinalgigant omsatte i 2017 for 112 milliarder kroner, og dens produkter bruges til at behandle patienter i 170 lande.

EU forbereder sig på no-deal

Storbritannien forlader efter planen EU 29. marts 2019. 

Men da Storbritannien efter over to års forhandlinger stadig er uden en aftale, der er godkendt af EU og det britiske parlament, er man både i EU og i Danmark rent praktisk ved at forberede sig på et no-deal-scenarie fra britisk side.

- Inden nytårsaften agter EU at have nedskrevet alle forslag til en ny lovning, der skal klare et no-deal-scenarie. Men hvis dette scenarie bliver en realitet, vil briterne være ganske uforberedte, siger TV 2s korrespondent Svenning Dalgaard.

På et pressemøde torsdag i Bruxelles udtrykte EU's formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, bekymring omkring Brexit-situationen.

- EU er forberedt på en endelig aftale med Storbritannien i november. Men vi er også forberedt på et no deal-scenarie, lød det fra Donald Tusk.