Marie Antoinettes smykke solgt for 200 millioner kroner

16x9

Den franske dronning smuglede sine kosteligste smykker til pårørende, inden hun blev henrettet i 1793.

Marie Antoinette var godt vant, selv efter royale standarder. Men når det kom til kategorien kronjuveler, var der alligevel noget ganske særligt over diamanten med den dråbeformede perle.

Og hvis ikke man formår at værdsætte den slags, satte en auktion ved Sotheby's beløb på, da hammerslaget onsdag lød ved 32 millioner dollar - eller rundt regnet 200 millioner danske kroner.

- Marie Antionettes smykke er uerstatteligt, lød det fra Eddie Le Vian, direktør for juvelerfirmaet Le Vian.

For et trecifret millionbeløb får man en genstand, der rækker tilbage til den franske revolution. Og det er dén historie, med den ejerske, der har fået en køber til at smide så svimlende en sum. En rekord for et smykke af den karakter.

- Det er ikke bare smykket i sig selv, men den historie, der hører med til det, siger Le Vian ifølge Reuters.

Halshugget efter udsultning af fransk befolkning

Marie Antoinette var gift med den franske konge Louis XVI, og parret gjorde sig herostratisk berømt ved groft at undertrykke og udsulte befolkningen. I en grad, så det skabte afsæt for den franske revolution og interneringen af Marie Antoinette, som blev henrettet med guillotinens hjælp i 1793.

Forinden havde Solkongens hustru dog været åndsnærværende nok til at undsætte nogle af sine elskede kronjuvler og smugle dem væk fra slottet, inden masserne krævede deres.

Smykket med diamanten og den dråbeformede perle har siden været i Bourbon-Parma-dynastiets varetægt gennem generationer.

Ved auktionen i Genève var der yderligere ni af Marie Antoinettes smykker til salg. De gik for mellem 6 og 12 millioner kroner.

Tidligere på ugen blev en lyserød diamant solgt for et rekordstort beløb for godt og vel 300 millioner kroner ved en auktion hos Christie's.