Piloter så usædvanlige objekter på himlen

16x9
Piloten på British Airways-flyet var på vej til Heathrow Lufthavn i London fra Montreal i Canada. Foto: Daniel Leal-olivas / Ritzau Scanpix

Pilot observerede et klart objekt, der med voldsom fart kom op på venstre side af hendes passagerfly fra selskabet British Airways.

Meldinger om uidentificerede flyvende objekter - altså ufoer - er gennem tiderne kommet med jævne mellemrum i det meste af verden.

Og nu er det sket igen.

Denne gang sydvest for Irlands kyst, hvor den irske luftfartstjeneste i byen Shannon 9. november klokken 06.47 lokal tid modtog en forespørgsel fra en pilot på et fly fra selskabet British Airways, der var på vej fra Montreal i Canada til den britiske lufthavn Heathrow. Det skriver BBC.

Piloten ville vide, om der var militærøvelser i området, fordi der var noget i luften, der bevægede sig ”med en voldsom fart".

Men der var ingen øvelser i området, fik hun at vide.

To klare lys til højre for Virgin-fly

Ifølge piloten observerede hun et meget klart lys og et objekt, der kom op på venstre side af hendes passagerfly, før det ”hurtigt krængede mod nord".

Og British Airways-piloten var ikke den eneste pilot, der den morgen så et usædvanligt lys på himlen.

Det gjorde en pilot på et fly fra selskabet Virgin også. Ifølge ham var der flere objekter, der fulgte den samme bane på himlen – to klare lys, som til højre for flyet hurtigt forsvandt. Ifølge ham kunne der være tale om en meteor eller andre objekter på vej ind i Jordens atmosfære.

Ifølge BBC har en anden pilot oplyst, at farten var ”astronomisk, som Mach 2” – et udtryk, der blandt andet bruges om jagerfly og kan oversættes til en hastighed på to gange lydens hastighed eller 680,9 meter i sekundet.

Meldingerne har fået de irske luftfartsmyndigheder (IAA) til at igangsætte en undersøgelse:

- På grund af rapporter fra et lille antal fly om usædvanlig luftaktivitet 9. november har IAA indgivet en rapport, oplyser IAA i en pressemeddelelse ifølge BBC.