16x9

168 gange forsikrede han mor om, at alt var godt - men omkring ham blev voksne mænd vanvittige

Første Verdenskrig sluttede i dag for 100 år siden. Nu er alle soldaterne døde, men rædslerne lever stadig gennem deres ord. Mød dem her.

Hovedvejen var fyldt med soldater i grågrønne uniformer, da flyverne kom.

Hans hoved faldt ned, han mumlede "Mutter", og så var han død

Herman Hunger, tysk soldat

Soldaterne var på vej væk fronten, for dette var krigens sidste dag.

Det var klokken ni om morgenen 11. november 1918, og soldaterne vidste, at kampene skulle standse klokken 11.

Men klokken ni var der stadig krig, og det her var den værste krig, verden endnu havde set.

Hestevogne med sygehjælpere, udstyr og patienter fra et felthospital var på vej ud på hovedvejen, da de første bomber faldt.

Panikslagne mennesker løb til alle sider, mens de fjendtlige fly angreb.

En af de tyske soldater sprang ned i en grøft.

Han hed Jørgen Jacobsen, og selv om uniformen var tysk, følte han sig dansk.

Vi lader ham lige ligge i grøften lidt, for hvordan var han havnet der?

Jørgen Jacobsen var fra Sønderjylland, der dengang var besat af Tyskland, og sammen med 35.000 andre sønderjyder fik han ordre på at kæmpe - og om nødvendigt dø - for Kejser Wilhelm den 2. af Tyskland.

Omkring 6500 af dem kom aldrig hjem igen.

Jeg kom til at være med ved operationen. Alle tarmene kom på bordet

Jørgen Jacobsen, soldat og sygepasser

Og her, to timer før Første Verdenskrigs afslutning, var Jørgen Jacobsen i fare for at ende som et lig i en grøft, som millioner af unge mænd var endt før ham de seneste fire år.

Det er nu 100 år siden krigens sidste dag, og ingen levende mennesker husker længere lyden, lugten og lysglimtene fra det sidste luftangreb.

Her i 2018 kan vi næppe forestille os, hvilken rædsel, frygt og sorg de overlevende havde med sig hjem, da krigen sluttede. 

Men vi kan prøve.

En allieret soldat er gået fra forstanden under kampene ved Vestfronten.
En allieret soldat er gået fra forstanden under kampene ved Vestfronten. Foto: TV 2

Nogle af soldaterne skrev om deres oplevelser, mens andre gemte noter, breve og postkort fra krigen.

Postkortet

Et af de gemte postkort er af tyndt pap med sirlige bogstaver i sort blæk på begge sider.

Det ankom til en gård i Klinting på Als i oktober 1914.

Så hellere en hurtig død ved en fuldtræffer

Herman Hunger, tysk soldat

Kortet var afsendt af gårdens beboere, men det var ikke nået frem.

Modtageren var gårdejerens 18-årige søn, Jens.

Forældrene havde gjort sig umage med at skrive adressen rigtigt, men nu var den streget ud.

Der var til gengæld sat et stort blåt stempel nederst på kortet.

- Zurück, stod der. 

Intet andet.

square to 16x9
Postkortet nåede aldrig frem til sin modtager. Foto: Peter Møller / TV 2

Sådan fik den unge soldats forældre bekræftet rygterne om, at deres søn var savnet.

Familiens værste frygt blev til virkelighed nogle uger senere.

- Hans pårørende nærede håb om, at han var såret, men nu er den hårde vished der, står der i hans nekrolog, der blev bragt i avisen Heimdal.

- Hos hans forlovede er der stor sorg over den trofaste, kærlige brudgoms død derude i det fremmede land. Hvem vil nu kærligt træde om hans grav derude?

Jens Brock umiddelbart efter indkaldelsen til tysk krigstjeneste.
Jens Brock umiddelbart efter indkaldelsen til tysk krigstjeneste. Foto: Peter Møller / TV 2

Men selv om familien havde mistet en søn, kunne det hurtigt blive værre.

- Der er stor sorg i hjemmet over hans bortgang, og det så meget mere fordi der endnu er to sønner og to svigersønner ved den vestlige front, står der i nekrologen.

Sønnerne hed Christen og Peter Brock.

I efteråret 1914 var krigen kun lige begyndt, og risikoen for en enorm familietragedie var temmelig stor.

Sådan en kanonade som den anden dag har jeg aldrig hørt før

Peter Brock, tysk soldat

Fra krigens første dag blev soldaterne nemlig sendt i kamp med en fuldstændig foragt for menneskeliv.

Sidst i august døde der næsten 40.000 mennesker om dagen.  

Peter Brock blev hurtigt klar over, at forældrene hjemme på gården var i meget stor fare for at miste endnu en søn.

Og det kunne meget vel være ham selv. 

De gemte breve

Så i løbet af krigen sendte Peter Brock 168 breve hjem for at berolige sin far, Jens, og sin mor, Marie.

De slutter alle med ordene:

- Jeg er sund og har det godt som altid.

Uanset hvad den unge soldat havde oplevet.

Peter Brocks breve hjem.
Peter Brocks breve hjem. Foto: Peter Møller / TV 2

De gulnede kuverter fra Peter Brock har ligget gemt i en sort metalæske i 100 år.

Men nu er æsken blevet åbnet.

Peter Brock efter indkaldelsen.
Peter Brock efter indkaldelsen. Foto: Peter Møller / TV 2

Peter Brock var tysk soldat fra 15. oktober 1913 til 19. december 1918, og i modsætning til sin bror, sine barndomsvenner og cirka 40 millioner andre mennesker, overlevede han krigen fra første til sidste skud.

Da han blev fotograferet i sin nye militæruniform i Altona ved Hamborg, kunne han næppe forudse, at året 1913 var det værste år nogensinde at aftjene sin værnepligt.

Der var fred i Europa og ingen tegn på, at dommedag ventede forude.

Men mens Peter Brock gik i takt i Altona, skete der noget.

 28. juni 1914 myrdede en serbisk nationalist Østrig-Ungarns tronfølger i Sarajevo.

Det startede en dominoeffekt, der skulle sende Europa i krig en måned senere.

Mordet fik Østrig-Ungarn til at gå i krig mod Serbien.

Men Serbien var allieret med Rusland. 

Da Rusland indkaldte sin hær for at hjælpe Serbien, blev Tysklands kejser nervøs.

Tyskland var allieret med Østrig-Ungarn, og den tyske kejser frygtede et angreb fra Rusland, der var allieret med Frankrig.

Derfor valgte kejseren og hans generaler at slå først og gennemføre et overraskelsesangreb mod Frankrig gennem det neutrale land Belgien.

Kort over de to sider i krigen.
Kort over de to sider i krigen. Foto: The Story of the Great War

Storbritannien var allieret med Belgien, og dermed kom briterne også med i krigen.

Den gode herre

Peter Brock var menig i 31. infanteriregiment, og han var med, da den tyske hær angreb Belgien.

Tyske soldater på manøvre i Belgien i begyndelsen af krigen.
Tyske soldater på manøvre i Belgien i begyndelsen af krigen. Foto: Tysk krigsfoto / TV 2

- Vi er alle ved godt humør, skrev han til sine forældre 3. august.

Og det havde han også god grund til - trods alt.

Det var nemlig ikke Peter Brocks skæbne at blive krigshelt.

square to 16x9
Tyske styrker under angreb ved den belgiske by Ieper i 1914. På det tidspunkt havde krigen endnu ikke udviklet sig til en skyttegravskrig. Foto: TV 2

I stedet blev han oppasser for en stabsofficer ved navn Waldemar Siemert.

Det betød, at han skulle passe køer, hente øl og køre sin herre på casino.

Stabsofficererne i Infanteriregiment Graf Bose sad bogstavelig talt bag fronten og holdt styr på tropperne.

Om tre uger er jeg vistnok helbredt

Christen Brock, soldat

Og Peter Brock gjorde alt, hvad han kunne for at stille "herren" tilfreds.

- Det med at komme til fronten slap jeg godt fra, og det bliver jeg også nok fri for. I skal ikke være ængstelig for mig, thi jeg skal nok komme hjem engang igen. Så længe jeg har min gode herre, tror jeg ikke, der er noget i vejen, skrev han hjem til sine forældre.

Når der var noget i vejen, skrev han heller ikke om det.

Jørgen Jacobsen (til højre) har besøg af Peter Brock.
Jørgen Jacobsen (til højre) har besøg af Peter Brock. Foto: Museum Sønderjylland

En af Peter Brocks bedste venner hed Jørgen Jacobsen.

Det er ham, der gemte sig i en grøft på krigens sidste dag.

Ti huller i tarmene

Jørgen Jacobsen efterlod sig et kladdehæfte med oplevelser fra krigen, og det afslører, at Peter Brock ikke fortalte sine forældre ret meget, når han oplevede noget dramatisk.

Her ved fronten er det rigtig krig

Peter Brock, soldat

Jørgen Jacobsen fortæller nemlig om en episode, hvor han besøgte Peter Brock.

- Jeg var lige kommet derover, da der kom flyvere og kastede bomber ned. Jeg siger så, at det her går nok ikke godt, skriver Jørgen Jacobsen.

square to 16x9
En af de bedre tyske skyttegrave på Vestfronten. Foto: Library of Congres

De to venner måtte krybe i dækning, mens bomberne regnede ned over dem.

Der var flere sårede ved angrebet, men de to sønderjyder slap med skrækken.

I det samme fik han også en kugle gennem halsen

Herman Hunger, tysk soldat

I brevene hjem fra samme måned nævnte Peter Brock slet ikke luftangrebet.

- Jeg er sund og har det storartet, skriver han.

Et af Peter Brocks breve hjem.
Et af Peter Brocks breve hjem. Foto: Peter Møller / TV 2

Han fortæller heller ikke om den dag, hvor han var på besøg hos Jørgen Jacobsen på felthospitalet, og en ung soldat skød sig selv i maven ved et uheld.

Men det gør Jørgen Jacobsen, der arbejdede som sygepasser.

- Jeg kom til at være med ved operationen. Alle tarmene kom på bordet. Så vidt jeg husker, var der mindst ti huller i tarmene, som alle blev syet. Det hele kom på plads igen, og manden kom sig, skriver Jørgen Jacobsen.

Mange andre kom sig ikke.

Bundløst pløre, sump og morads, Granathuller fyldt med vand og døde, lemlæstede kroppe

Johannes Jensen, tysk soldat

De måtte bo i fugtige huller i jorden blandt opløste lig, der engang havde været deres venner, og når det ikke regnede med vand, regnede det med granater.

Nogle gange regnede det med begge dele i dagevis.

Oplevelserne gav mareridt i 40 år

Granatregnen var af og til så voldsom, at soldaterne gik fra forstanden.

Dengang kaldte man det granatchok.

Soldaterne fik kraftige fysiske reaktioner på deres oplevelser og kunne ikke styre deres bevægelser.

Hvordan et af ofrene så ud, kan du se i den farvelagte video herunder.

Han blev optaget på film for at beskrive fænomenet. 

Peter Brocks bror Christen var en af dem, der kom på hospitalet efter voldsomme oplevelser ved fronten.

Oplevelser, der var så voldsomme, at han havde mareridt om dem de næste 40 år.

Christen Brock blev bombarderet af de franske kanoner på vestfronten i 1915, og han blev ramt af en granatsplint uden at opdage det.

I første omgang.

Granatsplinten skar Christen Brocks mave op, men remmene på hans udstyr holdt tarmene på plads, indtil han tog det af.

Og så kunne han se sine egne indvolde.

Heldigvis gik der ikke hul på tarmene, og det over 30 centimeter lange snit kunne syes sammen igen.

- Om tre uger er jeg vistnok helbredt, hedder det i et brev fra ham i oktober 1915.

Christen Brock på hospitalet. Det vides ikke, hvilken af patienterne der er ham.
Christen Brock på hospitalet. Det vides ikke, hvilken af patienterne der er ham. Foto: Peter Møller / TV 2

Den tyske krigsmaskine ville sende ham tilbage til fronten, men Christen Brock var rædselsslagen for, at såret skulle springe op, så han igen skulle stå med sine tarme i hænderne.

Han var mentalt færdig som soldat.

- Det vil ikke rigtig komme med sundheden, men så længe krigen varer, er det kanske også bedre, og det kommer vel nok med tiden, skriver Peter Brock om sin bror i foråret 1916.

Siden bliver Christen Brocks navn ikke nævnt i brevene hjem, og det er der en god grund til.

Nogle af krigens ofre vendte hjem uden arme og ben - andre måtte resten af deres liv finde sig i stirrene blikke, når de bevægede sig ud i det offentlige rum.
Nogle af krigens ofre vendte hjem uden arme og ben - andre måtte resten af deres liv finde sig i stirrene blikke, når de bevægede sig ud i det offentlige rum. Foto: Ritzau Scanpix

Christen Brock ville nemlig hellere risikere at blive skudt som desertør end at komme tilbage til fronten, så han stak af fra hospitalet og skjulte sig i Hamborg.

De fleste breve fra fronten blev læst af militærcensuren, så Peter Brock kunne ikke skrive, hvad han vidste om sin bror. 

Men ud over nærdødsoplevelsen, hvad var det så, Christen Brock flygtede fra?

En kanonade som aldrig før

For at forstå, hvad soldaterne var ude for, må vi bevæge os højt op og se ned på Vestfronten. 

De blanke pletter på billedet herunder er kratere fyldt med vand, og stregerne er skygger fra sønderskudte træstammer.

Hele vejen fra Den Engelske Kanal til den schweiziske grænse blev der kæmpet, og slagene foregik efter samme opskrift:

Først blev et område bombarderet med kanoner i dagevis, og så blev soldaterne sat til at storme det område, hvor alt liv skulle udslettes.

Maskingeværerne ryddede slemt op iblandt os

Herman Hunger, tysk soldat

Men skyttegravene og bunkeranlæggene var ofte så dybe, at soldaterne overlevede bombardementerne og kunne meje angriberne ned med deres maskingeværer og kanoner.

Herunder kan du se et farvelagt filmklip fra et stormangreb ved Vestfronten:

Et af de store slag fandt sted ved den franske by Verdun, hvor 6500 tyske kanoner og 3500 morterer bombarderede franskmændene i fire dage fra 21. februar 1916. 

Peter Brock skrev hjem om bombardamentet.

- Sådan en kanonade som den anden dag har jeg aldrig hørt før.

En fransk soldat på den anden side af fronlinjen kaldte siden Verdun for "Djævelens Ambolt".

Landskabet ved Verdun er 100 år efter stadig ødelagt af krigen. Flere steder er det livsfarligt at færdes.
Landskabet ved Verdun er 100 år efter stadig ødelagt af krigen. Flere steder er det livsfarligt at færdes. Foto: Scanpix

Eksplosionerne forvandlede området til et månelandskab, og i dag 100 år efter er der stadig områder på den gamle slagmark, hvor det er forbudt at færdes, fordi jorden er fyldt med granater og rester af giftgas.

Herman Hunger fra Aabenraa deltog i kampene ved Verdun.

Levende begravet

Han beskrev efterfølgende, hvordan han end ikke nåede at komme op af skyttegraven, før en af hans soldaterkammerater sprængte sig selv i stumper og stykker med en håndgranat.

- Jeg stormede af sted lige som alle andre, men vi kom ikke langt. Maskingeværerne ryddede slemt op iblandt os, skriver han.

square to 16x9
Tyske soldater i skyttegravene Foto: Tysk krigsfoto / National Archives

Herman Hunger sprang ned i et af de utallige granathuller for at undgå at blive skudt. Her fik han selskab af en ung tysker, der var meget ivrig efter at indtage de franske skyttegrave.

- Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu, skriver Herman Hunger.

- Han ville ikke høre, og så stak han hovedet op af hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede "Mutter", og så var han død.

Så fik de tyske soldater ordre til at trække sig tilbage.

En ung tysk soldat under Første Verdenskrig.
En ung tysk soldat under Første Verdenskrig. Foto: TV 2

- Vor gruppefører vinkede ned til mig, kom med, og i det samme fik han også en kugle gennem halsen. Han kiggede endnu en gang på mig, lagde hovedet på sine knæ, og så var han væk, skriver Herman Hunger.

Han lå i hullet i lang tid, inden han krøb tilbage på maven.

Herman Hunger nåede tilbage, netop som de franske kanoner indledte et 12 timer langt bombardement af hans skyttegrav.

Han kravlede i sikkerhed under jorden - troede han.

To granater ramte så tæt på skyttegraven, at han blev levende begravet.

Granatnedslag på Vestfronten.
Granatnedslag på Vestfronten. Foto: TV 2

- Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. 

- Jeg skreg, men ingen hørte mig. Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden.

Hellere en hurtig død

Herman Hunger blev bevidstløs, og da han vågnede igen, ville to soldater hjælpe ham.

Den ene krøb tilbage efter en spade, mens den anden blev hos ham.

Men mareridtet var ikke slut.

Herman Hunger måtte endnu en gang se et menneske dø lige foran sig.

Det var en af de soldater, der forsøgte at hjælpe ham.

- Der kom en granat og skar benet af ham højt oppe, skriver Herman Hunger.

Da han blev gravet fri, var han så bange for at være under jorden, at han hellere ville dø end at blive levende begravet.

Et af krigens millioner af ofre.
Et af krigens millioner af ofre. Foto: Stf / Scanpix Denmark

- Så hellere en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven, skriver han.

Det var bare én dag ved Verdun.

Slaget varede i 303 døgn.

Og imens kammeraterne døde, overlevede Peter Brock.

- Kære forældre, da mine herrer spiller kort, og jeg skal bringe øl, vil jeg se, om jeg kan få skrevet jer et par ord, skriver han.

Han gik også på jagt og kørte også sin herre på casino, mens soldaterne blev beordret i døden nogle få kilometer væk.

Peter Brock sidder forrest til højre i hestevognen. Han havde blandt andet til opgave at hente mad og drikke til officererne.
Peter Brock sidder forrest til højre i hestevognen. Han havde blandt andet til opgave at hente mad og drikke til officererne. Foto: Peter Møller / TV 2

Millioner af soldater måtte til fronten, og oppasseren Peter Brock slap da heller ikke.

Han fortalte først sine forældre om det, da han var tilbage igen, og han skrev ikke, hvad han havde oplevet.

- Her ved fronten er det rigtig krig, er det eneste, han skriver hjem i foråret 1917.

- Jeg har det godt som altid og er tilbage ved min herre igen, slutter han brevet.

I takt med at ligene bogstaveligt talt hobede sig op på slagmarkerne, fortalte Peter Brock også sine forældre om de mange venner, han mistede.

Mange af dem forsvandt under kampene, og der kunne gå flere uger, før de blev erklæret døde.

To dage om at drukne

Selv om det måske er vanskeligt at forestille sig, at krigen kunne være værre end i Herman Hungers beretning fra Verdun, blev det hele faktisk værre i takt med, at krigen skred frem.

square to 16x9
En tysk krigsfange. Billedet er farvelagt efter krigen. Foto: Scanpix Denmark

For eksempel ved det tredje store slag nær Ieper i Belgien.

Slagmarken var allerede fyldt med tusindvis rådne lig fra to tidligere slag i området - mange af dem var sprængt i helt små stykker af de ustandselige bombardementer.

En af soldaterne - Johannes Jensen - beskriver slagmarken:

- Bundløst pløre, sump og morads, granathuller fyldt med vand og døde, lemlæstede kroppe. Den ustandseligt silende, iskolde regn.

Den silende regn og de mange eksplosioner havde havde gjort mudderet i området bundløst mange steder, og den omfattende brug af giftgas gjorde vandet i granathullerne giftigt.

square to 16x9
Allierede soldater i mudderet på Vestfronten ved krigens afslutning. Foto: Scanpix

En af anekdoterne fra den britiske side af frontlinjen lyder således:

- En gruppe mænd, der var på vej til frontlinjen, fandt en mand, der sad fast til op over knæene. Selv om fire mand forsøgte at få ham op med rifler i hans armhuler, hjalp det ikke fjerneste. Og at grave, selv om de havde haft skovle, var umuligt, for de kunne ikke få fodfæste. Pligten kaldte, og de var nødt til at gå frem til frontlinjen. Da de kom tilbage to dage senere, var manden der stadig, men kun hans hoved var synligt, og han var skingrende vanvittig.

Anekdoten stammer fra Geoffrey Regan's bog Military Anecdotes.

Lyden af fred

I efteråret 1918 stod det klart, at Tyskland var ved at tabe krigen.

En såret tysk krigsfange i allieret varetægt.
En såret tysk krigsfange i allieret varetægt. Foto: National Library of Scotland

De bedste soldater var blevet brugt i en enorm offensiv, der ikke afgjorde krigen, og da USA var begyndt at sende soldater til Europa, var det kun et spørgsmål om tid, før det tyske kejserrige ville bukke under.

Der blev forhandlet en våbenstilstand 11. november 1918 - med virkning fra klokken 11.

Det var næsten ikke til at tro

Jørgen Jacobsen, tysk soldat

Og så er vi tilbage ved bombeflyverne og sygepasser Jørgen Jacobsen i bunden af en grøft i ved Vestfronten i krigens sidste timer. 

- Det hele blev et forfærdeligt virvar, og jeg lå ved siden af vognen i en grøft. Hvor mange der var døde og sårede, ved jeg ikke, skriver han.

Han overlevede angrebet, og præcis klokken 11 tav kanonerne.

Og der blev virkelig skudt indtil sidste minut af krigen.

Britisk udstyr til at opfange lydbølger fra de tyske kanoner fangede øjeblikket, som du kan se herunder.

Billedet er en tidslinje med lydbølger, hvor klokken 11 er i midten. Bemærk hvordan bølgerne flader ud, da Vestfronten bliver stille præcis klokken 11.

square to 16x9
Udskrift af lydbølger før og efter klokken 11 den 11. november 1918. Foto: TV 2

- Vi hørte ingen skyderi og så ingen flyvere mere, det var næsten ikke til at tro, skriver Jørgen Jacobsen i sine erindringer.

Sammen med Peter Brock fik han Jernkorset af Anden Klasse for sin deltagelse i krigen, men ingen af de to har fortalt, hvad de fik medaljen for.

En pakke med æg

De to venner kom hjem fra krigen i december 1918, og kort efter giftede Peter Brock sig med Jørgen Jacobsens søster Marie.

Hans tidligere herre - officeren Waldemar Siemert - sendte et brev og ønskede tillykke med forlovelsen fra Tyskland i 1919.

Peter Brocks jernkors og militærpas.
Peter Brocks jernkors og militærpas. Foto: Peter Møller / TV 2

Officeren mistede sin mor, sin hustru og sin forretning på en gang, da krigen sluttede, og han skriver til sin gamle oppasser, at han måske en dag kommer til Als for at arbejde som karl på Peter Brocks gård.

Han kom aldrig, men Peter Brock sendte sin gamle herre i Hamborg en pakke med æg fra gården på Als. Det lykkedes postbuddet at levere nok af dem intakte til, at Waldemar Siemert kunne lave røræg af dem.

Det tyske nederlag betød, at Sønderjylland igen blev dansk område, og i 1920 blev Jørgen Jacobsen, Herman Hunger, Johannes Jensen, Christen Brock, Peter Brock og de andre overlevende sønderjyder danske.

Men hvis nu Peter Brock havde endt sine dage som et blodigt lig i Frankrig, havde du ikke kunnet læse denne artikel.

Han er nemlig min oldefar.

Peter Brock blev efter krigen medlem af krigsveteranernes forening DSK. Veteranernes kartotekskort kan ses online hos Rigsarkivet.
Peter Brock blev efter krigen medlem af krigsveteranernes forening DSK. Veteranernes kartotekskort kan ses online hos Rigsarkivet. Foto: Peter Møller / TV 2

Kære læser, du har nu læst artiklen om Første Verdenskrig til ende.

Den er blevet til på baggrund af Peter Brocks breve hjem og med hjælp fra Christen Brocks barnebarn Anker Clausen.

Hvis du vil vide mere om de sønderjyske krigsdeltagere, eller selv har familie, der kæmpede i krigen, har Museum Sønderjylland samlet en stor del af deres beretninger og oprettet et online-arkiv for tusindvis af sønderjyske soldater.

Det findes på hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk

Hvis du har lyst til flere lange artikler af samme slags, som den, du lige har læst, kan du finde dem herunder: