Hawkings kørestol under hammeren i millionauktion

16x9
Stephen Hawking i 2002 Foto: - / Ritzau Scanpix

Stephen Hawkings personlige ejendele blev torsdag solgt på en auktion i London.

Den afdøde astrofysiker Stephen Hawkings kørestol har fået ny ejer.

Det skete i London torsdag aften, hvor mange af britens personlige ejendele var under hammeren.

Pengene gik til velgørenhed.

Kørestolen blev solgt for 393.000 dollar, hvilket svarer til omkring to og en halv millioner kroner.

Auktionshuset Christie's vurderer, at det er verdens mest berejste kørestol, fordi den fulgte med den verdensberømte fysiker på utallige rejser frem til 1990, hvor han blev for syg til at kunne køre den.

Briten var en af verdens førende videnskabsmænd med sin banebrydende forskning om tyngdekraft i universet og sorte huller.

Stephen Hawking fik diagnosen ALS som 21-årig. Den sjældne muskelsvindsygdom nedbryder centralnervesystemet og påvirker både muskler, vejrtrækning og evnen til at tale.

Dengang gav lægerne ham to år at leve i.

I kørestol

Sygdommen betød, at han måtte tilbringe størstedelen af sit liv i en kørestol.

Da tilstanden blev forværret over årene, måtte han tale gennem en maskine og kommunikere via øjenbrynene.

På auktionen var det langtfra kun kørestolen, der var til salg.

Også Hawkings doktorafhandling fra universitetet Cambridge i 1965 var under hammeren. Den blev solgt for omkring fem millioner kroner.

Blandt de øvrige genstande var flere tekster og bøger, en række medaljer og priser.

Desuden blev et manuskript fra tegneserien "The Simpsons", hvor Hawking havde flere gæsteoptrædener, også solgt.

Hawking døde i marts i år. Han blev 76 år gammel.