6000 sønderjyder døde i Første Verdenskrig – 71-årig har besøgt gravsted 1000 km væk

På søndag er det 100 år siden, Første Verdenskrig sluttede. Hans Helmut Petersens grandonkel døde efter blot én måned i skyttegravenes helvede.

Det er sjette gang, at Hans Helmut Petersen står foran den blankslebne gravsten i det nordvestlige Belgien.

Han er næsten 1.000 kilometer hjemmefra, men den 71-årige sønderjyde kender efterhånden området så godt som de lokale.

Her gik den berygtede vestfront i Første Verdenskrig, med sine lange skyttegrave og utallige ofre. Og her blev Hans Helmuts grandonkel for mere end 100 år siden ramt af et granatstykke i sin gode lunge og døde.

Grandonklen blev dermed en af de cirka 6.000 sønderjyder, der aldrig vendte hjem, efter de havde været i krig for deres daværende hjemland, Tyskland.

På gravstenen har Hans Helmut lagt et trækors og efterårsløv fra grandonklens hjemegn.

Selv om de to aldrig nåede at møde hinanden, har Hans Helmut i løbet af de sidste 15 år fået et ganske nært forhold til sin afdøde forfader.

- Gennem det, jeg har fundet frem om ham, har jeg fået et indblik i, hvem han var. Jeg har lært ham at kende. Han var en dygtig mand, som levede under nogle vanskelige vilkår, fortæller Hans Helmut.

Frem og tilbage til Belgien

Hans Helmut har fra barnsben vidst, at hans grandonkel faldt i Første Verdenskrig, og at han lå begravet ”dernede i Belgien”; Hans Bonde, hed han, fra byen Mommark på Als.

”Hans Bonde, Ersatz-Reservist, 27.1.1915” står der på gravstenen, som deles med 15 andre faldne.
”Hans Bonde, Ersatz-Reservist, 27.1.1915” står der på gravstenen, som deles med 15 andre faldne. Foto: Mads Anneberg / TV 2

- Men der blev aldrig rigtig snakket om det. Det var bare sådan, det var, siger han.

I 2001 besøgte Hans Helmut og hans mor for første gang graven. Og fra da var han hooked.

- Da begyndte min interesse. Jeg begyndte langsomt selv at dyrke det og fik senere hen kontakt til de lokale folk på museet hernede.

Museet hedder In Flanders Fields og ligger i byen Ieper i Belgien. Det er et stort museum dedikeret til Første Verdenskrig og ikke mindst de blodige slagmarker i Flandern – Belgiens nordlige del.

Her havde de aldrig før haft kontakt til efterkommere af de sønderjyske soldater, så Hans Helmut lovede at skaffe nogle oplysninger om sin grandonkel.

Hans Helmut udpeger sin grandonkel, Hans Bonde, på et foto fra før krigen.
Hans Helmut udpeger sin grandonkel, Hans Bonde, på et foto fra før krigen. Foto: Simon Borg / TV 2

- Så jeg var på landsarkivet i Aabenraa, og jeg fik hjælp til at tyde de gotiske bogstaver på hans tyske soldaterpapirer, og på den måde har jeg kørt lidt frem og tilbage mellem Danmark og Belgien og byttet oplysninger, siger Hans Helmut.

Fik venstre hånd skudt af med vilje

Hans Helmuts ven på det belgiske museum hedder Dominiek Dendooven. Han er historiker, arbejder ved museets forskningscenter og har taget en time ud af kalenderen for at vise rundt i en genskabt tysk skyttegrav – ikke langt fra hvor grandonklen ligger begravet. 

- Forestil dig, du bor her. Fire dage ad gangen, bogstaveligt talt i et hul i jorden. Det regner, det er koldt, og der er skadedyr – mus og rotter overalt. Folk blev næsten selv som dyr. De levede som dyr og havde samme overlevelsesinstinkter, forklarer Dominiek Dendooven.

Han peger rundt i skyttegraven med sin sorte paraply, mens han forsøger at forklare rædslerne.

Video: Simon Borg

Skyttegravene var ikke så dybe, og hvis man stak hovedet helt op, var det en sikker dødsdom, for fjenden havde snigskytter.

- Nogle soldater, som virkelig havde fået nok, kunne finde på at stikke en hånd i vejret – den venstre, hvis du var højrehåndet, så fjenden kunne skyde på den. På den måde kunne man blive sendt hjem, siger Dominiek Dendooven for at illustrere desperationen blandt soldaterne i skyttegravene. 

Den metode var bedre end at skyde sig selv i hånden, tilføjer han. Det kunne nemlig ses, hvis man havde skudt sig selv på klods hold, og så kunne man risikere at blive henrettet for at være desertør.

En tvungen pligt

Hans Helmuts grandonkel blev sendt til fronten i december 1914. Han blev først sendt til Flensborg og sidenhen mod Flandern.

Han havde håbet, han kunne undgå det: han var kun reservist, og han var med sine 33 år ældre end de fleste andre, der blev sendt afsted. Og så var han ganske enkelt ikke så fysisk stærk.

Det fremgår af mindebladet, der blev skrevet efter hans død.

I Hans Bondes mindeblad er det beskrevet, at julen ved fronten var hård. Få uger senere døde den 33-årige sønderjyde efter at have fået et granatstykke i brystet.
I Hans Bondes mindeblad er det beskrevet, at julen ved fronten var hård. Få uger senere døde den 33-årige sønderjyde efter at have fået et granatstykke i brystet. Foto: TV 2

- Da han ikke var saa stærk af Natur, var han af den Mening, at han nok skulde komme hjem igjen, men dette hans Haab gik ikke i Opfyldelse.

Dertil kom, at det var en ambivalent opgave for de omkring 30.000 dansksindede soldater at drage i krig for Tyskland, der blot 50 år tidligere havde taget Sønderjylland i krigen i 1864.

- At han skulde med i Krig var for ham som for saa mange andre, en tvungen og tung Pligt, fortælles det i mindebladet.

Et granatstykke i brystet

Der gik kun en måned, før Hans Bonde blev offer for Første Verdenskrigs brutale artilleri – som så mange før og efter ham.

Her kan du se billeder fra skyttegravene og de ødelagte byer i Flandern under - og lige efter - Første Verdenskrig.

- Den 18. Januar stod han Vagt i Skyttegraven hvor en fjendtlig Granat slog ned bag Graven. Da vilde Skjebnen at han skulde blive ramt af et Granatstykke i Brystet og den højre Pegefinger, står der i mindebladet. 

Granatstykket ramte hans eneste funktionsdygtige lunge, og han døde blot ni dage senere, 27. januar 1915. Og på en måde er Hans Helmut glad for, at hans grandonkel kun nåede at opleve en måned i skyttegravene.

- Det er jo tragisk, at han døde, men jeg ser det som noget positivt, at han døde så tidligt. At han ikke skulle opleve så meget af det helvede, som det har været hernede, siger Hans Helmut.

Den sidste i familien

På søndag markeres 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig.

Våbenhvilen blev underskrevet 11. november 1918, klokken 11.00, efter mere end fire års blodige kampe og næsten 10 millioner døde – plus de millioner af civile, der omkom.

De sidste aktive soldater fra krigen er døde, hvilket i sig selv lægger en vis afstand mellem dengang og nu. Hans Helmut Petersen er dog, med interessen for grandonklen, blevet sin egen families bindeled mellem fortid og nutid.

- Hvis ikke jeg havde fattet interesse, ville det bare have været Hans fra den her gren af familien, som ligger begravet i Belgien - færdig. Ingen ville være gået i dybden med ham, som jeg har gjort, siger Hans Helmut.

Derfor er han også bange for, at ingen vil bære faklen videre.

- Jeg er vel nok den sidste i familien, som vil interessere sig væsentligt for Hans Bonde, siger han.

Hans Helmut har på den baggrund besluttet sig for at lave en bog om grandonklen, som han vil give til familiens yngre medlemmer:

- På den måde håber jeg, at andre vil blive inspireret af det arbejde, jeg har lavet. Ellers forsvinder der noget - også en forståelse af Første Verdenskrig, for så er der kun historiebøgerne.