12 dræbt af 28-årig på bar i Californien

Mindst 30 skud blev affyret på en bar i byen Thousand Oaks.

12 personer er blevet dræbt i skyderi på en tæt pakket bar i det sydlige Californien, det oplyser sergent Geoff Dean fra Ventura County Sheriff ifølge blandt andet Skynews.

Derudover er gerningsmanden også død. Skyderiet skete natten til torsdag lokal tid.

Gerningsmanden var den 28-årige Ian David Long, bekræfter sherif Geoff Dean torsdag eftermiddag.

28-årige Ian David Long blev fundet død inde i baren Borderline, oplyser politiet. Han var tidligere soldat. Hans motiv til forbrydelsen er ikke kendt. Efter alt at dømme tog han sit eget liv inde i baren, siger den lokale sherif.

Ian David Long havde helt legalt købt den Glock-pistol, han brugte til sit blodige forehavende. Politiet kendte ham kun fra tidligere for mindre forseelser.

Baren Borderline Bar & Grill, hvor skyderiet fandt sted, havde ifølge sin hjemmeside haft et arrangement for unge studerende. Betjente og ambulancer er mødt talstærkt frem ved stedet.

En betjent dræbt

Politiet modtog anmeldelsen om, at der var et skyderi i gang, klokken 23.15 lokal tid.

En af de dræbte er en politibetjent. Der skulle ifølge Skynews være tale om en færdselsbetjent, der konfronterede gerningsmanden.

Gæster fra Borderline Bar & Grill on 99 Rolling Oaks Dr. trøster hinanden efter skyderiet.
Gæster fra Borderline Bar & Grill on 99 Rolling Oaks Dr. trøster hinanden efter skyderiet. Foto: AP

Jordan Schwetz, der er universitetsstuderende, sagde tidligere til Reuters:

- Jeg har ikke tal på, hvor mange venner jeg har derinde - mindst ti. Ingen af dem svarer deres telefoner.

Ifølge rapporter på stedet gemte en del gæster sig i en periode stadig inde på baren af frygt for, at gerningsmanden stadig var aktiv.

Det sagde en mor, der havde talt med sin datter, der stadig var derinde, ifølge Reuters.

- Jeg så ham gå ind

Der var i en periode usikkerhed om, hvor mange der var såret, og om gerningsmanden var på fri fod.

Politibiler blokerer et vejkryds i nærheden af baren, hvor skyderiet fandt sted.
Politibiler blokerer et vejkryds i nærheden af baren, hvor skyderiet fandt sted. Foto: Ritzau Scanpix

Et vidne ved navn Michael Hunter har sagt til NBC, at han så gerningsmanden ankomme.

- Jeg så ham gå ind.

- Og han begyndte at skyde.

Michael Hunter sagde videre, at han hørte mindst 20 skud blive affyret, og at politiet var længe om at ankomme til stedet.

- Det tog en evighed, inden politiet kom.

Jordan Schwetz fortalte, at det er en meget populær bar om onsdagen, hvor der er mange universitetsstuderende og linedancing.

Hjalp folk ud af vinduet

Et kvinde ved navn Nina Scalise var på vej hjem fra en anden bar og så folk løbe ud.

- Jeg talte med en fyr, hvis hånd var helt blodig. Han havde smadret et vindue for at slippe ud, og han havde hjulpet andre ud af vinduet. Han var ikke selv blevet ramt, men hans ven var blevet ramt af skud i skulderen.