Kommentar: Demokraterne vandt midtvejsvalget, men…

16x9
Trump har forsøgt at italesætte en republikansk midtvalgssejr. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

Kommentar: Vi står tilbage med mange fortællinger om Donald Trumps første midtvejsvalg.

Hvis man sætter sig ind i helikopteren efter dette års midtvejsvalg, ser man ned på et mudret helhedsbillede. Der er ikke én dominerende fortælling om Donald Trumps første midtvejsvalg – uagtet hvor meget mediemennesker og andre måtte ønske det.

Det er nok den vigtigste konklusion, vi skal drage fra dette midtvejsvalg.

Prognoserne ramte plet

På mange måder forløb midtvejsvalget som forventet. Der var ikke et systematisk svigt i meningsmålingerne, som kritikerne ellers altid ynder at tilkende rollen som Sorteper.

Demokraterne vandt klart flertallet i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne beholdt og udbyggede flertallet i Senatet, og kampen om guvernørposterne rundt om i landet forløb mere overraskende, men stadig klart til Demokraternes fordel.

Lægger man Demokraternes stærke resultater på delstatsniveau oveni - i form af mere end 300 ekstra pladser i delstatsforsamlingerne - står Demokraterne selvfølgelig tilbage som valgnattens vinder.

Men overordnet set er der en række udfald, som begge parter med fordel vil – og allerede har – kastet sig over for at proklamere en eller anden form for sejr. Særligt præsident Trump har haft meget travlt med at forsøge at italesætte en – ret fantasifuld - fortælling om en stor republikansk valgsejr i nat på Twitter.

En blå bølge eller blot et bølgeskvulp?

Der er ikke nogen tvivl om, at Det Demokratiske Parti overordnet set vandt årets midtvejsvalg. Det eneste nævneværdige område, hvor Republikanerne gik frem, var i Senatet, hvor valgkortet lå til højrebenet for dem.

Men paradoksalt nok kom præsident Donald Trump også styrket ud af midtvejsvalget – på trods af at hans parti tabte flertallet i Huset og fik tæsk på delstatsniveau.

Diskussionen vil fortsætte i uendelighed om, hvorvidt der var tale om en blå bølge eller blot et blåt bølgeskvulp ved dette midtvejsvalg. Lad mig være helt ærlig: Jeg synes ikke, at man entydigt kan udlægge hverken det ene eller det andet af nattens mudrede resultater.

Det ville være en stramning at sige, som den konservative klummeskriver Ed Rogers gjorde det hos The New York Times, at Demokraterne vandt Repræsentanternes Hus, men at Donald Trump vandt valget. Dertil er Republikanernes tab overordnet set for store. Særligt taget i betragtning af hvor gode de økonomiske nøgletal er.

Teflon Don eksisterer ikke

Ideen om, at Donald Trump atter trodsede alle politiske odds, holder heller ikke. Der var tale om et normalt valgnederlag, hvis man ser på de store overordnede linjer i amerikansk historie.

Donald Trump er ikke Teflon Don, som hans støtter ynder at sige. For midtvejsvalget viste jo netop, at den uortodokse præsident Trump led et nederlag af ret normale historiske proportioner.

I gennemsnit taber præsidentens parti 37 pladser i Repræsentanternes Hus, hvis præsidentens opbakning ligger under 50 procent. Donald Trump kunne kun mønstre knap 44 procents opbakning i den amerikanske befolkning op til valgdagen. Republikanernes tab forventes at komme til at ligge omkring de 30-34 pladser i Huset, når alle stemmer er optalt.

Med andre ord er tabene ikke langt fra, hvad man kunne forvente. De er heller ikke exceptionelt høje, taget i betragtning af at USA's mest upopulære og kontroversielle præsident i nyere tid var på valg. På trods af at præsidenten selv havde italesat valget som en folkeafstemning om hans hidtidige præsidenttid. Og på trods af at valgdeltagelsen steg markant i forhold til tidligere midtvejsvalg.

Der var ikke tale om et decideret blodbad, som det var tilfældet for både Bill Clinton og Barack Obama ved deres første midtvejsvalg – på trods af at Demokraterne efter alt at dømme fik en større stemmeandel end Republikanerne gjorde ved deres jordskredssejre i henholdsvis 1994 og 2010.

Denne statistik fortæller i sig selv noget om de strukturelle fordele, Republikanerne havde ved dette midtvejsvalg. Blandt andet i form af måden valgdistrikterne i Repræsentanternes Hus var blevet tegnet. Derfor må det selvfølgelig i et eller andet omfang bekymre Republikanerne, at man stadig led et så klart nederlag i Huset med en bomstærk økonomi og en række strukturelle fordele.

Trump blev styrket internt

De kommentatorer, der vurderede, at et midtvejsvalgsnederlag til Trump kan blive starten på vejen tilbage til et ”normalt” republikansk parti, må nok tro om igen.

Det Republikanske Parti er Trumps parti – faktisk i endnu højere grad efter midtvejsvalget end før. Det var i overvejende grad moderate republikanere, der fik sat stolen for døren i nat. Noget, præsidenten ikke var sen til at påpege på Twitter. Denne udvikling styrker alt andet lige præsidentens magtposition internt i partiet. Og det er derfor, at Trump paradoksalt nok går både svækket og styrket ud af midtvejsvalget.

Præsidenten kan man rette henvise til, at Republikanerne vandt en lang række af de mest højtprofilerede valg ved dette års midtvejsvalg. For eksempel guvernørvalgene i Ohio og Florida samt i mindre omfang guvernørvalget i Georgia. Valg, som præsidenten selv var gået all in på og i stater, der bliver centrale for Trumps forsøg på at blive genvalgt i 2020. I Huset betød det til gengæld mindre, hvem præsidenten havde valgt at støtte.

Men omvendt vil det også vække bekymring i republikanske kredse, at Demokraterne klarede sig godt i Michigan, Pennsylvania, og Wisconsin. Stater, som Trump kun vandt med samlet 80.000 stemmer i 2016 og skal vinde igen, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at blive genvalgt om to år.

Ingen markant tilbagevisning af Trump

Hvis Demokraternes håb var, at midtvejsvalget ville blive en markant tilbagevisning af Donald Trump, må de tro om igen. Det mener jeg ikke, man kan læse ud af valgresultatet.

Demokraterne fik udvidet det amerikanske valgkort, særligt i forstæderne, og fik flotte, om end ikke succesrige, resultater i konservative senats- og guvernørvalg i for eksempel Texas og Georgia. Beto O'Rourke og Stacey Abrams vil i Demokraternes optik være moralske vindere, selvom de er faktiske tabere. Samtidig fik Republikanerne udbygget deres dominans i det landlige USA.

Med andre ord blev fronterne forhærdet.

De liberales mantra om, at dette valg skulle være en tilbagevisning af Donald Trump, manifesterede sig ikke.

Tværtimod viste midtvejsvalget, at Donald Trump fortsat kan mønstre stor opbakning i betydelige dele af det store amerikanske land. Ikke bare i form af amerikanere, der stemte på republikanske kandidater, men også i mere indirekte form af amerikanere, der ikke valgte at gå til stemmeurnerne for at udtrykke deres utilfredshed med præsidenten.

En forventet korrektur af magtforholdene

I amerikansk politik er det meget almindeligt, at vælgerne ret hurtigt ønsker en korrektur, når et af de to store partier sætter sig tungt på den føderale magt. Der er et udpræget ønske om, at magten afbalanceres.

Republikanerne havde indtil i nat Det Hvide Hus, et flertal af udpegede dommere i den amerikanske Højesteret, samt flertal i begge Kongressens kamre. De sad med andre ord på det hele.

Lægger man oveni, at Republikanerne i Kongressen ikke har gjort sig nogen store anstrengelser for at udfylde rollen som det organ, der skal agere modvægt og kontrolinstans til præsidenten, var det fuldt forventeligt, at amerikanerne ønskede at gøre op med den totale republikanske dominans i Washington D.C i år.

Demokraterne vil nu gøre deres for at lægge Trump-administrationen i benlås de næste år frem mod præsidentvalget. Der vil blive startet et hav af undersøgelseskommissioner, og måske kommer der en rigsretssag mod præsidenten.

Hvorvidt det bliver en politisk vindersag for Demokraterne ved det kommende præsidentvalg i 2020 er langt fra sikkert.

For en af nattens store historier er også, at Det Demokratiske Parti fortsat trænger til fornyelse i partitoppen. At den gamle, hvide garde i Kongressen ikke kan være en troværdig repræsentant for et parti, der bliver yngre og mere mangfoldigt. At den forventede, gamle, nye 78-årige demokratiske flertalsleder Nancy Pelosi ikke kan udfylde denne rolle fyldestgørende.

2020-valget venter

Jeg ved godt, at der er et brændende ønske om at udlægge midtvejsvalget i forhold til Donald Trumps chancer for at blive genvalgt i 2020. Helst i form af, at The Donald er dødsdømt.

Lad være med det. Der er ikke nogen sammenhæng mellem udfaldet af præsidentens første midtvejsvalg og det efterfølgende præsidentvalg. Ellers var Bill Clinton og Barack Obama aldrig blevet genvalgt.

Selvom præsident Trump nok er den mest sårbare siddende præsident siden George Herbert Walker Bush for 25 år siden, kan det på ingen måde udelukkes, at Trump ligesom tre ud af fire siddende præsidenter bliver genvalgt om to år.

Så lad være med at afskrive Donald Trump to år før præsidentvalget overhovedet finder sted.

Det er vi nogen, der har gjort før, som du måske kan huske. Det gik ikke så godt. Så gør dig selv den tjeneste at lade være med at falde i samme fælde.