Kampene eskalerer i nøgleby i Yemen trods USAs opfordring til våbenhvile

16x9
Soldater tro mod regeringen i Yemen gør klar til kamp mod houthi-oprørerne. Foto: - / Ritzau Scanpix

USA har bedt parterne i krigen i Yemen om at indstille kampene, men i stedet eskalerer volden.

Voldsomme kampe eskalerer i disse dage i Hodeidah i Yemen, der betegnes som en nøgleby i den årelange konflikt mellem saudiarabiske styrker og houthi-oprørerne.

Havnebyen Hodeidah har længe været foretrukket af FN og humanitære nødhjælpsorganisationer, der prøver at få hjælp ind til de krigshærgede områder i Yemen.

Så sent som i sidste uge opfordrede USA, der støtter den saudisk-ledede koalitions kamp mod oprørerne, til en våbenhvile.

Ignorerer opfordring til våbenhvile

Både udenrigsminister Mike Pompeo og forsvarsminister Jim Mattis opfordrede parterne til en 30 dages våbenhvile og indledende fredsforhandlinger.

- Tiden er inde til, at alle fjendtligheder ophører, inklusive missil- og droneangreb fra de houthi-kontrollerede områder mod Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, lød det 31. oktober i en udtalelse fra Mike Pompeo.

- Derudover er det nødvendigt, at alle luftangreb fra den saudiarabiskledede koalition mod befolkede områder i Yemen ophører.

Ikke desto mindre hævdede Saudi-Arabien mandag, at de havde gjort ”væsentlige” fremskridt i forsøget på at få kontrol med den vigtige havneby.

10.000 har mistet livet

Onsdag sagde en talsmand for houthi-oprørerne, at Saudi-Arabiens militære fremmarch var på linje med USA’s ”vision”.

- Baseret på erfaringer fra fortiden ved vi, at dette er USA’s fremgangsmåde. De opfordrer til fred, mens de forbereder en ny militær aggression, sagde talsmanden Abdul Malik al-Houthi til al-Masirah TV.

Saudi-Arabien gik i foråret 2015 i krig mod houthi-oprørerne i Yemen, og i løbet af det seneste tre et halvt år er mindst 10.000 dræbt, 50.000 såret og millioner sendt på flugt fra deres hjem.

Hungersnød truer

FN vurderer, at mindst 14 millioner mennesker i Yemen har brug for akut hjælp udefra i form af mad, hvis en omfattende sultkatastrofe skal undgås.

I sidste uge kostede et luftangreb mod et frugt- og grøntmarked i Yemen 21 civile livet, heriblandt flere børn.

Luftangrebet blev foretaget af den koalition, som Saudi-Arabien står i spidsen for. Angrebet ramte en lille by syd for den strategisk vigtige havneby Hodeidah.

Det er ikke usædvanligt, at den saudiarabiske koalitions kampfly rammer civile. Tidligere er bryllupsfester, begravelser, hospitaler og beboelsesområder blevet ramt af bomber.