Analytiker: Trump taber magten i Huset, men kommer styrket ud af midtvejsvalg

Demokraterne vil fremadrettet kunne blokere for lovforslag samt gå efter at få stillet Donald Trump for en rigsret og undersøge hans skatteforhold.

Efter tirsdagens midtvejsvalg i USA står det klart, at Demokraterne har tilbageerobret kontrollen over Repræsentanternes Hus. Samtidig må Demokraterne dog lide den tort at se sig slået i Senatet, hvor Republikanerne bevarer og endda udbygger deres flertal.

Selvom Republikanerne har mistet flertallet i det ene af Kongressens to kamre, vælger USA's præsident, Donald Trump, at udlægge midtvejsvalget som en succes.

- En enorm succes her til aften. Tak til alle! lyder det fra præsidenten på Twitter.

Senatet vigtigere end Repræsentanternes Hus

Og TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster mener, at Donald Trump med rette kan tillade sig at konkludere således - på trods af partiets nederlag i Repræsentanternes Hus.

- Republikanerne har overpræsteret i forhold til antallet af pladser i Senatet sammenlignet med meningsmålingerne. I og med at de beholder flertallet, vil partiet stadig have magt til at udpege konservative dommere til landets føderale domstole. Det er yderst vigtigt, fordi dommerne sidder på livstid, og dermed vil deres beslutninger give genklang længe. Derfor kan Trump med rette sige, at valgnatten på nogle områder har været en enorm succes, siger Mirco Reimer-Elster til TV 2.

Trump har nu mulighed for at anvende en retorik, der spiller sorteper over til Demokraterne

Mirco Reimer-Elster, USA-analytiker

Forudsigelserne fra de amerikanske analyseinstitutter viser, at Republikanerne står til en nettogevinst på tre pladser i Senatet og dermed vil indtage 54 af Senatets 100 pladser.

- Når Republikanerne går markant frem, så bliver det helt naturligt sværere for Demokraterne at vinde Senatet ved næste valg i 2020. Så her er Trump styrket, og det er et område, der betyder meget for de republikanske vælgere, siger Mirco Reimer-Elster.

Noget, der bakkes op af David French, et tidligere medlem af Det Republikanske Parti.

- Et styrket Senat er så vigtigt for republikanerne, at det kan overskygge tabene i Repræsentanternes Hus, skriver han på Twitter.

Demokraterne ved godt, at en rigsretssag bliver svær at gennemføre, så de vil i stedet gøre alt for at gå efter at finde noget smuds i Donald Trumps skatteforhold

Mirco Reimer-Elster, USA-analytiker

En splittet Kongres

Selvom Republikanerne går frem i Senatet, er alt imidlertid ikke fryd og gammen for Donald Trump efter midtvejsvalget.

Det slår Mirco Reimer-Elster fast over for TV 2.

- For det første kan præsidenten nu se frem til en splittet og dermed handlingslammet Kongres, da et lovforslag skal stemmes igennem begge kamre. Dermed vil Demokraterne nu effektivt kunne blokere for præsident Trumps og Republikanernes lovforslag. Det vil have den effekt, at en stor del af det politiske arbejde i Det Hvide Hus kommer til at gå yderligere i stå, siger Mirco Reimer-Elster.

For det andet vil Demokraterne nu kunne sætte undersøgelser og høringer i gang mod præsident Trump og kræve dokumenter og informationer udleveret.

Og det vil uden tvivl blive virkelighed, siger TV 2s USA-analytiker.

- Demokraterne vil nu med stor sandsynlighed kræve, at der bliver indledt en rigsretssag imod Donald Trump. Især de yngre, venstreorienterede medlemmer af Det Demokratiske Parti vil have, at Trump skal stå til ansvar for sine handlinger. Det er netop dette, mange af de demokratiske politikere er blevet valgt ind på, siger Mirco Reimer-Elster.

Trump kan nyde godt af rigsretssag

Vælger Demokraterne at indlede en rigsretssag imod Donald Trump, er der dog ringe chancer for, at den kan vælte ham som præsident.

For det kræver i sidste ende, at der kan samles et flertal på to tredjedele af Senatet imod Trump - og det er højst usandsynligt. Det skal derfor mere ses som en symbolsk handling fra Demokraternes side, mener USA-analytikeren.

- Donald Trump vil aldrig kunne blive fældet af en rigsretssag, da det med den nuværende fordeling i Senatet kræver, at i omegnen af 20 republikanere vælger at afsætte deres egen præsident. Det kommer ikke til at ske, slår Mirco Reimer-Elster fast.

En rigsretssag kan paradoksalt nok vise sig at være godt for Trump, da han vil kunne bruge den mod Demokraterne og udstille venstrefløjens desperate kamp for at fælde præsidenten.

Og sporene fra 1998 skræmmer; her indledte republikanerne i Repræsentanternes Hus en rigsretssag mod forhenværende præsident Bill Clinton, der dog senere blev underkendt i Senatet.

Skatteforhold skal frem i lyset

- Demokraterne ved godt, at en rigsretssag bliver svær at gennemføre, så de vil i stedet gøre alt for at gå efter at finde noget smuds i Donald Trumps skatteforhold, siger Mirco Reimer-Elster.

Donald Trump har, som den første præsident i nyere tid, hidtil nægtet at offentliggøre sine personlige skatteforhold. Men Demokraterne kan med flertallet i Repræsentanternes Hus nu muligvis få held med at få adgang til Trumps skatteforhold.

- En effektiv anklage mod præsidenten har længe været, at hvis han ikke har noget at skjule, så bør han fremlægge sine skattepapirer. Men Trump har indtil videre talt udenom. Trump vil selvfølgelig modsætte sig at offentliggøre sin formue, men Demokraterne vil jage et indblik i, hvorvidt præsidenten har været i økonomiske vanskeligheder eller haft særlige økonomiske interesser - eksempelvis til Rusland, siger Mirco Reimer-Elster.

Donald Trump var i begyndelsen af 1990'erne forgældet, og derfor kan Trump tænkes at have lånt penge af russere og eventuelt stå i gæld til Rusland i forbindelse med sine forretningsfremstød i landet, fortæller USA-analytikeren.

Gør Demokraterne til syndebukke

Med resultatet af tirsdagens midtvejsvalg kan Republikanerne og Donald Trump de kommende to år se frem til at få usædvanligt svært ved at få deres lovgivning igennem.

Men udsigterne kan ironisk nok være en fordel for præsidenten.

- Trump har i forvejen de seneste to år haft mere end svært ved at få sin lovning igennem, når man tænker på slagsmålene med hensyn til både Obamacare, grænsemuren mod Mexico og ønsket om store føderale investeringer i USA’s infrastruktur. Nu kan Donald Trump bruge Demokraterne som syndebukke for, at hans politik bliver obstrueret, siger Mirco Reimer-Elster og uddyber:

- Trump vil nu have mulighed for at anvende en retorik, der spiller sorteper over til Demokraterne, og som gør dem til syndebukke i Trumps optik. Og det vil Trump utvivlsomt bruge fremadrettet mod præsidentvalget i 2020.