Video viser russisk kampfly flyve tæt forbi amerikansk fly i høj fart

USA siger, at de intet gjorde for at fremprovokere russernes handling. Rusland siger, de beskyttede eget luftrum.

Et amerikansk rekognosceringsfly var mandag i nærkontakt med et russisk kampfly, oplyser den amerikanske marine, US Navy, i en udtalelse.

Episoden fandt sted i internationalt luftrum over Sortehavet og blev gennemført på ”en usikker måde”, mener amerikanerne. Mødet mellem de to fly varede sammenlagt omkring 25 minutter.

Ifølge US Navy foretog det russiske SU-27-jagerfly en forbiflyvning i høj hastighed, tæt forbi det amerikanske fly af typen EP-3 Aries, og besætning i det amerikanske fly registrerede turbulens som følge af manøvren.

Amerikanerne beskriver derudover, at det russiske fly gennemførte endnu en forbiflyvning af amerikanernes fly og aktiverede sin efterbrænder. Amerikanerne har offentliggjort en kort video af denne del af hændelsen.

Ifølge amerikanerne udløste denne manøvre en vibration, som den amerikanske besætning kunne mærke i deres fly.

- Denne interaktion er blevet fastslået som værende usikker, da SU-27-flyet passerede i høj hastighed direkte foran missionsflyet og udsatte piloterne og besætningen for fare, skriver US Navy i sin udtalelse om episoden.

Afviser at have fremprovokeret reaktion

CNN har været i kontakt med det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, der oplyser, at det amerikanske fly opererede ud fra Souda-bugten ved Kreta.

Ifølge Pentagon-talsmand Eric Pahon havde marineflyet sin transponder tændt under missionen, men der var ingen forsøg på kommunikation fra russernes side, fortæller han.

- Mens det russiske militær har ret til at gennemføre øvelser i internationalt luftrum, var denne interaktion uansvarlig, skriver US Navy i sin udtalelse.

- Det amerikanske fly opererede i henhold til international lov og fremprovokerede ikke den russiske aktivitet, slår marinen fast.

Rusland: Forhindrede krænkelse af vores luftrum

Den russiske ambassade har på Twitter offentliggjort en kort erklæring underskrevet landets forsvarsministerium.

- SU-27-jagerflyets besætning rapporterede at have identificeret det amerikanske EP-3 Aries spionfly og fulgte det, hvorved en krænkelse af russisk luftrum blev undgået, og alle nødvendige sikkerhedsprocedurer blev fulgt.

I januar var et russisk og amerikansk fly involveret i en lignende episode. Også dengang fandt hændelsen sted i internationalt luftrum over Sortehavet.