Advokat i Sydafrika: - Britta Nielsen har det så godt, som man kunne forvente

Den svindelmistænkte danske kvinde kan på rekordtid blive sendt hjem til Danmark, siger tidligere efterforskningschef.

64-årige Britta Nielsen sidder netop nu tilbageholdt på en politistation i Brooklyn i den sydafrikanske hovedstad, Pretoria, og venter på at blive udleveret til Danmark. 

Det fortæller forsvarsadvokat Piet du Plessis til TV 2s reporter Niels Lykke Møller. 

- Jeg har ikke personligt talt med hende, men det har min kollega. Ifølge mine informationer har hun det relativt godt. Hun har det så godt, som man kunne forvente, siger Piet du Plessis. 

Britta Nielsen blev anholdt klokken 5.30 dansk tid, mandag, i en lejlighed i den sydlige del af Johannesburg. Senere samme dag blev hun stillet for en dommer i Randburg. 

Forsvarsadvokaten undrer sig over det store opbud af danske pressefolk i forbindelse med anholdelsen.

- Jeg har aldrig oplevet så meget opmærksomhed blive givet til en sag som denne. I må være meget heldige i Danmark, at I ikke har anden kriminalitet at skrive om.

- I Sydafrika ville sådan noget her (Britta Nielsens svindel med 111 millioner kroner, red.) passere, uden at nogen ville løfte et øjenbryn, siger Piet du Plessis. 

Kan være i Danmark fredag

Piet du Plessis er forsvarsadvokat for den danske mand, der også er sigtet i sagen, og som blev anholdt i Sydafrika i sidste uge. Piet du Plessis er ansat i samme firma som Britta Nielsens forsvarer, Gerhard Landman.

Han har tidligere udtalt, at Britta Nielsen, hvis alt går vel, kan blive udleveret torsdag, sat på et fly i O.R. Tambo International Airport i Johannesburg og være retur i Danmark fredag. 

Den svindelmistænkte kvinde vil under alle omstændigheder ikke modsætte sig en udlevering fra Sydafrika, siger advokaten.

Det bekræftes af Britta Nielsens danske forsvarsadvokat, Nima Nabipour. 

- Det har været min klients ønske de seneste mange dage, at hun gerne ville til Danmark. Vi arbejder på at få hende udleveret, og jeg forventer, at der vil være et retsmøde torsdag, og at udleveringen vil forløbe gnidningsfrit, siger Nima Nabipour. 

Den anholdte danske mand, der ligeledes er sigtet i sagen, ventes også at kunne blive udleveret til Danmark torsdag aften. 

square to 16x9

Bliver formentlig allerede afhørt

Hvis både Britta Nielsen og den anden sigtede dansker bliver udleveret og fløjet til Danmark om få dage, vil det være udtryk for en proces, hvor der i den grad er blevet trykket på speederen. 

Det mener Bent Isager-Nielsen, som er tidligere efterforskningschef, politikommisær og drabschef i Rejseholdet.

- Hvis det bliver i denne uge, så er det vanvittigt hurtigt. 

- Man kan sige, at Bagmandspolitiet allerede er dernede og har gødet jorden, men det skal altså igennem politi, anklagemyndighed og justits- og udenrigsministerierne i både Sydafrika og i Danmark. Det vil være verdensrekord, hvis hun er hjemme her sidst på ugen, siger Bent Isager-Nielsen.

Han fortæller videre, at Britta Nielsen, når hun før eller siden er landet i Danmark, vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

- Det vil hun blive, selvom hun egentlig er blevet fængslet en gang in absentia i forbindelse med den internationale arrestordre. Men så vil hun blive fremstillet formelt igen, og så kan man gå i gang med afhøringerne. 

- Jeg hæfter mig ved, at Bagmandspolitiet er dernede, og lur mig, om ikke de samarbejder med sydafrikansk politi og allerede er i gang med at afhøre hende. 

Havde farvet håret mørkt

Da Britta Nielsen mandag blev fremstillet i retten, var hun iført en blå kjole og havde farvet håret mørkt. Tidligere billeder har vist hende med enten lyst eller gråt hår.

- Hun virkede meget beklemt ved situationen. Hun var meget indelukket, kiggede ned og så tynd ud. Hun lignede ikke en, der har det godt, og som muligvis ikke har haft det i lang tid, siger TV 2s reporter Emil Ellesøe Ditzel, der var tilstede under retsmødet.

Britta Nielsen udtalte sig ikke selv i retten, hvor forsvarsadvokaten førte ordet. Hun ville heller ikke svare på spørgsmål fra TV 2s reporter.

Ifølge de danske myndigheder er anholdelsen af den svindelmistænkte kvinde resultatet af et målrettet internationalt samarbejde mellem SØIK (Bagmandspolitiet, red.) og en række internationale myndigheder. Vurderingen fra SØIK er, at den 64-årige kvinde har forsøgt at skjule sig fra myndighederne.

Dansk politi har allerede beslaglagt en række værdier i flere forskellige lande, som kan være relevante i sagen. De vil ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvor stor en del disse værdier udgør af de mindst 111 millioner kroner, som Britta Nielsen er mistænkt for at have stjålet fra Socialstyrelsen.