Trods protester genindfører USA hårde sanktioner mod Iran

16x9
Demonstranter i Teheran, Iran demonstrerede søndag foran den amerikanske ambassade i protest mod sanktionerne. Foto: Atta Kenare / Ritzau Scanpix

Alle øjne vil være rettet mod den iranske olieeksport, når USA mandag indfører sanktioner, mener ekspert.

USA genindfører mandag alle de sanktioner mod Iran, som blev ophævet i forbindelse med atomaftalen.

Heriblandt en olieembargo, der har til formål at stoppe al olieeksport fra landet.

Sanktionerne er det foreløbigt mest konkrete resultat af, at USA's præsident, Donald Trump, i maj kontroversielt besluttede at forlade atomaftalen med Iran.

Der er ifølge den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, tale om "de hårdeste sanktioner, der nogensinde er indført". Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kan påvirke andre lande

Meldingen om, at alle tidligere sanktioner mod Iran genindføres mandag, blev først offentliggjort fredag.

Sanktionerne rammer fra skibsfart, finansielle virksomheder og energiselskaber i Iran. Men de vil også direkte kunne påvirke selskaber fra andre lande, som handler med Iran.

I forhold til olieembargoen er blot otte lande undtaget og har fået tilladelse fra USA til fortsat at importere olie fra Iran i begrænset omfang det næste halve år.

Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, har lørdag fordømt de skrappe sanktioner. Trump har "vanæret" USA og vil blive den største taber på den lange bane i striden mellem de to lande, lod han forstå.

EU fordømmer beslutning

Også både Frankrig, Tyskland, Storbritannien og EU har fredag fordømt USA's beslutning om at genindføre sanktionerne. De mener ikke, at Iran har forbrudt sig mod atomaftalen fra 2015.

Men det har ikke fået USA til at ændre mening.

- USA's sanktioner vil blive genindført ved midnat, lyder svaret fra Mike Pompeo til den amerikanske tv-station CBS.

Irans økonomi er afhængig af olieeksporten. Og Saudi-Arabien er det eneste land i verden, der har ressourcer til at kompensere for den olie, som man med olieembargoen ikke længere må importere fra Iran.

Ifølge AFP er der derfor usikkerhed på oliemarkedet verden over forud for genindførslen af sanktionerne.

- Alle øjne vil være på den iranske eksport. Vil Iran forsøge at snyde sig uden om USA's sanktioner, og hvor hurtigt vil produktionen falde, siger Riccardo Fabiani, der er analytiker for analyseinstituttet Energy Aspects.