To saudiske søstre bundet sammen med tape fundet i flod i USA

Politiet i New York forsøger at finde ud af, hvordan to kvinder på 16 og 22 år endte i Hudsonfloden med gaffatape om livet og anklerne.

En tilfældig forbipasserende gjorde et opsigtsvækkende fund mandag eftermiddag i sidste uge.

På nogle store algebeklædte kampesten under et fremskudt broanlæg ved Riverside Park langs Hudsonfloden på Manhattan i New York lå to lig.

Saudi-Arabiens ambassade i Washington D.C. har også kontaktet borgeres familie og udtrykt dens støtte og opbakning i denne hårde tid

Det saudiske generalkonsulat i New York

To unge kvinder med mørkt hår, sorte jakker og sorte leggings lå livløse i vandkanten.

Og så var de bundet sammen.

Om livet og om anklerne var de tapet sammen med gaffatape.

Det lokale politi udsendte efterfølgende en efterlysning, og det viste sig hurtigt, hvem det var, der lå på de grønne kampesten.

De to lig blev fundet på flodbredden ved Riverside Park på Manhattan i New York.
De to lig blev fundet på flodbredden ved Riverside Park på Manhattan i New York. Foto: Reuters

Det var de to søstre Tala og Rotana Farea på henholdsvis 16 og 22 år.

Men det gør ikke mysteriet mindre mystisk.

Tværtimod.

Lillesøster Tala Farea (tv.) og storesøster, Rotana Farea.
Lillesøster Tala Farea (tv.) og storesøster, Rotana Farea. Foto: NYPD / Ritzau Scanpix

De to søstre er fra Saudi-Arabien og boede egentlig i Fairfax i staten Virginia, som de flyttede til med deres mor i 2015, skriver Reuters.

Stor efterforskning i gang

Men hvordan de endte døde i en flod 400 kilometer fra deres hjem er fortsat uvist.

Pigerne har nemlig været forsvundet i et stykke tid.

- Der er gået to måneder fra august til nu, hvor ligene blev fundet i vandet. Hvor var de? Er der spor i deres liv i Virginia, som kan vise, hvorfor de var i New York, hvorfor de har forladt Virginia? lød det i går fra efterforskningsleder ved New York Politi Dermot Shea.

- Jeg er overbevist om, at når hele efterforskningen er overstået, vil vi have en god forståelse af, hvad der rent faktisk skete, siger Dermot Shea fra New York Politi.

Politiet er ved at sammenstykke de to søstres færden ud fra brugen af deres kreditkort.

Ifølge politiet blev de sidst set sammen 24. august i Fairfax.

Efterforskningen har vist, at de kom til New York 1. september via Washington og Philadelphia.

Efterforskerne undersøger også mulige hotelovernatninger, optagelser fra overvågningskameraer og deres brug af offentlige transportmidler for at kortlægge deres færden, skriver CBS News.

Den yngste søster, Tala Farea, har været meldt savnet i to måneder.

Flere scenarier i spil

Dødsårsagen er endnu ikke fastslået, og politiet udelukker hverken mord, en selvmordspagt mellem søstrene eller en ulykke, oplyser talsmanden Phil Walzak fra New York Politi til CNN.

Men ligene bærer ifølge politiet ikke præg af skader fra vold – eller fra et fald fra en bro eksempelvis.

Ifølge CNN blev der fundet vand i den ene søsters lunger, hvilket tyder på, at hun var i live, da hun endte i floden.

De to søstre har for nylig søgt asyl i USA uden at angive en årsag, skriver New York Times.

Politiet i New York undersøger området omkring stedet, hvor ligene blev fundet.
Politiet i New York undersøger området omkring stedet, hvor ligene blev fundet. Foto: AP

Ifølge avisen modtog søstrenes mor også et opkald fra den saudiarabiske ambassade i Washington, hvor hun blev fortalt om døtrenes asylansøgning.

Ifølge nyhedsbureauet AP skulle beskeden være fulgt op med en opfordring om at forlade landet.

Overfor CNN oplyser den saudiske ambassade, at de undersøger, om søstrene har søgt asyl i USA.

Det saudiske generalkonsulat har i en erklæring oplyst, at der er udpeget en advokat til at følge sagen for at ”undgå upræcis rapportering”.

I samme erklæring udtrykker ambassaden medfølelse med søstrenes familie.

Ifølge det saudiske generalkonsulat var de to søstre studerende, som fulgtes med deres bror til Washington.

Den ældste søster, Rotana Farea, var blevet optaget på George Mason Universitetet i Fairfax, men droppede ud i løbet af foråret, hvorefter hun flyttede til New York, skriver Reuters.

Søstrene har ifølge politiet i Fairfax været meldt savnet én gang før tilbage i december 2017, skriver CNN.