KOMMENTAR: Trump vil lukke valget med video af en morder

16x9
Præsident Donald Trump taler ved et rally, der bliver holdt i en hangar i lufthavnen i Columbia, Missouri Foto: Carlos Barria / Ritzau Scanpix

Migrantkaravane, ankerbabyer og demokrater - frygten for 'dem' er præsidentens afsluttende salgstale til vælgerne.

Videoen var i mere end et døgn, det første du så, når du gik ind på den amerikanske præsidents konto på Twitter. Den viser en kronraget mand i en retssal. Smilet er hoverende, mens han rykker rundt på stolen.

- Jeg dræbte f****** politibetjente, siger manden. De er f****** døde. Snart vil jeg bryde ud og dræbe flere, siger han.

En tekst løber over skærmen, mens billederne viser manden smile.

- Demokraterne lod ham komme ind i vores land, står der.

Manden er Luis Bracamontes. En mexicansk immigrant, der to gange er blevet udvist fra USA. Han er dømt til døden for i 2014 at have dræbt to politibetjente i Californien. Luis Bracamontes var illegalt i USA, da han begik drabene.   

I retssalen siger han, at det eneste, han fortryder, er, at han ikke dræbte flere betjente. Videoen viser ham blive ført ud af retssalen.

- Jeg kommer til at dræbe flere betjente, siger han, hvorefter en ny tekst kommer frem:

- Demokraterne lod ham blive, står der.  

Luis Bracamontes er dømt til døden for at dræbe to politibetjente.
Luis Bracamontes er dømt til døden for at dræbe to politibetjente. Foto: Sceendump, valgvideo

- Det er vanvittigt, hvad demokraterne gør mod vores land. Stem republikansk nu, har præsident Donald Trump fået skrevet over videoen.   

Rally i Missouri

Videoen er sendt ud til hans 55,5 millioner følgere og præsenterer på 53 sekunder essensen af Trumps afsluttende pitch til Amerika inden midtvejsvalget i næste uge. Et budskab, han torsdag aften tog med til Columbia, Missouri.

Marilyn Bonnie har sat dagen af til det. Sammen med hendes mand tog de afsted klokken 9.00 for at være sikker på at komme ind. Med to timer til præsidentens ankomst står hun bagerst i den åbne hangar i lufthavnen i Columbia, hvor præsidenten skal tale. 

- Jeg mener, at de skulle vende om. De burde blive stoppet. Send dem tilbage, siger Marilyn Bonnie.

Hun taler om karavanen af migranter, der lige nu er på vej mod USA. Hun mener ikke, nogen har styr på, hvem der er i gruppen på flere tusinde personer.

Hendes veninde, Pam Tottin er enig.

- Jeg tror, at demokraterne opfordrer dem, de hjælper dem. Giver dem mad og vand. De vil give dem retten til at stemme, siger hun. Marilyn Bonnie nikker.

Pam Tottin var en af de tusinder, der var til rally med præsident Trump i Missouri torsdag aften.
Pam Tottin var en af de tusinder, der var til rally med præsident Trump i Missouri torsdag aften. Foto: Jesper Zølck / TV2

Marilyns mand vil ikke gå så langt. Han tror ikke, at migranterne bliver hjulpet. Han forklarer, at han føler med de mange, der ønsker et bedre liv i USA.

- Men der bliver nødt til at være et system. Mit hjerte er med dem. De må bare komme hertil lovligt. Bare se på Californien. De har taget alt for mange ind, og det er gået helt til helvede, siger Gregg Bonnie.

For alle tre er illegal immigration et vigtigt emne i valgkampen. Og de mener, at deres præsident leverer.

De åbne grænser

Med fem dage til midtvejsvalget er billedet tydeligt. Immigration er det emne, som den amerikanske præsident vil have Amerika til at tale om. Den illegale og den legale. Han genåbner en diskussion om såkaldte ’anker-babyer’. En diskussion, der kommer af forfatningens fjortende tillæg, der sikrer børn amerikansk statsborgerskab, hvis de bliver født i USA. Og dermed åbner for at deres forældre kan søge om ophold i USA ’forankret’ til barnet.

Han sender 10-15.000 soldater til grænsen for at stoppe en karavane af migranter, der stadig er omkring 1400 kilometer væk fra USA. Han taler om den ondskab, der vil strømme til landet, hvis demokraterne får magten.

- Republikanerne ønsker stærke grænser, ingen kriminalitet, ingen kaos og ingen karavaner. Demokrater ønsker åbne grænser, og de vil invitere karavane efter karavane ind i vores land, som bringer den ene forbrydelse efter den anden med sig, sagde han ved et valgmøde i Florida.

Til rallyet i Missouri er der nu under en time til præsidenten ankommer. Det lokale republikanske kongresmedlem, Blaine Luetkemeyer, er gået på scenen. Publikum er med ham. Han forklarer, hvorfor han er glad for ikke at være i demokraternes sko til det her valg. At deres budskab er umuligt at sælge.

- Jeg ville ikke stå for frygt, vrede … for åbne grænser, for socialisme, siger han.   

Trump-vælgere jubler under et rally i Columbia, Missouri.
Trump-vælgere jubler under et rally i Columbia, Missouri. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Det er værd at notere, at demokraterne ikke ønsker åbne grænser. Det er bare det, præsidenten i USA siger. Og nu altså også Missouris kongresmedlem fra det 3. distrikt. Det er en standardiseret del af talen til vælgerne.  

”Teltbyer over det hele”

Onsdag sagde præsidenten, at ”en demokratisk sejr på valgdagen vil være en neon-blinkende invitation til menneskesmuglere, narkohandlere og bandemedlemmer fra hele verden. Republikanere mener, at vores land skal være et fristed for lovlydige amerikanere – ikke kriminelle fremmede.”

I et interview med Fox News mandag aften sagde præsidenten, at hans administration vil bygge ”teltbyer” ”over det hele” til de asylansøgere, der venter på at få deres sag hørt ved en domstol. I det samme interview kaldte Trump den karavane af migranter, der lige nu bevæger sig mod USA, for en ’invasion.”  

Og så er vi tilbage ved videoen, der blev promoveret i toppen af den amerikanske præsidents konto på Twitter..

Efter at have vist billederne af Luis Bracamontes - den dobbelte politimorder, der illegalt var i USA - klipper videoen til nyhedsdækning af karavanen af migranter, der netop nu er på vej igennem Mexico med kurs mod USA.

Videoen viser et klip fra et Fox News interview med en af migranterne, der siger han vil have en benådning for mordforsøg.

- Hvem ellers vil demokraterne lade komme ind, står der hen over billeder af karavanen. En 53 sekunder lang video, der uden de store sidespring kobler demokraterne sammen med en dobbelt politimorder og en karavane af potentielt kriminelle. 

Donald Trump afviser, at han med sin retorik bidrager til skabe uretmæssig frygt, eller at han bruger situationen til politiske formål. Samme budskab kommer fra forsvarsminister Jim Mattis med henvisning til de 10-15.000 soldater, der skal ned til grænsen.

 - Vi laver ikke stunts her i ministeriet, siger Mattis ifølge nyhedsbureauet AP.

Trump siger, han ’fortæller sandheden… når han kan” og siger så igen og igen, at demokraterne godt ’kan lide’ åbne grænser. (Det passer stadig ikke.)

Han fortæller amerikanerne, at alle demokratiske senatorer støtter en ’åbne grænser lov.’ (Selvom en sådan lov ikke eksisterer.)

På scenen i Missouri er den republikanske kandidat til senatet, Josh Hawley, ved at tale. Han fremhæver sin egen politik og siger så om sin demokratiske modstander, Claire McCaskill, at 'hun i senatet støtter en lov for åbne grænser.' (Loven eksisterer stadig ikke).

Trumps ord er krøbet ind i de republikanske kandidaters talepunkter. Trump siger, at amerikanerne skal frygte menneskesmuglere, narkohandlere, bandemedlemmer. Republikanske kandidater følger med. 

Endelig ankommer præsidenten. I et koreografisk imponerende setup lander Airforce One få meter fra de bagerste tilskuerrækker i den åbne hangar. Præsidenten kan gå fra flyet direkte ind på scenen til tonerne af Lee Greenwods patriotiske sang 'God Bless the USA'.

Præsident Trump ankom i fly til Columbia, Missouri og landede få meter fra den hangar, hvor han skulle tale
Præsident Trump ankom i fly til Columbia, Missouri og landede få meter fra den hangar, hvor han skulle tale Foto: Jim Lo Scalzo / Ritzau Scanpix

En halv time inde i rallyet - efter et øredøvende 'build the wall' krav fra publikum - henviser Trump til den video, han har lagt ud på sociale medier. Han taler om karavanen. Han stiller spørgsmålstegn ved, om den virkelig 'bare sådan' blev skabt.

- Nogen var involveret, og det var ikke på vores side.

- Hvis du ikke vil have et Amerika, der bliver overløbet af masser af illegale immigranter og gigantiske karavaner, så må du hellere stemme republikansk, siger præsident Trump.

Samme fortælling pakket ind i en ny soundbite,   

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad Trumps afsluttende budskab er, så er det bare at kigge på de seneste dage.