Medie: Nye anklager mod Weinstein om sexchikane mod 16-årig pige

16x9
Filmproduceren har indtil nu nægtet sig skyldig i alle anklager om seksuelle overgreb. Foto: Mark Lennihan / Ritzau Scanpix

Den anonyme kvinde er den tiende kvinde i et massesøgsmål mod Weinstein.

Endnu en kvinde står nu frem med anklager mod Harvey Weinstein.

Hun beskylder den verdensberømte filmproducer for at have krænket hende seksuelt i 2002, da hun var 16 år gammel. 

Det skriver Sky News, der har fået aktindsigt i sagsanlægget. 

Dermed træder kvinden, der er anonymiseret, ind i rækken af 85 andre kvinder, der anklager 66-årige Weinstein for seksuelle krænkelser og overgreb i Hollywood. Det er dog ikke alle, der selv lagt sag an som den omtalte kvinde.

En skuespilkarriere i bytte for sex

I sagsanlægget bliver mødet mellem skuespillerindeaspiranten og filmproduceren ifølge Sky News beskrevet i detaljer.

- Weinstein spildte ingen tid, da han truende og aggressivt forlangte sex, står det ifølge mediet i retsdokumenterne, der også beskriver, at den amerikanske filmproducer skulle have fortalt den unge pige, at hun skulle give efter, hvis hun ville have en chance for at blive skuespiller.

I papirerne forlyder det i øvrigt, at Weinstein tvang den unge pige til at røre ved hans penis og blev rasende, da hun nægtede at gå videre.

Fortsatte samarbejdet

Pigen, som i sagsdokumenterne bliver kaldt 'Jane Doe', arbejdede på daværende tidspunkt som model, og hun havde ifølge dokumenterne mødt Weinstein til en sammenkomst ved sit modelbureau tre dage før mødet.

Mødet blev ikke det sidste imellem de to.

Kvinden beskriver, at hun og Weinstein ved flere lejligheder de næste år diskuterede hendes karriere, men at han nægtede at hjælpe hende, fordi "hun afviste at gå i seng med ham".

Lukket ude af Hollywood

Den anonyme kvinde er den tiende kvinde i en massesøgsmål mod Weinstein.

Han er, siden sagen begyndte at rulle sidste år i oktober, blevet forvist fra de røde løbere overalt i Hollywood, frataget sine hædersbevisninger, smidt ud af Oscar-Akademiet, og hans virksomhed ligger næsten i ruiner.

Harvey Weinstein har nægtet sig skyldig i alle hidtidige anklager om seksuelle krænkelser, men han har erkendt, at han har haft sex med nogle af de kvindelige skuespillere, der har fortalt deres historie til medierne.

Han understreger, at der har været samtykke om sex.

Kendte kvinder har anklaget Harvey Weinstein for overgreb