Befolkningen spiser råddent kød i afmagt - nu vil nabolandet gøre flygtninge til turister

Flere millioner mennesker er flygtet fra Venezuela. Flygtningestrømmen bringer også smitsomme sygdomme med til nabolandene

- Mad, mad, og atter mad, min ven. Vi vil have en fremtid med arbejde. Maduro skal dø.

Ordene kommer fra en af en desperat mand i kø til immigrationscenteret i Tumbes i det nordlige Peru.

Han er, ligesom de tusindvis andre, han står i kø med, flygtet fra situationen i hjemlandet Venezuela og den kontroversielle præsident, Nicolas Maduro.

På grund af olieforekomster i undergrunden, har Venezuela potentialet til at være et af verdens rigeste lande, men faldende oliepriser kombineret med mislykkede redningsplaner, manglende investeringer og omfattende korruption har slået bunden ud af samfundet.

Venezuela er i en dyb økonomisk krise, og manglen på basale fødevarer, energi og medicin skaber desperation.

På et madmarked i landets olie-region, Zulia, køber kunderne råddent kød og afskåret fedt, for at brødføde deres familier, skriver BBC.

Flere år med en galoperende inflation og en uvis fremtid, har sendt millioner af mennesker på flugt ud af landet. 

Ifølge FN's flygtningehøjkommisariat, UNHCR, er næsten to millioner mennesker flygtet ud af landet alene de seneste tre år.

Flest er flygtet til nabolandene Colombia, Ecuador og Brasilien, men mange migranter er fortsat til Peru, der har tilbudt midlertidige opholds- og arbejdstilladelser til de flygtende venezuelanere.

Det har betydet så voldsom en strøm af migranter, at Peru nu har måttet lukke for udstedelsen af opholdstilladelserne. Udgangspunktet var, at flygtningene fra Venezuela kunne opnå tilladelserne resten af året, men i stedet blev det 1. november.

- De, der kommer ind i landet fra den 1. november klokken 00.01, gør det med vilkår, der gælder for turister. Og som turister vil de få et visum, der er gyldigt i op til 183 dage, siger planlægningschef for de peruvianske immigrationsmyndigheder Francisco Rios Villacorta.

Den overvældende strøm af flygtninge har fået Peru til at standse udstedelsen af midlertidige opholdstilladelser til venezuelanske flygtninge. Video: Lars Hjort Kristensen

- Indtil nu har vi i dag meldinger om, at omkring 3000 venezuelanere allerede er rejst ind i Peru. Af dem er 20 procent mindreårige. I går rejste over 5000 venezuelanere ind, hvoraf cirka 25 procent var mindreårige, siger Francisco Rios Villacorta.

Ifølge FN er flere end 2,6 millioner af Venezuelas i alt 30,6 millioner indbyggere flygtet fra landet, siden krisen begyndte i 2014.

Og vurderingen er, at strømmen vil fortsætte.

Tilbage i august sammenlignede FN’s migrationsagentur flygtningesituationen i Venezuela med flygtningekrisen i Middelhavet.

- Det her bevæger sig mod en krisetilstand, som vi har set i andre dele af verden, især i Middelhavet, sagde talsmanden for migrationsagenturet, Joel Millman.

De enorme antal flygtninge har givet anledning til uro og optøjer i flere grænsebyer.

Venezuelas præsident Maduro afviser dog, at der er tale om en migrationskrise. Han har anmodet FN om at være "mere oprigtige" i sine beregninger.

Maduro mener, at tallene er blevet manipuleret for at få ham til at stå i dårligt lys, skriver Reuters.

Han mener, at der maksimalt er 600.000 venezuelanere, der har forladt landet. Og 90 procent har fortrudt det, hævder han.

Tusindvis af venezuelanere stod i kø for at få opholdstilladelse i Peru inden midnat, hvor fristen udløb. Video: Lars Hjort Kristensen

Som et forsøg på at standse menneskeflugten indsatte regeringen i begyndelsen af oktober et nyt grænsepoliti, som skal kontrollere landets 72 grænseovergange.

Desperate syge søger væk

Venezuelas sundhedssystem er tæt på kollaps, og manglen på medicin sender borgere ud af landet for at få hjælp.

Ifølge Washington Post er hospitaler i Venezuelas nabolande presset af syge venezuleanere, der søger behandling for sygdomme, deres hjemland ikke længere kan behandle.

Den britiske tv-station Channel 4 News fulgte med den unge mor Rismar, som i desperation for at få behandling til hendes datter Ruths nyresygdom ville flygte til Colombia.

Venezuela's Lost Children

“They will have to help me. There are too many innocent children caught up in this.” Two million people have already fled the crisis in Venezuela. Over half of them are children and teenagers - it’s currently the biggest migration on earth. Unreported World returns to @Channel4 this Friday, 7.30pm.

Posted by Channel 4 News on Wednesday, October 31, 2018

- Hun er født med en nyresygdom, og hvis det spredes til den anden nyre, kan hun dø af det. Jeg kan ikke få hjælp i Venezuela, siger Rismar grådkvalt til Channel 4 News.

Grænsepolitiet ville først ikke lade Rismar og datteren passere, men efter noget tid fik de lov.

Ifølge tv-stationen er menneskeflugten fra Venezuela den største flygtningestrøm i verden netop nu.

Ikke kun mennesker strømmer over grænserne

Flygtningestrømmen fra Venezuela har fået omfattende konsekvenser for de andre lande i Sydamerika.

Ikke blot i kraft af de mange mennesker, der er kommet til landene, men også på grund af de sygdomme, de har med sig.

Et stort mæslingeudbrud i Brasilien kan spores tilbage til et venezuelansk flygtningebarn, skriver Washington Post.

- Venezuelas krise er blevet vores egen, siger borgmesteren i den brasilianske by Manaus, Arthur Virgilio Neto.

Det første tilfælde blev registeret i februar, og nu, otte måneder senere, er flere end 10.000 mennesker blevet smittet i delstaten Amazonas alene. Det er 18 år siden, delstaten sidst registrerede et mæslingetilfælde.

- De fleste af vores læger kendte kun sygdommen fra lærebøgerne, siger Bernardino Albuquerque der er infektionslæge og leder af sundhedsovervågningen i delstaten Amazonas.

Sygdommen har spredt sig til Colombia, Ecuador, Peru og Argentina.

Infektionssygdommen difteri blev i år for første gang konstateret siden 2005 i Colombia i grænseregionen, hvor et stort antal flygtninge fra Venezuela holder til.

Også udbrud af mere velkendte sygdomme som malaria er steget voldsomt. På tre år er antallet af tilfælde tredoblet til 406.289 i 2017.

I den brasilianske delstat Amazonas er antallet af malariatilfælde steget med 50 procent, og i Peru har man registeret malaria i en region, der har ikke har haft tilfælde siden 2012.

- De har ikke udført effektiv malariabekæmpelse i Venezuela, især ikke de seneste år, siger Bernardino Albuquerque.

Et land i frit fald

Den nuværende præsident i Venezuela, Nicolas Maduro, overtog embedet i 2013, da den forhenværende præsident Hugo Chavez døde.

Selvom landets krise blot er blevet værre år for år, er Maduro blevet genvalgt som præsident. Senest i maj ved et omstridt valg, der blev boykottet af landets største oppositionspartier, der betegnede det som en "farce".

Maduro har sagt, at han kæmper mod "imperialisters" forsøg på at knuse socialismen og overtage Venezuelas store oliereserver. Hans kritikere mener derimod, at præsidenten har ødelagt en tidligere velstående økonomi og knust enhver politisk modstand.