Trump vil sende op mod 15.000 soldater til grænsen for at stoppe migranter

Både præsidenten og den amerikanske forsvarsminister afviser, at der er tale om et politisk stunt frem mod midtvejsvalget i næste uge.

USA's præsident, Donald Trump, er klar til at sende op mod 15.000 soldater til at vogte grænsen mod Mexico. Det siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Præsidenten vil sætte soldaterne ind mod den karavane af migranter fra Mellemamerika, der bevæger sig op gennem Mexico i retning mod USA.

Der er allerede indsat 2100 tropper fra Nationalgarden, og tidligere på ugen oplyste den amerikanske hær, at over 5200 soldater vil være sendt til grænsen inden ugens udgang. Men det tal kan altså stige yderligere.

- Vi er klar til at gå op til alt mellem 10.000 og 15.000 militærpersonel foruden grænsepolitiet, immigrationsmyndigheden ICE og alle andre ved grænsen, fortæller Trump onsdag.

Præsidenten siger, at USA vil være klar, hvis karavanen når helt frem til grænsen, og at migranterne "ikke kommer ind i vores land".

Ifølge AP vil en udstationering på 15.000 soldater være i næsten samme størrelsesorden som amerikanernes militære tilstedeværelse i det krigshærgede Afghanistan.

Ung migrant frygter for sit liv

Migrantstrømme fra Mellemamerika mod USA er ikke en ny problemstilling. Men karavanen, der lige nu bevæger sig mod nord, har fået stor opmærksomhed på grund af sin størrelse.

Karavanen af migranter startede i Honduras, hvor over tusinde i midten af oktober valgte at tage flugten væk fra omfattende korruption, fattigdom og vold. Siden er flere kommet til, og FN har anslået, at karavanen nu tæller op mod 7000 mennesker.

Det er dog ikke et tal, som Donald Trump tager for gode varer.

- Der er karavaner på vej, som ser meget større ud, end der rapporteres. Jeg er temmelig god til at vurdere størrelsen på en folkemængde. Og de ser meget større ud, end folk tror, siger præsidenten i et interview med ABC News.

Migranterne bevæger sig til fods og er nu fremme ved byen Juchitán i det sydlige Mexico, omkring 1400 kilometer fra den amerikanske grænse.

Migrant-karavanen har endnu 1400 kilometer foran sig, inden de når den amerikanske grænse.
Migrant-karavanen har endnu 1400 kilometer foran sig, inden de når den amerikanske grænse. Foto: TV 2 Grafik

Én af dem er 16-årige Bryan Sauceda fra Honduras, der allerede lagt omkring 1200 kilometer bag sig. TV 2 har mødt ham i migranternes midlertidige lejr i Juchitán, hvor han fortæller, at han ikke længere kunne blive i sit hjemland på grund af banderne. 

- De gav mig valget mellem at være med hos dem eller dø. Jeg fik 24 timer til beslutningen, så jeg flygtede fra mit land, siger Bryan Sauceda.

Selvom han har sår på fødderne, er han fast besluttet på at nå hele vejen til USA.

- Vi må bede amerikanerne om hjælp, når vi når frem, og håbe på det bedste. Hvis jeg kommer tilbage til Honduras, bliver jeg myrdet. Banderne vil slå mig ihjel, forklarer den 16-årige migrant til TV 2.

Trump truer med at straffe hjemlande

For at stoppe folkevandringerne vil USA overveje at indstille sin humanitære støtte til migranternes hjemlande, siger Donald Trump onsdag. Han har også krævet, at Mexico gør alt, hvad de kan, for at bremse den nuværende karavane. 

Mexico har tilbudt migranterne midlertidige arbejdstilladelser, hvis de søger asyl i landet, og det har omkring 2700 indtil videre sagt ja til. Men alene i denne karavane vil i omegnen af 4000 migranter fortsætte mod USA.

Og for dem er drømmen om at komme til USA så stærk, at hverken amerikanske soldater eller Donald Trumps advarsler kan holde dem tilbage, oplever TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der er til stede i Juchitán. 

- De hører det, de lytter til det, men for manges vedkommende er det ikke noget, der påvirker dem. Og vi ved også, at forleden startede der en ny karavane, som kom ind over grænsen til Mexico fra Guatemala, og den består af 2000 mennesker, siger han.

Karavanen fra Honduras er langt fra den eneste. Her ses en mindre karavane med migraner fra El Salvador på vej gennem deres land i retning mod nord.
Karavanen fra Honduras er langt fra den eneste. Her ses en mindre karavane med migraner fra El Salvador på vej gennem deres land i retning mod nord. Foto: Marvin Recinos / Ritzau Scanpix

- Der er flere muligheder for mig og min familie. Mulighederne er bedre i USA, siger Griselda Martinéz fra Honduras til TV 2.

Hendes landsmand WIlfrdo Ernandez bakker op:

- På grund af sikkerheden. Der er mere sikkert. Men især er der arbejde og et bedre sundhedsvæsen.

Afviser politisk agenda

Donald Trump har flere gange sagt, at der er kriminelle og terrorister fra Mellemøsten blandt migranterne. En påstand, som TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der er til stede i Juchitán, ikke har kunnet få bekræftet.

- Men der er ingen tvivl om, at de vil blive brugt i den amerikanske valgkamp helt op til midtvejsvalget den 6. november for at argumentere for eller imod migranter, siger Rasmus Tantholdt.

Præsidenten talte også om karavanen under et vælgermøde i Florida, hvor han hævdede, at den bringer kriminalitet og narkotika med sig.

- Republikanere ønsker stærke grænser, ingen kriminalitet, ingen kaos og ingen karavaner. Demokrater ønsker åbne grænser, og de vil invitere karavane efter karavane ind i vores land, som bringer den ene forbrydelse efter den anden med sig, sagde han.

Migranter fra Honduras har slået lejr i Juchitán, inden de fortsætter deres rejse nordpå.
Migranter fra Honduras har slået lejr i Juchitán, inden de fortsætter deres rejse nordpå. Foto: Guillermo Arias / Ritzau Scanpix

En tidligere chef for den myndighed, der styrer det amerikanske grænsepoliti, forklarer, at militæret slet ikke må stoppe asylansøgere, der dukker op ved grænsen for at søge beskyttelse. Han ser derfor Trumps udmelding som "et politisk stunt, spild af militære ressourcer og spild af skatteydernes penge".

 - Jeg ser det ikke som andet end leflen fra præsidentens side op til midtvejsvalget, siger R. Gil Kerlikowske til AP.

Donald Trump afviser onsdag, at han med sin retorik bidrager til skabe uretmæssig frygt, eller at han bruger situationen til politiske formål. Samstemmende lyder det fra forsvarsminister Jim Mattis.

- Vi laver ikke stunts her i ministeriet, siger Mattis ifølge AP.