KOMMENTAR: Han skrev forklaringen i 1987 - derfor lyver Trump

16x9
Donald Trump er langt fra den første præsident til at tale usandt. Men omfanget er et helt andet end forgængernes. Foto: Scott Olson / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: For Trump ligner det en taktik at lyve. En taktik, han i 1987 beskrev med rationalet: Bekræft, hvad folk vil høre, og de vil tro på dig.

Ildstedet i det Det Hvide Hus’ spisesal er indgraveret med tidligere præsident John Adams’ ønske:

- Må ingen andre end ærlige og vise mænd lede under dette tag.

Ærlige… Det ønske gik ikke ligefrem i opfyldelse.

Lad os bare slå fast med det samme. Præsident Trump lyver, og han gør det ofte. Jeg er klar over, at det lyder provokerende, men det er ikke en anklage. Det er et faktum.

Men lad os også med det samme slå fast, at Donald Trump ikke er den eneste. Mange præsidenter før ham har løjet.

Richard Nixon om Watergate. Bill Clinton om Monica Lewinsky. Lyndon B. Johnson om Vietnam. Årets politiske løgn i 2012 gik til Barack Obama for at sige, at hvis amerikanerne kunne lide deres sundhedsplan, så kunne de beholde den. Det kunne de ikke. ObamaCare blev lov, og omkring fire millioner amerikanere måtte sande, at Obamas løfte ikke var sandt.  

Løgne om stort, løgne om småt

Forskellen fra forgængerne til Trump er antallet. Den daglige, ustoppelige strøm af usandheder og overdrivelser, der kommer fra USA’s nuværende præsident, har ingen sammenligning. Det er om stort og småt. Om ligegyldigheder og om tidens vigtigste spørgsmål. I interviews, ved valgmøder, på Twitter.      

Selvom Trump siger det, har USA ikke et handelsunderskud med Kina på 500 milliarder dollars (og har aldrig haft det – i 2017 var det på 335,4 milliarder dollars).

Selvom Trump siger det, har militærveteraner ikke ventet 44 år på 'Veterans Choice'-loven, inden Trump fik den gennemført ('Veterans Choice' blev vedtaget i 2014 under Obama – Trumps administration har justeret den eksisterende lov).

Selvom Trump siger, at folk i Californien gør oprør i gaderne (”they’re rioting now”) over såkaldte "sanctuary cities" - byer, hvor illegale arbejdere ikke bliver overdraget til deportation - så passer det ikke

Selvom Trump i lørdags - på dagen for angrebet på en synagoge i Pittsburgh - forsvarede sin beslutning om at holde fast i et valgmøde om aftenen med begrundelsen, at børsen i New York åbnede dagen efter terrorangrebene 11. september 2001, så er det ikke rigtigt. (Børsen åbnede 17. september, seks dage efter terrorangrebet.)

Der er heller intet bevis for, at demokraterne står bag karavanen af migranter på vej mod USA, selvom Trump gerne vil have folk til at tro det. Og nej, Demokraterne vil ikke købe biler til alle illegale immigranter. Slet ikke en Rolls Royce. Heller ikke selvom præsident Trump siger det.

Forklaringen fra 1987 

Men hvorfor lyve? Hvorfor lyve om ting, der er så nemme at faktatjekke?

Mit bud er, at det handler om at skabe en virkelighed for dem, der gerne vil tro på ham. At det – i hvert fald et stykke hen af vejen - er bevidst. En taktik, byggematadoren og realitystjernen Donald Trump har fintunet igennem årtier.

I sin bog ’The Art of the Deal’ fra 1987 beskriver Trump, hvordan han fik hotelkæden Holiday Inn til at indgå i et partnerskab. På side 54 forklarer han, hvordan bestyrelsen i Holiday Inn var tiltrukket af hans byggegrund og kasino i Atlantic City, fordi de troede, at konstruktionen var længere fremme end nogen anden potentiel partner.

"I virkeligheden", skriver Trump, ”var jeg ikke så langt fremme. Men jeg gjorde alt, jeg kunne – udover selv at tage ned at arbejde på byggepladsen – for at forsikre dem om, at mit kasino praktisk talt var færdigbygget”.

Med andre ord. Han fortalte ikke sandheden. Og det gjorde han ikke, fordi han havde en handel at lukke. The Art of the Deal.

- Min fordel kom ved at bekræfte et indtryk, de allerede var klar til at tro på, konkluderer Trump.  

Bekræft, hvad de vil høre, og de vil tro på dig. Dengang var det med en hotelkæde. I dag er det med vælgerne.

Har hans vælgere en fornemmelse for, at Demokraterne ønsker åbne grænser og ubegrænset illegal immigration. Fortæl dem, at alle demokratiske senatorer støtter en "åbne grænser-lov". (En sådan lov eksisterer ikke).

Vil hans vælgere gerne tro, at stålbranchen i USA boomer. Fortæl dem, at United Steel har åbnet seks nye stålværker, siden Trump blev præsident. Eller syv. Eller otte. Det betyder ikke noget, når tallet er nul, men vælgerne gerne vil tro på boomet. (United Steel har investeret i at opgradere to eksisterende stålværker).

Vil hans vælgere gerne have en skattelettelse til middelklassen. Sig, at de får en på ti procent, og den kommer "i næste uge". (Det gør den ikke. Det er umuligt. Kongressen er slet ikke i session).

Discjockey-kat når Trump runder de 5000

Listen er meget længere.

Journalister og aviser bruger mange ressourcer på at holde styr på præsidentens usandheder. Da Washington Post i deres optælling nåede til, at Trump i sin tid som præsident havde passeret 5000 usandheder og falske fordrejninger, sendte de en mail med fyrværkeri-emojis og en cool discjockey-festkat.

Problemet er, at folk har en tendens til at hade en bezzerwisser.

Det er indprentet i vores hjerner, at vi ikke kan lide konstant at blive rettet – og dermed heller ikke kan lide dem, der konstant retter andre. Det kan du så gange med 100, når det gælder mange af Trumps vælgere, der i forvejen er skeptiske overfor de etablerede massemedier og de etablerede institutioner i det amerikanske samfund.

Og det ved Donald Trump. Det er hans fordel over alle andre. Hans retoriske gave.    

Fakta er naturligvis ikke baseret på ens politiske ståsted. Fakta er fakta. Men med Trump som den førende cheerleader er det nu, som om der i USA findes to slags fakta. Demokratiske fakta og republikanske fakta. Og hvis du siger, at noget er løgn, så tager du politisk stilling. Det er til Trumps fordel. Og i den forstand virker taktikken.