Leicester-ejer samt fire andre dræbt i helikopterstyrt

Helikopteren spandt om sig selv kort efter, at den havde forladt stadion. Ejeren er den femterigeste i Thailand.

Vichai Srivaddhanaprabha, ejeren af fodboldklubben Leicester City FC, var i den helikopter, der forulykkede lørdag aften foran King Power Stadium.

Det bekræfter den engelske fodboldklub sent søndag aften på sin hjemmeside. Det bekræftes samtidig af det lokale politi i en pressemeddelelse.

- Det er med vores dybeste sorg og et fælles knust hjerte, at vi bekræfter, at vores formand, Vichai Srivaddhanaprabha, var blandt dem, som på tragisk vis mistede livet lørdag aften, da en helikopter med ham og fire andre forulykkede udenfor King Power Stadium. Ingen af de fem om bord overlevede, skriver klubben.

Kilder havde i forvejen oplyst til BBC, the GuardianReuters og Sky News, at klubejeren var blandt de omkomne, men hverken klub eller politi har villet bekræfte det før nu.

Politiet skriver, at man har arbejdet på at sikre, at alle de nærmeste pårørende var blevet underrettet før offentligheden fik informationerne bekræftet.

Ombord var foruden Vichai Srivaddhanaprabha fire andre personer. Ingen af de fem overlevede.

De andre omkomne er to medlemmer af hans stab, Nursara Suknamai og Kaveporn Punpare, piloten Eric Swaffer og en passager ved navn Izabela Roza Lechowicz. Det oplyser politiet.

Leicester City skriver, at førsteholdets kamp mod Southampton i EFL Cuppen på tirsdag er udsat. Det samme gælder ungdomsholdets kamp mod Feyenoord i Premier League International Cup.

Styrtede på parkeringsplads

Det lokale politi oplyste søndag eftermiddag, at offentligheden snart ville blive informeret:

- Vi er forstående for, at mange mennesker venter på en opdatering om helikopterstyrtet ved King Power Stadium i går aftes. Vi arbejder sammen med en række andre myndigheder, så vi kan få opdatering ud til offentligheden. Tak for jeres tålmodighed og støtte, skrev politiet.

Helikopteren styrtede ned kort efter klokken 21.30 dansk tid tæt ved klubbens stadion, King Power Stadium.

Den var kun i luften i få minutter, før den ifølge øjenvidner fik mekaniske problemer, afgav en høj lyd og styrtede ned ved en parkeringsplads ved stadion. Parkeringspladsen var forbeholdt personale.  

Vichai Srivaddhanaprabha er kendt for at forlade stadion i netop helikopteren en til to timer efter slutfløjt.

Det gjorde han også denne lørdag, hvor øjenvidner fortæller Sky News, at helikopteren atter engang lettede fra midtercirklen på banen for at flyve ud over det sydøstlige hjørne af stadion.

Ulykken skete ved en parkeringsplads bagved stadion, der er forbeholdt personalet.
Ulykken skete ved en parkeringsplads bagved stadion, der er forbeholdt personalet. Foto: Screendump / Reuters

Den britiske tv-kanal BT Sport var på plads på stadion lørdag aften, hvor de traditionen tro analyserede kampen efter slutfløjt i et studie hævet over banen. På klip fra udsendelsen kan man se og høre helikopteren starte op og minutter efter, kan seerne høre en dyb rumlen, da helikopteren forulykker. Det skriver Daily Mail. 

Bagerste rotor gik i stykker

Fodboldklubben havde cirka en time og femten minutter inden afsluttet en kamp i Premier League på hjemmebane, hvor de havde spillet 1-1 mod West Ham. Danske Kasper Schmeichel stod på mål.

I følge Sky News havde West Ham forladt området i bus, men nogle Leicester-spillere skulle fortsat have været på stadion. 

Et billede fra sociale medier, som billedbureauet Scanpix har købt, viser helikopteren på græsset lørdag aften.
Et billede fra sociale medier, som billedbureauet Scanpix har købt, viser helikopteren på græsset lørdag aften. Foto: Social Media / Ritzau Scanpix

Sky Sports reporter Rob Dorsett har talt med flere øjenvidner og fortæller:

- Det forlyder, at der måske var et problem med den bagerste rotor, hvilket gjorde, at den begyndte at spinne om sig selv ude af kontrol, inden den styrtede på parkeringspladsen ved den bagerste del af King Power Stadium. Kun få hundrede meter fra banen, siger han.

Helikopteren styrtede ned efter Leicesters kamp mod West Ham Video: Sebastian Goos

Det bekræftes af freelancefotograf Ryan Brown, der var på stedet.

- Motoren stoppede og den vendte rundt, hvorefter den lavede en hvirvlende, skærende lyd. Så blev den stille og begyndte at spinde ude af kontrol. Og så var der et stort brag og en stor ildkugle, siger han til BBC.

På sociale medier er der lagt flere videoer op af udrykning og en masse flammer tæt på stadion.

Billeder, der kom frem søndag eftermiddag, viser ulykkesstedet for helikopteren. På billederne ses en tydeligt udbrændt helikopter, hvor kun skroget er tilbage.

Brandmænd ses fortsat arbejde på ulykkesstedet.
Brandmænd ses fortsat arbejde på ulykkesstedet. Foto: Screendump / Reuters

Milliardær fra Thailand

Vichai Srivaddhanaprabha var milliardær og blev født i Thailand i 1958. Han efterlader sig kone og fire børn.

I Thailand blev han rig på at stifte og eje de toldfri detailforretninger King Power. 

Ifølge Sky News købte han Leicester City FC i 2010 for 39 millioner pund. Hans søn Aiyawatt Srivaddhanaprabha blev udnævnt som vicepræsident.

Srivaddhanaprabha ejede dermed Leiscester City FC, da klubben overraskende vandt Premier League-titlen i sæsonen 2015-16. 

Søndag er fans og indbyggere i Leiscester begyndt at lægge blomster og merchandise foran stadion.
Søndag er fans og indbyggere i Leiscester begyndt at lægge blomster og merchandise foran stadion. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Foruden at have været med til at sikre klubben titlen er han populær og kendt for at give gratis hotdog og øl på stadion, når han har fødselsdag.

Han ejer også den belgiske fodboldklub OH Leuven.

Ifølge finansmagasinet Forbes er Srivaddhanaprabha den femterigeste i Thailand og nummer 388 på listen over de rigeste milliardærer i verden.

Blomsterhavet fortsætter med at vokse foran stadion.
Blomsterhavet fortsætter med at vokse foran stadion. Foto: Peter Nicholls / Ritzau Scanpix

Søndag skulle Leicester Citys kvindehold have spillet mod Manchester Uniteds kvindehold på King Power Stadium. Den kamp er blevet aflyst.

Efter ulykken har fodboldklubben West Ham skrevet på Twitter, at deres tanker er med de efterladte, ligesom at stjerneangriberen Jamie Vardy har tweetet en række emojis med bedende hænder på det sociale medie Twitter.