Højrefløjskandidat bliver ny præsident i Brasilien

Ifølge TV 2s korrespondent er valget af Bolsonaro sket i protest over den herskende politiske klasse.

Brasilien har taget et stort skridt mod højre efter søndagens anden og afgørende runde af præsidentvalget.

Med 99 procent af stemmerne talt op har højrefløjskandidaten Jair Bolsonaro foreløbig 55,54 procents opbakning fra vælgerne.

Modkandidaten fra Arbejderpartiet Fernando Haddad samlede opbakning fra 44 procent af vælgerne.

I første valgrunde tidligere på måneden fik Bolsonaro over 46 procent af stemmerne, mens Haddad kun havde opbakning fra 28 procent af vælgerne.

Splittende valgkamp

Valgkampen har splittet det store latinamerikanske land, der er verdens fjerdestørste demokrati.

- Jeg ville have Arbejderpartiet ud, siger den 74-årige Celina Ceccon, der stemte i hovedstaden Brasilia.

Hun har tidligere støttet den yderst populære ekspræsident Luiz Inacio Lula da Silva og hans efterfølger, Dilma Rousseff, men stemte på Bolsonaro ved dette valg.

- Der var så meget korruption, dårlige ting, så meget tyveri. Der bliver nødt til at komme forandring, siger Ceccon.

Den 63-årige Jair Bolsonaro er tidligere kaptajn i hæren. Han er berygtet for at tale nedsættende om kvinder og homoseksuelle og for at fremsætte racistiske kommentarer om sorte.

Fernando Haddad blev udpeget som Arbejderpartiets præsidentkandidat, da Lula blev udelukket fra at stille op på grund af en korruptionsdom, men blev først officielt indstillet 11. september. Dermed har vælgerne kun haft halvanden måned til at lære præsidentkandidaten at kende. 

- Bolsonaro valgt i protest over korruptionen

I 2014 blev Brasilien rystet af korruptionsskandalen Lava Jato - Operation Bilvask, der rystede den politiske og økonomiske elite i Brasilien og førte til flere fængselsdomme blandt erhvervsfolk og politikere.

Og det er særligt de sidste års mange korruptionssager blandt de etablerede partier og politikere, der har banet vejen til Jair Bolsonaro. 

Det mener TV 2s internationale korrespondent Svenning Dalgaard.

- Du kan reelt ikke få en ledende stilling i landets største bank Banco do Brasil uden at være medlem af Arbejderpartiet. Hvis de studerende strejker til støtte for Arbejderpartiet, må professorerne ikke dumpe dem til eksamen. Og skal du have anlagt noget, må du regne med 30 procent ekstra til det offentlige, fordi du skal bestikke så mange, siger han. 

Glæde i Rio de Janeiro over valget af Jair Bolsonaro.
Glæde i Rio de Janeiro over valget af Jair Bolsonaro. Foto: Fernando Bizerra / Ritzau Scanpix

Af samme årsag har Jair Bolsonaros markante udfald mod kvinder, politiske modstandere, seksuelle minoriteter og indianere ikke gjort indtryk på vælgerne. 

- Der er ingen, der tager hans synspunkter højtideligt. Han vinder blandt kvinderne og ligger også rigtig pænt blandt de sorte. Folk fokuserer på at økonomien går ad hekkenfeldt til og at Arbejderpartiet har kørt økonomien i sænk, siger Svenning Dalgaard.

Fodboldspillere, racerkører og politikere jubler

Med 55 procents vælgeropbakning har Jair Bolsonaro ikke overraskende sikret sig lykønskninger fra en bred kam af brasilianere. På Twitter skriver Formel 1-køreren Felipe Massa: 

- Lad det være starten på en ny tid for vores land, så vores land kan blive velstående, retfærdigt og ærligt. Tillykke! 

Fodboldspilleren Lucas Moura fra Paris Saint Germain har også ønsket Bolsonaro tillykke med nøjagtig samme hilsen og i Italien har højrefløjspolitikeren Matteo Salvini også sendt en hilsen.

- Selv i Brasilien har man sendt venstrefløjen hjem. Godt arbejde af præsident Bolsonaro, venskabet mellem vores folk og regeringer vil blive endnu stærkere, siger han. 

Læs mere om Jair Bolsonaro i portrættet herunder: