Trump afviser telefonkritik: - Det er sååå forkert

16x9
Donald Trump afviser, at han ikke skulle have lyttet til advarsler og har benyttet egne mobiltelefoner. Foto: Alexander Drago / Ritzau Scanpix

Barack Obama havde en telefon, der hverken kunne ringe eller tage billeder.

Når USA’s præsident, Donald Trump, ringer tidligere kammerater op til en hyggesnak, eller når arbejdsmæssige kontakter ringer til ham, er de ikke altid alene.

Således kunne New York Times onsdag fortælle, at de amerikanske efterretningstjenester har registreret, at både Rusland og Kina har lyttet med i præsidentens samtaler via hans telefoner. Det har tidligere og nuværende embedsmænd fortalt til avisen.

Trump er ifølge kilderne blevet advaret om aflytningerne flere gange, men har afvist at høre efter og er blevet ved med at bruge mobiltelefoner i stedet for de sikre linjer i Det Hvide Hus, lyder det.

Historien er dog det pure opspind og passer ikke, skriver Trump på Twitter:

- De såkaldte Trump-eksperter på New York Times skrev en lang og kedelig artikel om mit mobiltelefonforbrug, der er så forkert, at jeg ikke har tid til at rette det. Jeg bruger kun regeringstelefoner, og jeg har kun én regeringstelefon, som jeg sjældent bruger. Historien er sååå forkert! skriver han.

Har tre telefoner

Ifølge avisens kilder har præsidenten tre telefoner. To officielle iPhones, der er tilpasset af NSA, så de kan mindre, og så en almindelig iPhone, der kan det samme som en standard telefon.

Trump selv skriver i et andet tweet, at artiklen er ”fake news”, og han understreger, at han bruger den godkendte telefon.

- New York Times har en ny falsk historie, der nu viser, at både russerne og kineserne (glad for, at de har tilføjet Kina) lytter til alle mine opkald på mobiltelefoner. Og det er, selvom jeg sjældent bruger en mobiltelefon, og når jeg gør, så er det de godkendte.

Ifølge New York Times’ kilder er det dog ligegyldigt, hvilken telefon præsidenten bruger. Om den er godkendt af NSA eller ej. Det har intet med typen at gøre, men handler om, at opkaldene går gennem kabler og teletårne, der alle er lette at kompromittere.

Og spørger man USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, er det ikke så overraskende, at Trump skyder beskyldningerne ned. Men heller ikke selve overvågningsdelen er overraskende:

- Hvis vi siger, at det her er rigtigt, så er man ikke så overrasket. Hverken i forhold til, at han måske er ignorant og ikke går så meget op i det, eller at landene overvåger hinanden. For selvfølgelig gør de det.

- Det er lidt spillereglerne i international politik og lande, der ikke ligefrem er pro-USA. Og så er det jo også sådan, at mange ikke har forstået ham, så måske kan de bruge det til at komme tættere på ham via hans private samtaler, siger Mirco Reimer-Elster, der kalder hans udråb på Twitter ”typisk Trump”.

Modstandere kritiserer

Historierne fra New York Times har også fået Trumps politiske modstandere til tasterne. På Twitter skriver den demokratiske senator Mark Warner fra Virginia:

- Det her er et stort problem, hvis det er sandt. Vores efterretningstjenester arbejder hårdt for at beskytte os mod udenlandsk spionage. Det sidste, vi har brug for, er, at præsidenten truer den nationale sikkerhed gennem ren uforsigtighed, skriver han.

Senator Jeff Merkley fra Oregon stemmer i og kræver en undersøgelse af sagen:

- Donald Trump sætter personlig bekvemmelighed foran USA's nationale sikkerhed. Vi har brug for en undersøgelse for endelig at afgøre, om Trump har kompromitteret klassificerede oplysninger.

Og deres modsvar er der simpel grund til, skriver Mirco Reimer-Elster:

- Selvfølgelig kaster han sig over det. Som opposition skal man gå ind i sådan noget her, men hvis det her er rigtigt, og New York Times har styr på deres kilder, så er det også et kæmpestort problem, som de er nødt til at tage alvorligt, siger han.

Obama havde en ‘børnetelefon’

Barack Obama, der var præsident før Donald Trump, var meget forsigtig med sin brug af mobiltelefoner. Ifølge New York Times brugte han en iPhone, der ikke kunne lave opkald og kun kunne modtage mails fra specifikke og betroede adresser, ligesom det var forbudt at skrive beskeder. Desuden havde den intet kamera eller mikrofon, og så kunne den ikke downloade apps.

- Det er en fantastisk telefon, state of the art, men den kan ikke tage fotos, og du kan ikke skrive beskeder. Telefonen virker ikke. Man kan heller ikke spille musik på den, sagde Obama i 'The Tonight Show' med Jimmy Fallon i 2016 og sammenlignede den med en legetøjstelefon til en treårig.

Og på et valgmøde i Winsconsin fredag kritiserede Obama det, han kaldte republikansk hykleri. Om så det drejede sig om politikken omkring sundhedsforsikringerne til netop den nationale sikkerhed.

Den tidligere præsident forsvarede derudover Hillary Clinton, hvis personlige emails tog en del fokus under præsidentvalgkampen i 2016 med beskyldninger om, at hun kompromitterede vigtige oplysninger og statshemmeligheder ved at benytte usikre mailkonti. Og sammenlignede det med Trumps brug af telefoner.

- De bekymrede sig jo ikke om de emails. Og ved I, hvorfor jeg ved det? Det ved jeg, for hvis de gjorde, ville de stå klar med høtyvene netop nu, mens kineserne lytter på præsidentens telefon, som han i øvrigt efterlader i sin golfvogn.

- Jeg tænker, at det måske slet ikke var så vigtigt, sagde Barack Obama

Barack Obamas kritik skal ses i lyset af midtvejsvalget om 11 dage. Video: Reuters

.Barack Obamas kritik skal ses i lyset af midtvejsvalget om 11 dage, hvor det demokratiske parti netop i Winsconsin ønsker at sikre sig en plads i Senatet. Derfor lagde den tidligere præsident heller ikke fingre imellem og beskyldte blandt andet Trump for at lyve.

- Gennem hele menneskehedens historie, og specielt amerikansk historie, har politikerne overdrevet  historien. Men vi har ikke før set, at politikere helt åbenlyst, gentagne, uden omsvøb og skamløst lyver

National sikkerhed via digitale medier er et følsomt emne for Donald Trump.

Han angreb nemlig selv sin demokratiske konkurrent Hillary Clinton under præsidentvalgkampen i 2016 for hendes brug af personlige og usikre emails, mens hun var udenrigsminister.