Kæmpemæssig NATO-øvelse skydes i gang i Norge

Øvelsen er et tydeligt signal til russerne, siger den danske brigadegeneral Henrik Lyhne.

Torsdag lyder startskuddet til den største NATO-øvelse siden den kolde krig.

50.000 soldater, 10.000 køretøjer, 250 fly og 65 skibe fra 31 forskellige lande er i Norge for at deltage i øvelsen, som går under navnet Trident Juncture.

Det er ikke tilfældigt, at det er nordmændene, der er værter. Kampscenariet er nemlig, at Norge bliver invaderet og derfor skal beskyttes af sine allierede gennem NATO's artikel 5, den såkaldte musketéred.

- Vi står klar til at forsvare alle allierede. Mod enhver trussel, lød det onsdag fra NATO's norske generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Og selvom det ikke står skrevet sort på hvidt, kan man alligevel godt udlede, at den fiktive invasionsmagt er Rusland.

- Man kan da godt vælge at se det som et modsvar til de øvelser, russerne laver. Vi skal jo kunne svare igen på en aktion fra deres side, hvis det måtte ske. Ikke at vi tror, det er nært forestående, men det er det, vi øver os på, siger general Henrik Lyhne, som er chef for den danske hærs 1. Brigade.

Henrik Lyhne er chef for den danske hærs 1. Brigade. Video: Henrik Jensen.

Rusland: Uforsvarlig sabelraslen

TV 2 møder generalen i Haslemoen i Norge, hvor 850 soldater fra den danske hær i øjeblikket gør klar til at tage del i øvelsen.

I det 50.000 mand store rollespil skal danske soldater, sammen med blandt andre Storbritannien, starte med at spille de allierede styrker, som forsvarer Norge. USA og Canada er på modsatte hold, der skal simulere et angreb.

Øvelsen i Norge er således en slags generalprøve på, hvordan en krig med Rusland ville se ud. Og øvelsen er bestemt heller ikke gået forbi næsen på russerne.

square to 16x9

Nato-øvelsen foregår både til lands, til vands og i luften. Det største danske bidrag kommer fra Hæren, men også Søværnet og Flyvevåbnet deltager. Af de tre områder er det i luftrummet, at øvelsen, med 500 kilometers afstand, kommer tættest på den russiske grænse. Kilde: Det norske Forsvar

Natos artikel 5

En af grundpillerne i Nato-samarbejdet er artikel 5 i den såkaldte Atlantpagt:

"Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle, og ..., at hvis et angreb finder sted, skal hver af dem ... bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelsen af væbnet magt, som hver af dem anser for nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed."

​Kilde: Nato

- Eskaleringen af NATO's militære og politiske aktivitet i den arktiske region, navnlig i umiddelbar nærhed af Rusland i det nordlige Norge, er ikke gået ubemærket hen, sagde talskvinden for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, tidligere på måneden og tilføjede:

- Uforsvarlig sabelraslen i denne førhen så fredelige region kan få vidtrækkende konsekvenser.

Et tydeligt signal

Henrik Lyhne anerkender, at det har en vis signalværdi, når NATO sender 50.000 soldater til et af Ruslands nabolande.

- NATO viser, at vi kan sende temmelig mange soldater til et allieret land for at gennemføre øvelser sammen, og det er vel i sig selv et tydeligt signal. Og det er klart, at det lægger russerne også mærke til, siger Henrik Lyhne.

Han tror dog ikke, russerne er helt så forargede, som de giver udtryk for.   

- Jeg kan ikke forestille mig, at Rusland synes, dette er en provokation, når man tænker på, hvilke øvelser de selv udfører – og den størrelsesorden, de har tradition for at gøre det i, siger han.

- Så jeg tror, det er den larm, der nu skal være i baggrunden, når man udfører den slags øvelser. De skal jo reagere, når vi laver så stor en øvelse, lige så vel som vi reagerer, når de gør det, lyder det fra generalen.

square to 16x9

Af de 50.000 soldater kommer omkring 1.000 fra Danmark. Det største enkeltbidrag er det amerikanske hangarskib USS Harry S. Truman, som alene forhøjer deltagertallet med omkring 5.000. Kilde: Forsvaret og NATO.

Koldkrigsøvelser

Så sent som i september afholdt Rusland en militærøvelse ved navn Vostok-2018, som de ligeledes betegnede som deres største siden den kolde krig.

Øvelserne skriver sig ind i en større konflikt mellem Rusland og Vesten, som har stået på, siden Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø i 2014.

Annekteringen forandrede trusselsbilledet og gjorde det nødvendigt for Danmark og resten af NATO at gå tilbage til at øve en mere klassisk form for krigsførelse, mener Henrik Lyhne.

- I Afghanistan har vi jo haft en helt anden måde at agere på. Men vi er simpelthen nødt til at lægge vores måde at tænke på fuldstændig om, i forhold til hvad vi har gjort de sidste 25 år. Det her er sådan lidt tilbage til den måde, vi øvede vores styrker på under den kolde krig, siger han.

square to 16x9

NATO-øvelsen har krævet enorme forberedelser; Norge har blandt andet oprettet en netbutik, hvor deltagerlandene har kunnet købe varer og tjenesteydelser - og allerede før øvelsen gik i gang, var der købt for 1,5 mia. norske kroner (cirka 1,18 mia. danske kroner). Heriblandt 660 ton tøjvask og 4,6 mio. halvlitersflasker med vand. Kilde: Det norske Forsvar