Mistænkelige pakker sendt til Barack Obama, Hillary Clinton og CNN

Pakken til Barack Obama blev opsnappet af Secret Service i Washington DC. Pakken stilet til Hillary og Bill Clinton blev fundet nær deres hjem.

En række mistænkelige pakker, der kan indeholde sprængstoffer, blev onsdag sendt til en række demokratiske politikere og CNN i USA.

Indledningsvis blev det offentliggjort, at to mistænkelige pakker, der kan indeholde sprængstoffer, blev sendt til den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og den tidligere demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton.

Siden er det kommet frem, at Demokraternes formand fra 2011-2016, Debbie Wasserman Schultz, også modtog en mistænkelig pakke. Hun er blevet evakueret fra sit kontor i Miami, Florida.

Desuden blev CNN's kontor i New York evakueret i flere timer efter fund af en mistænkelig pakke, der var adresseret til den tidligere CIA-direktør, John Brennan. John Brennan har optrådt som gæst på tv-stationen adskillige gange, men er ikke ansat af CNN.

New Yorks Politi har udsendt bomberyddere ved CNN's kontor i Manhattan.
New Yorks Politi har udsendt bomberyddere ved CNN's kontor i Manhattan. Foto: Kevin Coombs / Ritzau Scanpix

Videoen herunder viser øjeblikket, hvor alarmen går under en udsendelse fra CNN's studie i New York:  

square to 16x9

Obama og "The Clintons" var aldrig i fare

Pakken til Barack Obama blev opsnappet af Secret Service i Washington DC.

Pakken stilet til Hillary og Bill Clinton blev fundet nær hjemmet i en forstad til New York City af en tekniker, under en rutine-screening.

Secret Service understreger, at hverken Barack Obama eller Clinton-familien på noget tidspunkt var i risiko for at modtage pakken. 

Bill Clinton befandt sig i huset, mens Hillary Clinton var i Florida til et politisk arrangement.

Politisk fordømmelse 

USA's vicepræsident Mike Pence har fordømt angrebet. 

- Disse kujonagtige handlinger er frastødende og har ingen plads i dette land. Jeg er taknemmelig for den hurtige reaktion fra FBI, Secret Service og lokalt politi, siger han. 

Hans chef, præsident Donald Trump, har bakket Mike Pences erklæring helhjertet op på Twitter.

Paul Ryan, der er republikaner og formand for Repræsentanternes Hus har også taget afstand fra gerningsmændene bag pakkerne. 

- Dem, der ligger bag sådanne forkastelige handlinger, skal bringes til retten. 

Clinton-parrets datter, Chelsea Clinton, har takket Secret Service på Twitter: 

Pakker fundet dagen efter bombe til Soros

Pakkerne til familien Clinton og Barack Obama er blevet opsnappet dagen efter, en lignende mistænkelig pakke blev sendt til den ungarsk-amerikanske milliardær og politiske donor George Soros. 

Her blev en brevbombe fundet i en postkasse i Bedford, New York på George Soros' adresse. 

Bomben blev opdaget af en sikkerhedsvagt mandag eftermiddag. Der var tale om en rørbombe, der kunne forvolde personskade.

Her er brevene sendt til

George Soros

Foto: Stan Honda / Ritzau Scanpix
Ungarsk-amerikanske George Soros er en rig finansmand, som driver en række forskellige fonde.
I 1992 blev han verdenskendt på at sælge meget kraftigt ud af det britiske pund, hvilket tvang den daværende premierminister, John Major, til at trække Storbritannien ud af det europæiske fastkurssamarbejde.
De mange penge fra valutaspekulationen har han de seneste år brugt som filantrop, hvor han rundt omkring i verden har støttet en række velgørende projekter. 
Han har også finansieret en række organisationer, som ønsker at fremme demokrati i verden.
For eksempel har han investeret i uddannelsesprojekter flere steder i Østeuropa, hvilket har gjort ham til et vestligt fjendebillede for statsledere som Ruslands Vladimir Putin og Ungarns Viktor Orban. 
Konspirationsteoretikere på højrefløjen ynder også at mistænke ham for at stå bag finansiel støtte til diverse kontroversielle hændelser i verden. 
Han har blandt andet en bopæl i delstaten New York.

Barack og Michelle Obama

Foto: JONATHAN ERNST / Scanpix Denmark
Barack Obama var USA's 44. præsident fra 2009 til 2017 og repræsenterede Det Demokratiske Parti.
Efter at have forladt præsidentembedet rejser Barack Obama blandt andet verden rundt, hvor han deltager i forskellige foredrag. 
Et af de foredrag bragte ham for nyligt til Kolding
Parret bor i Washington og har to døtre, som hedder Malia Ann og Natasha. 

Bill og Hillary Clinton

Foto: Mark Ralston / Ritzau Scanpix
Bill Clinton var USA's 42. præsident fra 1993 til 2001, hvor han repræsenterede Det Demokratiske Parti.
Ved præsidentvalget i 2016 var Hillary Clinton den demokratiske kandidat til præsidentembedet, men hun endte med at tabe valget til den nuværende præsident, Donald Trump.
Parret har datteren Chelsea Clinton og bor i dag i Westchester County i delstaten New York. Begge holder i dag foredrag og deltager ved forskellige politiske arrangementer.

John Brennan

Tidligere CIA-direktør John Brennan var mål for en af de mistænkelige pakker. Foto: Shannon Stapleton / Ritzau Scanpix
En pakke adresseret til den tidligere CIA-chef John Brennan blev onsdag sendt til CNN. John Brennan er ved flere lejligheder brugt som gæst på CNN, men har ikke en officiel tilknytning til tv-stationen. CNN's kontor på New York blev i den forbindelse evakueret.
Den tidligere CIA-chef har ved flere lejligheder kritiseret Donald Trump i skarpe vendinger og fik som konsekvens heraf frataget sin sikkerhedsgodkendelse og ret til at få indblik i fortrolige efterretninger.

Eric Holder

Eric Holder var mål for en af de mistænkelige pakker. Den endte imidlertid hos en partikollega. Foto: Yuri Gripas / Ritzau Scanpix
Den tidligere justitsminister, demokraten Eric Holder, var også mål for en pakke.
FBI oplyser, at pakken var sendt med forkert adresse, men med Debbie Wasserman Schultz' adresse som afsender. Pakken blev derfor sendt retur mod hende.
Hun er medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne, og hun var et ledende medlem af Det Demokratiske Partis organisation under præsidentvalget i 2016.

Maxine Waters

Maxine Waters var mål for to pakker. Foto: Andrew Caballero-reynolds / Scanpix Denmark
Det 80-årige medlem af Repræsentanternes Hus er opstillet for demokraterne i Californien.
Hun var mål for to af de mistænkelige pakker, oplyser FBI på Twitter. Maxine Waters har været en endog meget højlydt modstander af Irak-krigen og har ofte udtalt sig imod både George H. W. Bush, George W. Bush og Donald Trump.
Ifølge Fox News blev det centrale postkontor i Los Angeles evakueret, da en mistænkelig pakke adresseret til Waters blev opdaget onsdag.

Robert De Niro

Foto: Dado Ruvic / Ritzau Scanpix
Skuespilleren Robert De Niro har været en ivrig kritiker af USA's præsident, Donald Trump.
Skuespilleren ejer en række restauranter, men også et produktionsselskab, som hedder Tribeca Productions.
Den mistænkelige pakke blev ifølge amerikanske medier sendt til Tribeca Productions' kontorlokaler, som ligger på syvende etage i en bygning i New York, der også huser en af De Niros restauranter.

Joe Biden

Joe Biden. Foto: Lisa Hornak / Ritzau Scanpix
Joe Biden er medlem af det demokratiske parti og tidligere vicepræsident under Barack Obama fra 2009 til 2017.
To mistænkelige pakker blev sendt til Joe Biden i delstaten Delaware. Amerikanske medier skriver, at pakkerne blev opsnappet på et eller flere postkontorer i Delaware.
Ifølge New York Times og CNN havde en pakke en forkert adresse og skulle derfor sendes retur til afsenderen. Ligesom på de andre mistænkelige pakker stod den demokratiske politiker Debbie Wasserman Schultz som afsender.

Cory Booker

Foto: Ethan Miller / Ritzau Scanpix (arkiv)
Cory Booker er senator for Demokraterne i staten New Jersey.
Han anses for at være en prominent figur i partiet, som ofte optræder i amerikanske medier.
Han kom for alvor i republikanernes søgelys, da han i forbindelse med godkendelsen af højesteretsdommeren Brett Kavanaugh offentliggjorde en række dokumenter om dommeren, som ellers var hemmeligtstemplede.
Senatoren fra New Jersey menes desuden at have ambitioner om at stille op til præsidentvalget på et tidspunkt.

James Clapper

James Clapper Foto: Jim Watson / Ritzau Scanpix
77-årige James Clapper er bedst kendt for sin tid som efterretningschef i næsten hele præsident Barack Obamas regeringstid, fra 2010 til 2017.
Clapper har en baggrund i det amerikanske flyvevåben, og han har holdt flere andre prominente positioner i efterretningsvæsenet under både George H.W. Bush og Bill Clinton.
Pakken rettet til James Clapper blev fundet på en postcentral i New York.

Tom Steyer

Tom Steyer Foto: Jonathan Bachman / Ritzau Scanpix
61-årige Tom Steyer er milliardær og liberal aktivist bosiddende i San Francisco i Californien.
Han er meget aktiv i kampen for at få afsat præsident Donald Trump og har doneret store summer til politikere, der kæmper for det formål.

Kamala Harris

Kamala Harris Foto: Zach Gibson / Ritzau Scanpix
54-årige Kamala Harris er senator for Demokraterne fra delstaten Californien.
En mistænkelig pakke blev afsendt til hendes kontor i Sacramento og blev opsnappet af medarbejdere her.