CNN-chef og demokrater kritiserer Trump efter formodede rørbomber: Hans fordømmelse klinger hult

CNN og flere demokrater modtog mistænkelige pakker med formodede rørbomber i. Trump har fordømt angrebene, men det giver de berørte ikke meget for.

CNN's ansatte i New York blev tirsdag evakueret, efter en formodet rørbombe blev sendt i en pakke til tv-stationens kontorer på Manhattan.

Bomben var stilet den tidligere CIA-chef John Brennan, der ofte har optrådt som ekspert på kanalen, men ikke er ansat hos CNN. 

Oven på den formodede bombe kritiserer CNN's topchef, Jeff Zucker, nu USA's præsident, Donald Trump, og Det Hvide Hus i kraftige vendinger. Han mener, der er en forbindelse mellem rørbomberne og de verbale angreb, Donald Trump har rettet mod medierne.

- Der er en total og fuldstændig mangel på forståelse i Det Hvide Hus for, hvor alvorlige deres vedvarende angreb på medierne er. Præsidenten og især Det Hvide Hus’ pressesekretær bør forstå, at deres ord har konsekvenser. Hidtil har de ikke vist nogen forståelse for det, siger Jeff Zucker i en pressemeddelelse.

CNN var ikke den eneste adresse, der modtog en mistænkelig pakke.

Michelle og Barack Obama, Bill og Hillary Clinton, den tidligere justitsminister Eric Holder samt de demokratiske kongresmedlemmer Debbie Wasserman Schultz og Maxine Waters var blandt de andre personer, der var tiltænkt, hvad der menes at være rørbomber. 

De mange koordinerede bombeforsøg fik New Yorks demokratiske borgmester, Bill de Blasio, til at kalde det et terrorangreb.

Her er brevene sendt til

George Soros

Foto: Stan Honda / Ritzau Scanpix
Ungarsk-amerikanske George Soros er en rig finansmand, som driver en række forskellige fonde.
I 1992 blev han verdenskendt på at sælge meget kraftigt ud af det britiske pund, hvilket tvang den daværende premierminister, John Major, til at trække Storbritannien ud af det europæiske fastkurssamarbejde.
De mange penge fra valutaspekulationen har han de seneste år brugt som filantrop, hvor han rundt omkring i verden har støttet en række velgørende projekter. 
Han har også finansieret en række organisationer, som ønsker at fremme demokrati i verden.
For eksempel har han investeret i uddannelsesprojekter flere steder i Østeuropa, hvilket har gjort ham til et vestligt fjendebillede for statsledere som Ruslands Vladimir Putin og Ungarns Viktor Orban. 
Konspirationsteoretikere på højrefløjen ynder også at mistænke ham for at stå bag finansiel støtte til diverse kontroversielle hændelser i verden. 
Han har blandt andet en bopæl i delstaten New York.

Barack og Michelle Obama

Foto: JONATHAN ERNST / Scanpix Denmark
Barack Obama var USA's 44. præsident fra 2009 til 2017 og repræsenterede Det Demokratiske Parti.
Efter at have forladt præsidentembedet rejser Barack Obama blandt andet verden rundt, hvor han deltager i forskellige foredrag. 
Et af de foredrag bragte ham for nyligt til Kolding
Parret bor i Washington og har to døtre, som hedder Malia Ann og Natasha. 

Bill og Hillary Clinton

Foto: Mark Ralston / Ritzau Scanpix
Bill Clinton var USA's 42. præsident fra 1993 til 2001, hvor han repræsenterede Det Demokratiske Parti.
Ved præsidentvalget i 2016 var Hillary Clinton den demokratiske kandidat til præsidentembedet, men hun endte med at tabe valget til den nuværende præsident, Donald Trump.
Parret har datteren Chelsea Clinton og bor i dag i Westchester County i delstaten New York. Begge holder i dag foredrag og deltager ved forskellige politiske arrangementer.

John Brennan

Tidligere CIA-direktør John Brennan var mål for en af de mistænkelige pakker. Foto: Shannon Stapleton / Ritzau Scanpix
En pakke adresseret til den tidligere CIA-chef John Brennan blev onsdag sendt til CNN. John Brennan er ved flere lejligheder brugt som gæst på CNN, men har ikke en officiel tilknytning til tv-stationen. CNN's kontor på New York blev i den forbindelse evakueret.
Den tidligere CIA-chef har ved flere lejligheder kritiseret Donald Trump i skarpe vendinger og fik som konsekvens heraf frataget sin sikkerhedsgodkendelse og ret til at få indblik i fortrolige efterretninger.

Eric Holder

Eric Holder var mål for en af de mistænkelige pakker. Den endte imidlertid hos en partikollega. Foto: Yuri Gripas / Ritzau Scanpix
Den tidligere justitsminister, demokraten Eric Holder, var også mål for en pakke.
FBI oplyser, at pakken var sendt med forkert adresse, men med Debbie Wasserman Schultz' adresse som afsender. Pakken blev derfor sendt retur mod hende.
Hun er medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne, og hun var et ledende medlem af Det Demokratiske Partis organisation under præsidentvalget i 2016.

Maxine Waters

Maxine Waters var mål for to pakker. Foto: Andrew Caballero-reynolds / Scanpix Denmark
Det 80-årige medlem af Repræsentanternes Hus er opstillet for demokraterne i Californien.
Hun var mål for to af de mistænkelige pakker, oplyser FBI på Twitter. Maxine Waters har været en endog meget højlydt modstander af Irak-krigen og har ofte udtalt sig imod både George H. W. Bush, George W. Bush og Donald Trump.
Ifølge Fox News blev det centrale postkontor i Los Angeles evakueret, da en mistænkelig pakke adresseret til Waters blev opdaget onsdag.

Robert De Niro

Foto: Dado Ruvic / Ritzau Scanpix
Skuespilleren Robert De Niro har været en ivrig kritiker af USA's præsident, Donald Trump.
Skuespilleren ejer en række restauranter, men også et produktionsselskab, som hedder Tribeca Productions.
Den mistænkelige pakke blev ifølge amerikanske medier sendt til Tribeca Productions' kontorlokaler, som ligger på syvende etage i en bygning i New York, der også huser en af De Niros restauranter.

Joe Biden

Joe Biden. Foto: Lisa Hornak / Ritzau Scanpix
Joe Biden er medlem af det demokratiske parti og tidligere vicepræsident under Barack Obama fra 2009 til 2017.
To mistænkelige pakker blev sendt til Joe Biden i delstaten Delaware. Amerikanske medier skriver, at pakkerne blev opsnappet på et eller flere postkontorer i Delaware.
Ifølge New York Times og CNN havde en pakke en forkert adresse og skulle derfor sendes retur til afsenderen. Ligesom på de andre mistænkelige pakker stod den demokratiske politiker Debbie Wasserman Schultz som afsender.

Cory Booker

Foto: Ethan Miller / Ritzau Scanpix (arkiv)
Cory Booker er senator for Demokraterne i staten New Jersey.
Han anses for at være en prominent figur i partiet, som ofte optræder i amerikanske medier.
Han kom for alvor i republikanernes søgelys, da han i forbindelse med godkendelsen af højesteretsdommeren Brett Kavanaugh offentliggjorde en række dokumenter om dommeren, som ellers var hemmeligtstemplede.
Senatoren fra New Jersey menes desuden at have ambitioner om at stille op til præsidentvalget på et tidspunkt.

James Clapper

James Clapper Foto: Jim Watson / Ritzau Scanpix
77-årige James Clapper er bedst kendt for sin tid som efterretningschef i næsten hele præsident Barack Obamas regeringstid, fra 2010 til 2017.
Clapper har en baggrund i det amerikanske flyvevåben, og han har holdt flere andre prominente positioner i efterretningsvæsenet under både George H.W. Bush og Bill Clinton.
Pakken rettet til James Clapper blev fundet på en postcentral i New York.

Tom Steyer

Tom Steyer Foto: Jonathan Bachman / Ritzau Scanpix
61-årige Tom Steyer er milliardær og liberal aktivist bosiddende i San Francisco i Californien.
Han er meget aktiv i kampen for at få afsat præsident Donald Trump og har doneret store summer til politikere, der kæmper for det formål.

Kamala Harris

Kamala Harris Foto: Zach Gibson / Ritzau Scanpix
54-årige Kamala Harris er senator for Demokraterne fra delstaten Californien.
En mistænkelig pakke blev afsendt til hendes kontor i Sacramento og blev opsnappet af medarbejdere her.

Demokrater: Trumps fordømmelse klinger hult

Donald Trump har, siden han annoncerede sit præsidentkandidatur i 2015, harceleret med svingende styrke mod traditionelle amerikanske medier. CNN har ofte været yndlingsaversionen. Imidlertid var han klar i mælet, da han onsdag aften kommenterede de mange mistænkelige pakker.

- Vi er ekstremt sure og oprørte over, hvad vi har været vidner til. Det amerikanske folks sikkerhed er min højeste prioritet. Vi må stå sammen og sende en samlet besked; disse voldelige handlinger har ingen plads i USA, sagde han.

Trumps afstandtagen til aktionen gør dog ikke noget stort indtryk blandt Demokraternes toppolitikere i Kongressen.

Demokraternes leder i USA's senat, Chuck Schumer, og Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, kalder Trumps fordømmelse for hul.

- Præsident Trumps ord klinger hult. Igen og igen har præsidenten tolereret fysisk vold og delt amerikanerne med sine ord og handlinger; udtrykt støtte til politikeren, der tacklede en reporter. Udtrykt sin støtte til nynazister, der dræbte en ung kvinde i Charlottesville (...) og kaldt den frie presse for folkets fjende, skriver de to indflydelsesrige demokrater i en fælles udtalelse.

Clinton: Grund til bekymring

Demokraternes tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton var en af de mange tiltænkte modtagere af de mistænkelige pakker, men befandt sig ikke på sin bopæl i Westchester uden for New York, da pakken blev modtaget. Hun var ved et vælgerarrangement i Florida.

Clintons indledende kommentar var et ekko af kritikken fra Demokraternes ledere i Kongressen, hvor hun ytrede sin bekymring over den politiske udvikling i USA:

- Jeg har det som person fint, men jeg er bekymret på mit lands vegne. Det er en problematisk tid, vi lever i, er det ikke? En tid med dybe kløfter. Vi må gøre alt for at samle vores land igen, sagde hun og opfordrede alle til at tænke på, at det er vigtigt at vælge politikere, som værner om demokratiet.

Præsident Donald Trump i Wisconsin.
Præsident Donald Trump i Wisconsin. Foto: Andy Manis / Ritzau Scanpix

Trump svarer tilbage

Senere onsdag aften kommenterede præsident Donald Trump så igen kritikken.

På et vælgermøde i Wisconsin sagde han, at medierne selv må være med til at sørge for, at tonen i den politiske samtale er ordentlig.

- Medierne har også et ansvar for at anlægge en høflig tone og for at stoppe den uendelige fjendtlighed og de konstant negative og ofte usande angreb og historier. Det bliver nødt til at være sådan, sagde Trump.

Præsidenten garanterede samtidig, at man vil gøre alt for at fange gerningsmanden bag rørbomberne og de mistænkelige pakker.

- Alle handlinger og trusler om politisk vold er et angreb på vores demokrati i sig selv. Ingen nation, der tolererer vold eller en trussel om vold som en metode til politisk intimidering, angreb eller kontrol, kan lykkes. Det ved vi alle. Sådanne handlinger vil der blive slået hårdt ned over for, og vedkommende, der står bag, vil straks blive retsforfulgt, sagde Trump på vælgermødet.