Ny demokratisk superstjerne får Donald Trump og Ted Cruz til at begrave stridsøksen

Ted Cruz er en presset mand ved midtvejsvalget i USA, da ny politisk "superstjerne" udfordrer ham i Texas. Trump hjælper nu sin tidligere modstander.

Med præcis to uger til midtvejsvalget i USA er slutspurten for alvor sat ind, og kampen om vælgernes gunst har fået præsident Donald Trump til at begrave stridsøksen over for sin tidligere politiske ærkefjende, Ted Cruz. 

Valg til Kongressen hvert andet år.

Der er valg til Kongressen hvert andet år. Valgdatoen er altid den første tirsdag i november - derfor falder valget hver anden gang sammen med det amerikanske præsidentvalg, som også ligger den første tirsdag i november. 

Et midtvejsvalg kan bedst sammenlignes med et dansk folketingsvalg.

Nu er Ted Cruz på spanden, og han har brug for Donald Trumps hjælp

Jesper Steinmetz, TV 2s USA-korrespondent

Trump deltog natten til tirsdag dansk tid i et stort vælgermøde i Houston, Texas, for at hjælpe den republikanske senator, som går efter at blive genvalgt som senator ved midtvejsvalget 6. november.

Den konservative, republikanske højborg Texas står muligvis for fald, da Ted Cruz i sin hjemstat har mødt uventet hård modstand fra udfordreren Beto O'Rourke, der betragtes som en ny spirende stjerne hos Demokraterne.

Den 46-årige O'Rourke, der er medlem af Repræsentanternes Hus, kaldes for en "ny Obama" og har overrasket ved at samle uventet mange millioner ind til sin valgkamp med stærk støtte fra græsrodsbevægelsen.

Spøger med tidligere fjendskab

På podiet foran tusindvis af vælgere omfavnede præsident Trump i nat dansk tid sin republikanske kollega Ted Cruz, som han kaldte for "en mand, der er blevet min rigtig gode ven".

Samtidig spøgte Trump med, at de to politikere ikke altid har været bedste venner, og henviste til deres bitre ordkrig for to år siden - til stor morskab blandt publikum.

- Vi har haft vores uoverensstemmelser, men ingen har hjulpet jer mere med skattelettelser, regulering og alle de gode ting, vi gør, inklusiv vores militær og veteraner, end senator Ted Cruz, lød det fra Trump på talerstolen.

Han er ikke længere "løgneren Ted". Han er "smukke Ted"

Donald Trump, USA's præsident

Ted Cruz var hurtig til at matche præsidentens rosende ord:

- I 2020 vil Donald Trump med overvældende flertal blive genvalgt som USA's præsident, sagde Cruz.

Bølgerne mellem de to republikanske politikere gik højt i 2016, hvor Donald Trump blandt andet kaldte Ted Cruz' kone for grim og hentydede til, at hans far var indblandet i mordet på præsident John F. Kennedy. I et modangreb beskyldte Ted Cruz Donald Trump for både at være "amoralsk" og "ukvalificeret" til at blive præsident.

Langer ud efter modstander

Inden Donald Trump rejste til vælgermødet i Houston for at yde sin støtte, havde præsidenten ifølge Washington Post allerede ændret holdning til Ted Cruz, da han var kommet på et nyt kælenavn til Cruz.

- Han er ikke længere "løgneren Ted". Han er "smukke Ted", udtalte Trump.

Trump langede under sin tale i Houston samtidig i kraftige vendinger ud efter den demokratiske modstander Beto O'Rourke, der kæmper for at blive Texas' næste senator.

Præsidenten kaldte ham ifølge The Guardian for både "stenkold" og "falsk" i den mere end timelange tale.

Ted Cruz i alvorlige problemer

Ted Cruz var i 2016 den største rival for Donald Trump under Republikanernes primærvalg, og Cruz nægtede højst usædvanligt i første omgang at give sin støtte til Trump, efter han havde vundet titlen som partiets præsidentkandidat.

Den republikanske senator valgte dog i sidste ende alligevel at stemme på Donald Trump til præsidentvalget i november 2016.

På trods af de tidligere uoverensstemmelser mellem de to politikere har piben nu fået en anden lyd - for to år er lang tid i politik, siger TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz:

- Nu er Ted Cruz på spanden, og han har brug for Donald Trumps hjælp. Det er skæbnens ironi, at den Ted Cruz, der svinede Donald Trump til for to år siden, og Trump, som var nedladende over for Cruz, nu på det nærmeste er blevet hinandens bedste venner.

Donald Trump hjælper nu Ted Cruz i bestræbelserne på at vinde midtvejsvalget i Texas Video: Hans-Henrik Busk Stie

En ny superstjerne

Den demokratiske politiker Beto O'Rourke har vist sig at være en hård modstander for Ted Cruz og er sandsynligvis det navn blandt Demokraterne, som man skal holde øje med fremover, mener Jesper Steinmetz.

- Han er en superstjerne, der på fænomenal vis har formået at rejse millioner af dollars i støtte fra donorer fra nær og fjern, da folk ser et lys i den unge politiker.

USA-korrespondenten siger, at det netop er grunden til, at landets præsident i disse dage befinder sig i Texas.

- Hvem skulle have troet, at Trump ville hjælpe Ted Cruz. Det er udelukkende Beto O'Rourkes skyld, fordi han har vist sig at være en meget stærkere udfordrer, end mange havde troet for bare et par måneder siden, siger Jesper Steinmetz.

Øjebliksbilledet af midtvejsvalget i Texas er dog stadig, at Ted Cruz står over for en sejr og et genvalg, fastslår Jesper Steinmetz.