Jamal Khashoggis forlovede siger farvel: - Din latter vil blive i min sjæl

16x9
Jamal Khashoggis forlovede, Hatice Cengiz, har sagt farvel. Foto: Ozan Kose / Ritzau Scanpix

Styret i Saudi-Arabien beskriver nu journalistens død som ”en stor og alvorlig fejl”.

Da den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi 2. oktober gik ind på det saudiske konsulat i Istanbul, lod han en kvinde stå og vente udenfor.

Kvinden var hans forlovede, Hatice Cengiz, og nu venter hun ikke mere.

De tog din kropslige tilstedeværelse fra min verden. Men din latter vil blive i min sjæl for evigt

Hatice Cengiz

Natten til lørdag dansk tid bekræftede Saudi-Arabien efter flere ugers gisninger og beretninger fra anonyme kilder, at Jamal Khashoggi døde på konsulatet.

Derfor har hun skrevet farvel til ham på Twitter:

- De tog din kropslige tilstedeværelse fra min verden. Men din latter vil blive i min sjæl for evigt.

Under den sidste hilsen til sin forlovede har Hatice Cengiz vedhæftet en video med Jamal Khashoggi.

Videoen er fra et interview fra en tv-dokumentar, hvor Jamal Khashoggi midt i et svar bliver afbrudt af en kat, der hopper op i hans skød. Det får ham til at bryde ud i latter.

- I burde lade det her blive i filmen, siger Jamal Khashoggi ifølge CNN med latter i stemmen, mens katten bliver fjernet fra hans skød.

En stor og alvorlig fejl

Mens Jamal Khashoggis forlovede viser sin sorg på nettet, har det saudiske kongedømme ændret sin beskrivelse af, hvad der skete på det saudiske konsulat.

Først forklarede kongedømmet, at Jamal Khashoggi døde under et slagsmål inden i konsulatet i Istanbul.

Men i et nyt interview med den amerikanske tv-kanal Fox News beskriver den saudiske udenrigsminister, Adel al-Jubeir, nu hændelsen som "mord".

Der har været flere protester mod det saudiske kongedømme, efter Jamal Khashoggi forsvandt.
Der har været flere protester mod det saudiske kongedømme, efter Jamal Khashoggi forsvandt. Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix
Billede fra 2011 af Jamal Khashoggi fra et konference i Schweiz. Nu er journalisten officielt meldt dræbt.
Billede fra 2011 af Jamal Khashoggi fra et konference i Schweiz. Nu er journalisten officielt meldt dræbt. Foto: Virginia Mayo / Ritzau Scanpix

I interviewet beskriver udenrigsministeren desuden, at dødfaldet fandt sted som følge af, at "enkeltpersoner overskred deres beføjelser". 

- De begik en fejl, da de dræbte Jamal Khashoggi i konsulatet og forsøgte at dække over det efterfølgende, sagde han ifølge CNN.

- Vi er fast besluttet på at afdække alle fakta. Og vi er fast besluttet på at straffe dem, der er ansvarlige for dette mord.

Adel al-Jubeir fastslår, at den saudiske kronprins, Mohammad bin Salman, hverken var ansvarlig for eller vidende om drabet, da det fandt sted. 

Udenrigsministeren fastholder i interviewet desuden, at de saudiske myndigheder ikke ved, hvor liget af den dræbte Jamal Khashoggi befinder sig.