Saudi-Arabien indrømmer nu, at forsvunden journalist blev dræbt på konsulat

Den forsvundne journalist Jamal Khashoggi døde i forbindelse med en slåskamp, lyder det fra Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien bekræfter nu, at den forsvundne journalist Jamal Khashoggi blev dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet.

Det meddeler styret i en erklæring på den statsejede tv-station Ekhbaria TV natten til lørdag dansk tid – mere end to uger efter Khashoggi forsvandt.

Ifølge den saudiarabiske justitsminister, Sheikh Saud al-Mojeb, var der dog ikke tale om en planlagt handling.

- Der opstod diskussioner mellem ham og personer, som mødte ham på det saudiske konsulat i Istanbul, og det førte til et slagsmål og en nævekamp med Jamal Khashoggi, hvilket førte til hans død. Må hans sjæl hvile i fred, lød det fra ministeren.

Hidtil har Saudi-Arabien ellers fastholdt, at Jamal Khashoggi forlod konsulatet i live, og landets myndigheder har på det kraftigste afvist anklager fra Tyrkiet om, at den saudiarabiske journalist blev myrdet i konsulatet.

I den oplæste erklæring nævner saudiaraberne ikke noget om, hvad der er blevet af Khashoggis lig.

Drab får konsekvenser

18 saudiarabiske statsborgere er indtil videre anholdt i sagen.

Vicechefen for landets efterretningstjeneste, Ahmad al-Assiri, er blevet afskediget, og det samme er Saud al-Qahtani, der er blandt kronprins Mohammed bin Salmans øverste rådgivere.

Landets konge har desuden beordret, at der nedsættes en komité med kronprinsen i spidsen, som skal omstrukturere landets efterretningstjeneste.

- Kongedømmet udtrykker sin dybeste beklagelse over den smertefulde udvikling, som har fundet sted, og understreger, at myndighederne i Kongedømmet har forpligtet sig til at bringe fakta frem til offentligheden og til at holde de involverede ansvarlige, lød det i erklæringen, der blev læst op på landets stats-tv.

Læs hele erklæringen fra Saudi-Arabien her.

FN-chef er dybt foruroliget

Sagen om Jamal Khashoggi har de seneste uger fået stor international opmærksomhed, og FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, udtaler gennem sin talsperson, at han er ”dybt foruroliget” efter bekræftelsen af journalistens død.

FN-chefen kræver en ”hurtig, grundig og gennemsigtig” undersøgelse af omstændighederne, og at de ansvarlige bliver stillet til ansvar, skriver nyhedsbureauet AP.

I USA udtaler præsident Donald Trump, at udmeldingen fra Saudi-Arabien er ”et godt første skridt”, men at det er uacceptabelt, hvad der er sket.

Præsident Donald Trump kommenterer udmeldingen fra Saudi-Arabien om Jamal Khashoggis død.

- Vi er kede af at høre nyheden om Jamal Khashoggis død. Hans familie, forlovede og venner har vores dybeste medfølelse. Vi vil fortsat følge den internationale efterforskning af denne tragiske hændelse, oplyser pressetalskvinde i Det Hvide Hus Sarah Sanders på et pressemøde.

Overvejer sanktioner

Trump har tidligere udtalt, at han vil overveje at gennemføre sanktioner mod Saudi-Arabien som følge af sagen.

Efter bekræftelsen af Khashoggis død understreger præsidenten vigtigheden af, at saudiaraberne har foretaget anholdelser i sagen, og han fastslår, at han vil tale med kronprins Mohammed bin Salman, inden han foretager sig noget.

Trump vil dog foretrække sanktioner, der ikke får konsekvenser for USA's salg af våben til Saudi-Arabien.

Gik ind på konsulat, men kom aldrig ud

Den 60-årige saudiarabiske journalist og kritiker af styret i Saudi-Arabien Jamal Khashoggi forsvandt, efter han 2. oktober gik ind på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

Journalisten flygtede fra Saudi-Arabien til USA i 2017 og levede frem til sin forsvinden i eksil i USA. Men i forbindelse med et forestående bryllup var Khashoggi mødt op på konsulatet for at ordne nogle papirer.

 Saudierne har tidligere hævdet, at Jamal Khashoggi forlod det saudiarabiske konsulat i Tyrkiet i live.
Saudierne har tidligere hævdet, at Jamal Khashoggi forlod det saudiarabiske konsulat i Tyrkiet i live. Foto: Ali Haider / Ritzau Scanpix

Hans forlovede blev udenfor og ventede i 11 timer, men Khashoggi kom aldrig ud igen. Anonyme tyrkiske embedsmænd har siden da hævdet, at Khashoggi blev dræbt og parteret under sit besøg på konsulatet.

Saudi-Arabien har tidligere afvist, at Khashoggi døde på konsulatet. I stedet har forklaringen været, at han forlod stedet igen kort efter sit besøg.

Tyrkiet mistænker mord

Mandag fik tyrkiske efterforskere adgang til konsulatet i Istanbul. Ifølge dem var konsulatet blevet rengjort og væggene malet på ny, før efterforskerne blev lukket ind.

Alligevel lykkedes det politiet at sikre "mange spor" fra stedet, oplyste to anonyme embedsmænd torsdag. Blandt andet tydede efterforskningen på, at Jamal Khashoggi var blevet dræbt og parteret på konsulatet.

I forbindelse med efterforskningen har politiet i Tyrkiet undersøgt, hvilke biler der forlod konsulatet den 2. oktober. Herefter er det lykkedes at spore bilernes ruter og stop undervejs.

Ud fra disse informationer mener politiet, at Khashoggis drabsmænd kan have efterladt dele af hans lig i skoven Belgrad og i byen Yalova cirka 90 kilometer syd for Istanbul. Liget er stadig ikke fundet.