Løkke: Vi har ikke fået den fulde sandhed fra Saudi-Arabien

Både den danske og hollandske regeringsleder mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af saudisk journalists død.

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) finder nyheden om den saudiske journalist Jamal Khashoggis død ”foruroligende”.

Det fortæller han lørdag på et pressemøde i forbindelse med P4G-topmødet i København.

Efter flere ugers benægtelse bekræftede Saudi-Arabien i en erklæring natten til lørdag, at Khashoggi er død. Ifølge saudierne skete det i forbindelse med et slagsmål på konsulatet i Istanbul.

- Det forhold, at saudierne i nat er ude og bekræfte, at han er død, efter først at have forklaret, at han forlod konsulatet i levende live, viser jo, at vi ikke har fået den fulde sandhed om det her, og det er vi jo nødt til at insistere på. Så det sidste ord er ikke sagt i den her sag, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren vil på nuværende tidspunkt ikke forholde sig til, om sagen skal have konsekvenser for Saudi-Arabien. Der er først og fremmest behov for at kaste mere lys over begivenhederne.

- Nu har saudierne så sagt, hvad de har sagt, og det kaster vel delvist lys over den her sag. Det er et første skridt i at forstå fuldt ud, hvad det her går ud på. Derfor er der jo brug for yderligere undersøgelser. Det er nok, hvad jeg kan sige om den sag i dag, lyder det fra Løkke.

Holland vil også have flere svar

På samme pressemøde deltog også den hollandske premierminister, Mark Rutte. Han kalder nyheden om Jamal Khashoggis død for ”forfærdelig og chokerende”, men bakker op om behovet for flere svar i sagen.

- Meget er stadig uklart. Hvad skete der? Hvordan døde han? Hvem er ultimativt ansvarlig? Jeg forventer og håber, at relevante fakta vil fremstå klart så snart som muligt. Yderligere efterforskning er nødvendig.

Det britiske udenrigsministerium har lørdag udsendt en pressemeddelelse, hvor de ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser, at de nu ”overvejer Saudi-rapporten og vores næste skridt”.

- Som udenrigsministeren har sagt, var dette en forfærdelig gerning, og de ansvarlige skal stilles til ansvar, skriver ministeriet.

Tidligere har USA’s præsident, Donald Trump, udtalt, at han finder saudiernes forklaring troværdig. Også han understregede dog, at man ikke var færdig med efterforskningen af sagen.