32 civile meldes dræbt i luftangreb i Syrien på to dage

16x9
Arkiv. Russisk luftangreb i Aleppo d. 7. oktober 2015. Foto: Ammar Abdullah / Scanpix Denmark

Syv børn er blandt de dræbte.

Mindst 32 civile er de seneste dage blevet dræbt i luftangreb udført af USA mod en landsby kontrolleret af Islamisk Stat (IS) i det østlige Syrien.

Det oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, ifølge nyhedsbureauet AP.

18 civile blev dræbt torsdag, hvoraf syv var børn. Fredag blev 14 civile dræbt. De dræbte er ifølge Sohr flygtninge fra Irak.

Angrebene skete mod landsbyen Souseh, der ligger øst for floden Eufrat.

Den 10. september indledte De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), der kæmper på samme side som den amerikanskledede koalition, en stor offensiv mod en del af Eufratdalen, hvor op mod 3000 islamiske ekstremister vurderes at opholde sig.

Siden da har den militante organisation IS udvidet sit territorium ved floden. Tidligere på ugen udtalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at IS i den forbindelse skal have taget 700 mennesker som gidsler.