EU-domstol på kollisionskurs med kontroversiel polsk regering – skal stoppe lov øjeblikkeligt

16x9
I juli var der protester mod regeringens reformer af domstolene ved præsidentpaladset i Warszawa. Foto: Ritzau Scanpix

Det er EU-Kommissionen, der har ført sagen om Polens omstridte retsreformer for EU-Domstolen.

EU-domstolen i Luxembourg har fredag udsendt meddelelse om, hvordan den vil dømme i et opgør, der har sendt EU på kollisionskurs med Polens regering.

Og meddelelsen er klar i mælet: Polen skal øjeblikkeligt indstille landets omstridte pensionering af dommere.

Selv om den endelige dom ikke er faldet, og den polske regering derfor har mulighed for at reagere på meddelelsen, skal landet omgående følge EU-domstolens meddelelse. 

- Det her er en meget opsigtsvækkende sag. Det er ikke mere end to dage siden, at den nationale anklager i Polen kaldte EU-domstolens involvering for grundlovsstridigt. Den slags tale har jeg aldrig hørt før, i den tid jeg har beskæftiget mig med europæisk politik, siger Marlene Wind, der er professor i international politik ved Københavns Universitet, til TV 2. 

Den polske premierminster, Mateusz Morawiecki, udtaler ifølge Politico, at "vi vil helt sikkert svare efter en nøje undersøgelse". 

Polen har med en lov, der trådte i kraft 3. april 2018, sænket pensionsalderen for højesteretsdommere fra 70 år til 65 år.

Det vakte stor bekymring, da den polske præsident, Andrzej Duda, underskrev reformen af Polens retssystem.
Det vakte stor bekymring, da den polske præsident, Andrzej Duda, underskrev reformen af Polens retssystem. Foto: Scanpix

27 af højesterettens 72 dommere er ifølge EU-Kommissionen omfattet af tvangspensioneringen.

Loven giver mulighed for at søge om dispensation til yderligere tre års virke. Men den skal gives af landets præsident.

Der har fra det internationale samfund været bekymringer om, at landets politikere blander sig i domstolens virke, og at de har ønsket udskiftning i dommerstanden for at kunne indsætte dommere, der er venligere stemt over for regeringen.

Anklager om politisk udrensning

EU-Kommissionen gik til EU-domstolen i slutningen af september og krævede en hurtig sagsbehandling.

Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), der sidder på magten i Polen, har igangsat reformen under løfter om at rense retten for korrupte dommere. 

Men oppositionen i Polen siger, at der er tale om en politisk udrensning, der har som mål at fjerne dommere, man ikke bryder sig om. 

Reformen af Polens retssystem har ført til kontroverser mellem Polen og EU. Sidste år, da den polske præsident underskrev reformen, aktiverede EU-Kommissionen for første gang en såkaldt artikel 7-procedure.

Den kan i yderste konsekvens betyde, at et land mister stemmeretten i EU's ministerråd.