Vragene af to danske slaveskibe fundet i Caribien

Danske og amerikanske arkæologer har med stor sandsynlighed fundet vragene af to danske slaveskibe fra 1710.

I 1710 forsvandt to danske slaveskibe efter en desperat sejlads uden mad fra Afrika mod det daværende Dansk Vestindien.

Nu er skibene med stor sandsynlighed blevet fundet i Caribien af et hold af amerikanske og danske marinearkæologer og historikere.

- Der er lavet en række videnskabelige undersøgelser af vragene, og vi er meget sikre på, at der faktisk er tale om rester af de to danske slaveskibe 'Christianus Quintus' og 'Fridericus Quartus', siger Andreas Kallmeyer Bloch i en pressemeddelelse.

Han er marinearkæolog og museumsinspektør på Vikingeskibsmuseet og har netop deltaget i en ekspedition ved vragene.

Nyheden om fundet bringes i bogen 'Dobbeltmytteriet på de danske slaveskibe' af journalist Jakob Olling, som udkommer torsdag.

Dykkere på vej ned til vraget.
Dykkere på vej ned til vraget. Foto: Esteban Gallo og Royer Coloner Leiva / Esteban Gallo og Royer Coloner Leiva

Mursten er stærkeste bevis

Resterne af de to skibe, 'Christianus Quintus' og 'Fridericus Quartus' ligger ud for Costa Ricas kyst og blev egentlig fundet i 1970'erne. 

Men de senere år er skibene blevet undersøgt årligt for at finde ud af mere om dem. Og det har ført holdet til en pakkeliste med blandt andet 38.600 danske mursten.

Murstenene er det stærkeste bevis på, at der er tale om skibe fra Danmark.

Historien om de to danske slaveskibe var dramatisk. På deres rejse til øen Sankt Thomas bliver de ramt både af orkaner, slaveoprør, dødelige sygdomme og fejlnavigation, før hungersnød udløste et fatalt mytteri.

Tordenskjold havde tjans på skibet

Slaveskibet 'Christianus Quintus' er i vores tid især kendt, fordi Tordenskjold fik sit første job til søs på skibet.

De to skibe er i dag stærkt nedbrudte. Og på vragene vokser et meget stort koralrev.

Alligevel kan man direkte på havbunden blandt andet se spor af de danske vrag i form af kanoner, et stort anker og den gigantiske bunke mursten.

En af de amerikanske arkæologer undersøger det såkaldte kanonvrag.
En af de amerikanske arkæologer undersøger det såkaldte kanonvrag. Foto: Jeremy Borrelli. / East Carolina University.

Ifølge Andreas Kallmeyer Bloch er vraget en mulighed for at udvide det danske forskningsfelt og give os ny viden om Danmark som søfartsnation og det liv, der blev levet på slaveskibe i 1700-tallet.

- Vi fortæller altid historien om vores handelsskibe, der sejlede rundt over hele kloden, og vi arkæologer er rigtig gode til at undersøge vrag langs de danske kyster.

- Men hvilken betydning, vi har haft på samfundene på rejsen rundt i verden og i vores kolonier, kender vi ikke nok til, siger han.