En million sendt på genopdragelse i lejre: - Det er for deres eget bedste, siger Kina

16x9
En lokal indbygger udspurgt af politiet i Kashgar i Xinjiang-provinsen. Foto: Thomas Peter / Ritzau Scanpix

Efter øget internationalt pres løftes noget af sløret for de politiske lejre i kinesisk provins.

Indbyggerne i Kinas nordvestlige Xinjiang-region er vant til at blive overvåget. Kameraer på gaderne, elektronisk overvågning og besøg fra embedsmænd, der skal vurdere familierne.

Men de senere år har det kinesiske styre strammet grebet om befolkningen i regionen, der i høj grad består af de muslimske befolkningsgrupper uigurer og kashaker.

en nylig rapport fremlægger menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch en lang række beviser for, at det kinesiske styre undertrykker de muslimske minoriteter.

Rapporten har øget det internationale pres på Kina for at forklare sig.

Og tilbage i august fremlagde et FN-panel en rapport med "troværdige oplysninger" om, at mere end en million mennesker befinder sig i genopdragelseslejrer.

Gennem træningen har de fleste kursister lært at reflektere over deres fejltagelser og kan tydeligt se essensen og den skade, terrorisme og religiøs ekstremisme medfører

Shohrat Zakir, formand for den regionale regering i Xinjiang

FN, USA og EU kræver indsigt, og nu løfter en af de politiske ledere af regionen så sløret for nogle af detaljerne om lejrene – og hvad de, set med det kinesiske styres briller, bliver brugt til.

Centre er en nødvendighed

Det er Shohrat Zakir, der er formand for den regionale regering i Xinjiang, som tirsdag udtaler sig i et interview med det statslige nyhedsbureau Xinhua.

Ifølge ham danner lejrene, eller centrene, rammen om et ”træningsprogram med professionel sprogtræning” med fokus på ”landets fælles sprog, kendskab til loven, sproglig kunnen foruden uddannelse i afradikalisering”, skriver den Hongkong-baserede avis South China Morning Post.

I interviewet afslører Shohrat Zakir ikke, hvor mange mennesker styret har sendt til genopdragelse i centrene, men han sagde, at en række kursister er tæt på at have nået det ønskede uddannelsesniveau. Formanden gav endvidere udtryk for, at kursisterne vil have afsluttet deres ophold inden længe.

- Gennem træningen har de fleste kursister lært at reflektere over deres fejltagelser og kan tydeligt se essensen og den skade, terrorisme og religiøs ekstremisme medfører, siger Shohrat Zakir.

- De har især forbedret deres nationale bevidsthed, bevidstheden om deres rolle som borgere, bevidsthed om retsstatsprincippet og samfundsfølelsen i den kinesiske nation, siger Shohrat Zakir.

Og så løftede Zakir sløret for, hvem centrene er til for.

Nemlig mennesker, der vurderes at være involveret i terrorisme eller ekstremisme, men som kun er mistænkt for mindre kriminelle forseelser og ikke har modtaget andre straffe.

Zakir omtaler ikke decideret tilbageholdelse, men sagde, at centrene tilbyder kollektiv træning og undervisning, og at sikkerhedsvagter patruljerer ved indgangene.

Loven ændret i regionen

Interviewet med Shohrat Zakir er den seneste udvikling i sagen om lejrene og den påståede tilbageholdelse af over en million mennesker.

I sidste uge vedtog den regionale regering med tilbagevirkende kraft en lov, der tillader lejrene. De bliver beskrevet som centre med det formål at ”uddanne og transformere”, skriver The Guardian.

Det kinesiske styre har ellers hidtil benægtet eksistensen af genopdrageslescentrene.

Til gengæld er styrets bekymring for oprør og ekstremisme i regionen ikke ny. Flere gange har der været voldelige sammenstød i regionen. Værst var det dog i 2009, hvor flere end 100 mistede livet.

Urolighederne fik den kinesiske regering til at iværksætte en strategi med titlen 'Ram dem hårdt'.

Xinjiang-provinsen er Kinas største i areal, og den grænser op til otte lande.
Xinjiang-provinsen er Kinas største i areal, og den grænser op til otte lande. Foto: TV 2 / TV 2

Det kinesiske styre har omtalt de muslimske separatistbevægelser i Xinjiang som terrorbevægelser på linje med Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Skal lovprise styret

Personer, der har været i genopdragelseslejrene, har fortalt, hvordan de skulle undsige Islam og islamisk kultur og i stedet blev trænet i at hylde det kinesiske kommunistparti.

En talsmand for uigurerne mener netop, at dette er det overordnede formål med det store indgreb mod den oprindelige befolkning i regionen, som blev en del af Kina i 1949. Siden er der kommet en enorm tilstrømning af Han-kinesere, der er den største etniske befolkning i Kina.

I videoen herunder kan du blive klogere på, hvorfor det kinesiske styre vil kontrollere Xinjiang-provinsen. Videoen er på engelsk og er produceret af South China Morning Post.

I mere end et år har de kinesiske myndigheder arbejdet efter de retningslinjer, der nu er gjort lovlige, mener Dolkun Isa, der er formand for en interesseorganisation for uigur-folket.

Ifølge ham er udrulningen af loven kun ”en formalitet, der skal forsøge at legalisere den hårde fremfærd over for muslimer i Xinjiang”.

Den tidligere udgave af loven fra sidste år begrænser også regionens indbyggeres ret til at klæde sig i særligt islamisk tøj og have ”unormalt” skæg. I loven gælder det også, at indbyggerne ikke må afholde deres børn fra at deltage i det nationale uddannelsesprogram.

Xinjiang-provinsen er Kinas største i areal og grænser op til otte lande. Regionen har cirka 20 millioner indbyggere, og det muslimske mindretal uigurerne udgør cirka 45 procent.