Efterforskere gennemsøger generalkonsuls hjem i sag om forsvunden journalist

Dansk analytiker vurderer, at den saudiske regering må have vidst besked om den forsvundne journalist Jamal Khashoggi.

Et hold af tyrkiske efterforskere undersøgte onsdag den saudiske generalkonsuls ejendom i Istanbul på jagt efter beviser i sagen om den saudiske journalist Jamal Khashoggi. 

Sagen har i den grad har sat gang i det internationale stordiplomati. Blandt andet var den omdrejningspunktet for USA’s udenrigsminister Mike Pompeos møde med Tyrkiets præsident i dag.

Nu bliver spørgsmålet, hvorvidt den saudiske ledelse kan vaske hænder i denne her sag

Fannie Agerschou-Madsen, cand.mag. i Mellemøststudier

Lovede oplysninger

Den amerikanske udenrigsminister kom netop fra et besøg hos Saudi-Arabiens kronprins, hvor saudierne lovede ham at komme med alle deres oplysninger i sagen:

- De sagde, at efterforskningen bliver grundig, fuldstændig og gennemsigtig. At hele verden vil få resultatet af efterforskningen at se, og at det ville ske hurtigt, berettede Mike Pompeo efter mødet.

USA's udenrigsminister Mike Pompeo besøgte i går Saudi-Arabien. Ifølge ham lover de snart at komme med flere informationer i sagen. Video: Mie Leonora Heiberg

Forbindelser til Saudi-Arabiens kronprins

Tyrkiet har beskyldt Saudi-Arabien for at have myrdet Khashoggi, som ikke er set siden sit besøg på det saudiarabiske konsulat i Istanbul 2. oktober.

Saudi-Arabien benægter fortsat at have noget kendskab til sagen.

Men ifølge den amerikanske avis The New York Times har mindst ni de 15 saudiarabere, som Tyrkiets myndigheder har nævnt som mistænkte i sagen, forbindelser til Saudi-Arabiens kronprins Mohamed bin Salman.

- Hvis det er rigtigt, bliver det noget sværere for det saudiske regime at forklare, at det her kunne være begået af folk, de ikke har forbindelse til, siger TV2s korrespondent Rasmus Tantholdt, som er i Istanbul for at følge Khashoggi-sagen.

Indrømmelser på vej

Desuden har anonyme kilder fortalt til det amerikanske medie CNN, at Saudi-Arabiens myndigheder lige nu arbejder på en rapport, der skal udgives snarest.

Her vil de angiveligt indrømme, at Khashoggi døde under en afhøring på konsulatet i Istanbul.

Fannie Agerschou-Madsen, Cand. mag. i Mellemøststudier, siger det er usandsynligt, at Saudi-Arabien ikke kendte til sagen om Khashoggi. Video: Mie Leonora Heiberg

Hvis det er tilfældet, bliver det efterhånden svært for Saudi-Arabiens regering at vikle sig ud af skyldsspørgsmålet, vurderer Fannie Agerschou-Madsen, cand.mag. i Arabisk og Mellemøststudier fra Københavns Universitet:

- De har startet de sidste to uger med at benægte alt, og så kommer informationerne om, at kilder tæt på den saudiske ledelse overvejer at indrømme, at han er blevet slået ihjel på konsulatet. Nu bliver spørgsmålet, hvorvidt den saudiske ledelse kan vaske hænder i denne her sag.

USA's udenrigsminister Mike Pompeo med Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman
USA's udenrigsminister Mike Pompeo med Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman Foto: Us Department Of State / Handout / Ritzau Scanpix

Saudi-Arabien har gjort det før

USA’s præsident Donald Trump har spekuleret i, at der kunne være tale om et ustyrligt dræberhold, der handlede på egen hånd.

Men det er meget usandsynligt, mener Fannie Agerschou-Madsen:

- Saudi-Arabien har en lang tradition for at fængsle kritikere. Det er også centralt i vurderingen af, hvorvidt ledelsen kan have haft kendskab til det her. Senest i foråret blev en række kvinderettighedsforkæmpere fængslet i forbindelse med, at kvinder fik lov til at køre bil. Set i den kontekst er det usandsynligt, at ledelsen ikke har kendt til denne her sag, siger hun.

Khashoggi-sagen er udtryk for paradoks

Netop historien om de saudiske kvinders opnåelse af retten til at køre bil hænger sammen med det signal, kronprins Mohamed bin Salman gerne vil sælge til omverdenen om et forandret og moderne Saudi-Arabien.

Men det billede hænger ifølge Fannie Agerschou-Madsen ikke sammen med en saudisk regering, der lukker munden på sine kritikere:

- Med den ene hånd ønsker den saudiske ledelse at indføre de her økonomiske reformer og åbne op for udenlandske investorer. Med den anden hånd slår de så hårdt ned på kritikere og har en fuldstændig nul-tolerance overfor kritik af regimet. Og det er jo det paradoksale, hvordan de skal balancere mellem disse to roller. Og så ender de i sådan en situation, som vi ser nu, forklarer hun.

Forholdet mellem USA og Saudi-Arabien

Donald Trump tog i dag Saudi-Arabien i forsvar og fastholdt, at kongerigets regering bør betragtes som uskyldige til andet er bevist:

- Så kører det igen med den der "du er skyldig til andet er bevist". Det bryder jeg mig ikke om, sagde den amerikanske præsident i går i et interview med nyhedsbureauet AP.

Saudi-Arabiens ledelse bør være uskyldige til andet er bevist, mener Donald Trump.
Saudi-Arabiens ledelse bør være uskyldige til andet er bevist, mener Donald Trump. Foto: Evan Vucci / Ritzau Scanpix

Saudi-Arabien og USA er handelsmæssigt tæt forbundet - blandt andet har regimet foretaget massive investeringer i den amerikanske våbenindustri.

Derfor er udmeldingen fra præsidenten ifølge Rasmus Tantholdt og Fannie Agerschou-Madsen ikke overraskende:

- Trump er kendt for at have et meget tæt forhold til Saudi-Arabien. Det var det første land, Trump besøgte, efter han blev indsat som præsident. Privat har han også tidligere haft tætte forhold til regimet i forbindelse med sit eget forretningsimperium, siger Tantholdt.

Problematisk for Trump

Det tætte forhold vil ifølge Fannie Agerschou-Madsen skabe en stor udfordring for Trump, hvis Saudi-Arabiens regering viser sig at stå bag et mord på Kamashoggi:

- De saudiske investeringer i den amerikanske våbenindustri er af så massiv karakter, at det er problematisk for Trump, hvis de skal rulles tilbage, konkluderer hun.

Herunder kan du læse om forløbet i Kamashoggi-sagen frem til nu:

Tidslinje over Khashoggi-sagen
2018
Fredag 28. september
Første besøg på konsulatet
Politi på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Tolga Bozoglu / Ritzau Scanpix
Jamal Khashoggi besøger første gang det saudiarabiske konsulat i Istanbul, fordi han skal hente den skilmisseerklæring, han ifølge tyrkisk lov skal bruge for at kunne gifte sig på ny med sin forlovede. Hun fortæller senere til nyhedsbureauet Reuters, at Jamal Khashoggi blev bedt om at vende tilbage, fordi det ville tage tid at udføre papirarbejdet.
Tirsdag 2. oktober.
Sidste gang Khashoggi ses i live
Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Tolga Bozoglu / Ritzau Scanpix
Jamal Khashoggi bliver sidst set, da han 2. oktober vender tilbage til konsulatet for at hente erklæringen. Han efterlader sin tyrkiske forlovede udenfor og siger til hende, at han hurtigt vil være tilbage.
Onsdag 3. oktober
Khashoggi meldes forsvundet
Saudi-arabiens generalkonsul Mohammad al-Otaibi. Osman Orsal / Ritzau Scanpix
Saudi Arabien melder dagen efter ud, at Khashoggi er forsvundet, men at han forlod konsulatet i Istanbul i live.
Lørdag 6. oktober
Tyrkiet anklager Saudi-Arabien
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har flere gange udtalt sig i sagen. Adem Altan / Ritzau Scanpix
Det er dog ikke en opfattelse, de tyrkiske myndigheder deler. De anklager 6. oktober det saudiske styre for at have dræbt journalisten.
Tirsdag 9. oktober
Offentliggørelse af overvågningsbilleder
Billedet her viser Jamal Khashoggi gå ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul 2. oktober. Reuters
Overvågningsbilleder, der viser Khashoggi gå ind i konsulatbygningen, bliver offentliggjort. Ingen billeder viser ham forlade konsulatet igen. Samme dag nægter Saudi-Arabien at være indblandet i Khashoggis forsvinden.
Onsdag 10. oktober
Billeder af saudiske agenter
Billedet her viser en sort varevogn, der ifølge et tyrkisk medie var ved konsulatet omkring tidspunktet, hvor Jamal Khashoggi også var derinde. Reuters
Tyrkiske medier offentliggør 10. oktober billeder, som de mener viser saudiske agenter ankomme til Istanbul, kort før Khashoggi forsvandt.
Fredag 12. oktober
Oplysninger om drabsbeviser
Politi overvåger det saudiske konsulat i Istanbul. Erik S. Lesser / Ritzau Scanpix
Kilder i den amerikanske administration siger til Washington Post og CNN, at Tyrkiet har oplyst USA om, at de ligger inde med både video -og lydmateriale, der beviser, at Khashoggi blev dræbt på konsulatet.
Mandag 15. oktober
Saudi-Arabien forbereder rapport
CNN og New York Times oplyser, at Saudi-Arabien - ifølge anonyme kilder - forbereder sig på at indrømme, at Jamal Khashoggi døde på konsultatet i Istanbul. Ifølge medierne blev Jamal Khashoggi dræbt "som følge af en afhøring, der gik galt".
Fredag 15. oktober
Den 15. og 16. oktober bliver konsulatet i Istanbul undersøgt af det tyrkiske politi og en saudiarabisk delegation. Bygningerne bliver undersøgt for spor efter Jamal Khashoggi.
Tirsdag 16. oktober
Pompeo i Saudi-Arabien
USA's udenrigsminister Mike Pompeo mødes med Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman Us Department Of State / Handout / Ritzau Scanpix
USA's udenrigsminister Mike Pompeo besøger Saudi-Arabien for at høre deres side af sagen. Styret gør det ifølge ham klart, at de snart vil fremlægge deres efterforskning i sagen.
 
Onsdag 17. oktober
Pompeo besøger Tyrkiet
Pompeo mødes med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Leah Millis / Ritzau Scanpix
USA's udenrigsminister Mike Pompeo besøger Tyrkiets præsident Erdogan for at høre Tyrkiets side af sagen.