Brexit-aftale udskudt på ubestemt tid

Onsdag forsøgte EU's medlemslande forgæves at nå frem til en brexit-aftale. Allerede inden mødet troede Lars Løkke Rasmussen ikke på en aftale.

- Det bliver ikke i aften, der bliver lavet en aftale med Storbritannien.

Ordene kom prompte fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han onsdag ankom til topmøde i Bruxelles. Her forsøgte EU's medlemslande at nå frem til en endelig aftale med Storbritannien, når landet forlader unionen. 

- Der skal jo findes en løsning. Det er uomgængeligt, at Storbritannien forlader EU ved udgangen af marts næste år, og det er jo i alles interesse, at der bliver fundet en løsning. Men særligt det her spørgsmål om Irland er tungt, sagde statsministeren. 

Få timer efter stod det da også klart, at det ikke var muligt for EU-landene at finde en fælles løsning. Den officielle udmelding er ifølge Reuters, at landene ikke vil mødes igen, før EU's chefforhandler for Brexit, Michael Barnier, med sikkerhed kan sige, at der er sket fremskridt i forhandlingerne. 

- Ingen ønsker hård grænse

Når Storbritannien ved udgangen af marts forlader EU, følger Nordirland med, mens resten af Irland forbliver medlem. Derfor er det helt store dilemma ved brexit, hvordan den geografiske grænse mellem de to lande skal fungere.

EU’s medlemslande er blevet enige om, at de gerne vil forhandle videre. De har fuld tiltro til deres egen forhandler, Michael Barnier. De er også enige om, at forhandlingerne ikke skal foregå i Bruxelles mellem stats- og regeringscheferne. Det er til trods for, at Theresa May godt kunne tænke sig det.
På nuværende tidspunkt er der ikke tilstrækkelig fremgang i forhandlingerne om grænseproblematikken med Irland og Nordirland til, at de vil sætte en ny dato for et topmøde. Det var ellers planlagt, at det skulle have fundet sted i midten af november. Men de holder vejret og giver mere tid til briterne, og så må vi se, hvor det ender.

I frygt for at borgerkrigen i Nordirland skal blusse op igen, vil medlemslandene undgå at lave en fysisk grænsekontrol. Spørgsmålet er dog, hvordan toldbehandlingen af varer mellem Storbritannien og EU så skal fungere. 

EU kræver en såkaldt 'bagstop-aftale', hvor Nordirland forbliver en del af den europæiske toldunion, indtil man har sikret alternative handelsaftaler. Men det vil Storbritannien ikke, da det vil skabe en toldgrænse mellem Nordirland og resten af Storbritannien.

Det vil være godt at diskutere idéen om en længere overgang.

Irlands premierminister, Leo Varadkar. 

- Ingen har lyst til at genetablere en hård grænse mellem Irland og Nordirland og sætte freden over styr. Det er det ene synspunkt. Det andet er, at vi heller ikke skal dele Storbritannien i to. Så der skal findes en tredje vej, og det kræver noget kreativitet. Men det føler jeg mig optimistisk omkring, at der godt kan være. Men det bliver ikke i dag, lød det fra Lars Løkke Rasmussen. 

EU tilbyder at forlænge overgangsperioden for Storbritannien

Hvis brexit-aftalen ikke når at komme i hus inden udgangen af marts, kan en midlertidig løsning være at forlænge overgangsperioden. Tidligere på dagen kunne Financial Times erfare, at EU er åben for at tilbyde Storbritannien en etårig forlængelse af overgangen.

Og det forslag byder Irlands premierminister, Leo Varadkar, velkommen:  

- Det vil være godt at diskutere idéen om en længere overgang. Men det kan ikke være et alternativ til et bagstop i Irland. Men hvis det kunne forvisse folk om, at et bagstop ikke bliver aktiveret, vil det være positivt, sagde Leo Varadkar, da han ankom til Bruxelles. 

Storbritanniens premierminister, Theresa May, var en del mere uklar, da hun blev spurgt ind til muligheden for forlængelse:  

Theresa May, topmødet i Bruxelles.

- Jeg vil se på de problemer, der skal løses i forbindelse med bagstoppet. Jeg mener, at vi kan finde en løsning ved at samarbejde. En løsning, der gør os i stand til at gå videre med hele pakken og fremtidige partnerskaber, sagde Theresa May. 

Næste topmøde om brexit-aftalen skulle efter planen have fundet sted 17. november. Men den aftale er foreløbigt aflyst. 

- Vi har brug for mere tid, og vi arbejder videre i de kommende uger. Roligt og tålmodigt, lød det onsdag fra EU's chefforhandler, Michael Barnier.