Trump: - Uafhængige drabsmænd kan stå bag journalists forsvinden

16x9
Billedet her viser Jamal Khashoggi gå ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul 2. oktober. Siden han gik ind i bygningen, har ingen set ham. Foto: Reuters

Det udtaler den amerikanske præsident, efter han mandag havde en telefonsamtale med den saudiarabiske kong Salman.

USA's præsident, Donald Trump, udtaler mandag i et interview med den amerikanske tv-station CNN, at det kan være "uafhængige drabsmænd", som har dræbt den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.

Mandag aften oplyser CNN og New York Times imidlertid, at Saudi-Arabien - ifølge anonyme kilder - forbereder sig på at indrømme, at Jamal Khashoggi døde på landets ambassade i Istanbul. 

Ifølge medierne blev Jamal Khashoggi dræbt "som følge af en afhøring, der gik galt".

- Kong Salman benægter kendskab

Donald Trumps udtalelse kommer, efter han tidligere mandag talte i telefon med den saudiarabiske kong Salman om journalistens forsvinden.

- Kong Salman benægter ethvert kendskab til journalistens mystiske forsvinden, skriver Trump på Twitter. 

Ifølge USA's præsident oplyste kong Salman, at Saudi-Arabien arbejder tæt sammen med Tyrkiet om at finde ud af, hvad der er sket med Jamal Khashoggi. 

Trump oplyser i tweetet desuden, at han sender udenrigsminister Mike Pompeo til Saudi-Arabien for at mødes med kong Salman og blive klogere på Jamal Khashoggis forsvinden. 

Forsvandt på saudiarabisk konsulat

Den systemkritiske, saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi gik ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul 2. oktober for at hente en skilsmisseerklæring. Hans forlovede ventede på ham udenfor, men Jamal Khashoggi kom aldrig ud. 

Siden har sagen grebet om sig, og ifølge Tyrkiets efterforskning peger det i retning af, at journalisten er blevet dræbt. Det benægter de saudiarabiske myndigheder, og nu afviser saudiarabiske kong Salman altså også, at han skulle have kendskab til Jamal Khashoggis forsvinden. 

Både myndigheder og medier forsøger at finde ud af, hvad der er sket med journalisten, og i sidste uge skrev The Washington Post, at tyrkiske og amerikanske efterretningskilder sagde, at tyrkerne havde fået fat i lyd og billeder af mordet på Jamal Khashoggi. Tyrkerne har imidlertid været tilbageholdende med at fremlægge optagelserne. 

Den saudiarabiske indenrigsminister har udtalt, at beskyldningerne om, at de saudiarabiske myndigheder skulle have dræbt Jamal Khashoggi, er "løgne og ubegrundede beskyldninger".

Journalists kritik af styret har udgjort trussel

Jamal Khashoggi er en saudiarabisk journalist, som ifølge BBC tidligere har været redaktør på avisen al-Watan. 

Da den systemkritiske journalist fik problemer med at offentliggøre sine holdninger, flyttede han i eksil i USA. Her blev han skribent på den amerikanske avis The Washington Post, hvor han skrev kritiske artikler om Saudi-Arabien og det saudiarabiske styre. 

Jamal Khashoggi har altså udgjort en trussel mod det billede, som den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, har forsøgt at skabe af Saudi-Arabien. Og det kan ifølge Martin Selsøe Sørensen, tidligere korrespondent i Tyrkiet og nu journalist på TV 2 NEWS, være et oplagt motiv til at ville bekæmpe Jamal Khashoggi. 

- Nogle har måske lagt mærke til de historier, der har været rundt omkring i verdens medier om den store reformator, som nu har tilladt kvinder at køre bil for første gang. Han (kronprinsen, red.) skulle stå for en form for liberalisering af kongedømmet, sagde Martin Selsøe Sørensen tidligere til TV 2.

- Der er dog en række kritikere, herunder Khashoggi, der har sagt, at det ikke er den historie, som de oplever i Saudi-Arabien.

Undersøgt af efterforskere

Presset mod Saudi-Arabien og det saudiarabiske styre betyder, at oliepriserne i det olierige land mandag steg med to procent. Det svarer til, at en tønde råolie nu koster cirka 525 kroner. 

Og Saudi-Arabien truer med, at priserne vil fortsætte med at stige, hvis presset mod landet fortsætter.

Det sker, efter at Trump søndag i programmet '60 minutes' på den amerikanske tv-station CBS udtalte, at Saudi-Arabien vil stå over for en "alvorlig straf", hvis de står bag mordet på Jamal Khashoggi. 

Tyrkiske efterforskere har forladt det saudi-arabiske konsulat i Istanbul natten til tirsdag, efter at have foretaget undersøgelser på stedet i otte timer sammen med en delegation fra Saudi-Arabien.

Da efterforskerne forlod konsulatet, tog de blandt andet jord fra konsulatets have med sig. Jorden blev lastet i varevogne, inden efterforskerne forlod stedet. Det oplyser en embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.