Regn og oversvømmelser i Frankrig dræber mindst 10

Ekstrem sommervarme kan have forstærket de kraftige regnskyl.

Mindst 10 personer er døde i det sydvestlige Frankrig som følge af kraftig regn.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mængden af regn, der faldt natten til mandag, svarer til flere måneders regn på ganske få timer.

Det er derfor store vandmasser, som på ganske kort tid har udløst oversvømmelser i området og fanget folk på hustage.

I byerne Conques-sur-Orbiel og Villardonnel melder nyhedsbureauet, at vandet er nået helt op i førstesals højde.

Druknet i søvne

- Vi har folk, der er strandet på hustage. Vi bliver nødt til at bruge helikoptere for at evakuere dem, for vi kan ikke nå dem med båd på grund af det kraftige vandstrømme.

- Det er for farligt, sagde præfekt i Aude-departementet, Alain Thirion, tidligere mandag til Reuters.

Det er helt usædvanligt, at de her storme rammer Europa

Sebastian Pelt, TV 2s meteorolog

Tidligere mandag fortalte han desuden, at seks redningshelikoptere er tilkaldt, men at dårligt vejr forhindrer redningsarbejdet, som 250 brandmænd og 100 politifolk for nuværende er involveret i.

- Der er intet tilbage. Der er kun et hul i jorden. Det var meget voldsomt, siger Ines Siguet fra byen Villeailhenc til nyhedsbureauet AP.

Et af ofrene blev revet med af vandmasserne, mens vedkommende lå og sov.

Varmt vejr kan være årsagen

De store vandmasser skyldes resterne af den tropiske storm, Leslie, der søndag bevægede sig ind over ferieøen Madeira. Det fortæller TV 2s meteorolog Sebastian Pelt.

- Det er helt usædvanligt, at de her storme rammer Europa, fortæller Sebastian Pelt.

Massevis af huse og veje står ødelagte efter voldsom regn og oversvømmelser.
Massevis af huse og veje står ødelagte efter voldsom regn og oversvømmelser. Foto: Guillaume Horcajuelo / Ritzau Scanpix

Han fortæller, at nedbørsmængden, der har ramt området på få timer, ligger på 139,8 milimeter. For at sætte det i perspektiv, svarer mængden af regnen næsten til, at 14 store gulvspande kunne fyldes op per kvadratmeter.

En anden forklaring på den voldsomme regn kan være det varme vejr.

2018 har været det varmeste år i Frankrig siden 1900, og meteorologer mener, at det har forstærket de kraftige regnskyl, der kommer regelmæssigt i efteråret i regionen.

- Det skyldes, at varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold luft. Man får derfor voldsommere vejrfænomener, siger Sebastian Pelt.

- Det er derfor, vi ikke kan opleve skybrud i Danmark om vinteren. Den kolde luft kan ikke indeholde nok vand til at kunne give et.

Til trods for at det er ganske kendt hos meterologer, at varmere vejr kan give kraftigere regn, var det tvivlsomt, om de franske eksperter kunne have forberedt sig bedre på katastrofen.

- Vejrmodellerne har svært ved at simulere overgangen fra tropisk storme til det lavtryk, som man kender i området. Det er virkelig sjældent, man ser et gammelt, tropisk uvejr komme ind i Europa, siger Sebastian Pelt.  

Kontakt pårørende

Regnskyllene i området og situationen generelt er så alvorligt, at Udenrigsministeriet i Danmark har udsendt en varsling:

- Store oversvømmelser ved kysten i det sydlige Frankrig mellem Montpellier og grænsen til Spanien på grund af voldsomt regnvejr.

- Der forventes mere regn. Hvis du opholder dig i det sydøstlige Frankrig, bør du kontakte dine pårørende og fortælle, at du er ok. Følg lokale myndigheders anvisninger og hold dig opdateret om vejrsituationen, skriver Udenrigsministeriet i varslet.