Dansker risikerer dødsstraf i Nigeria for drab på kone og datter - nu peger han på svigerfamilien

16x9
Den 53-årig dansker risikerer dødsstraf i Nigerias hovedstad Lagos Foto: TV 2 / TV 2

Når sagen mod ham bliver genoptaget til november, risikerer den 53-årige dansker dødsstraf.

- Det var min kones stedfar, der stod bag drabet på min kone og min datter. Vi havde betalt for det hus, han og hans familie boede i, og de myrdede min kone og min datter, fordi de var blevet bedt om at forlade huset, da vi skulle bruge ejendommen.

Sådan lyder en 53-årig dansk mands version af de begivenheder, der i april i år førte til drabet på mandens 37-årige nigerianske kone og parrets fireårige datter i deres lejlighed i Ikoyi i Lagos i Nigeria.

Retssagen mod den danske mand er netop startet. Her er han tiltalt for drabene, og han risikerer dødsstraf, hvis han bliver fundet skyldig i tiltalen.

- Retssystemet i Nigeria er meget hårdt, men det fungerer. Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved dødsstraffen i landet, siger Sine Plambech, seniorforsker med ekspertise i blandt andet Nigeria på Dansk Institut for Internationale Studier til TV 2.

Nigeria er et af de afrikanske lande, hvor man tager dødsstraf meget bogstaveligt.

- Dødsdomme bliver eksekveret i Nigeria, så der er en reel risiko for min klient, har danskerens forsvarsadvokat Olasupo Shasore tidligere sagt til TV 2.

Fjernede pengeskab

Det var ham, der i retten i Lagos for første gang præsenterede retten - og offentligheden - for den 53-årige danskers version af sagen. Det skete ifølge blandt andet retsreferatet i det nigerianske medie The Nation under en afhøring af et af anklagernes vidner, det 37-årige nigerianske drabsoffers stedfar.

Forsvareren sagde i retten, at kvindens stedfar på dagen for drabet tog til den ejendom, hvor danskeren og hans kone og datter boede i Lagos, og at stedfaren og flere andre familiemedlemmer stod bag drabet på den 37-årige kvinde og hendes fireårige datter.

Ifølge Olasupo Shasore er stedfaren og flere andre familiemedlemmer desuden fanget på overvågningskameraer i ejendommen dagen efter, hvor de kom for at fjerne et pengeskab, der tilhørte den 37-årige kvinde.

Det afviste kvindens stedfar, og han afviste også, at hans steddatter og hendes danske mand skulle havde betalt for familiens bolig.

Vidner: Dansker var voldelig

Kvindens stedfar og familiens chauffør siger derimod at den 53-årige dansker var voldelig over for sin kone, som ville ud af ægteskabet - og at det var derfor, hun blev dræbt.

Chaufføren har i retten forklaret, at kvinden i august sidste år pludselig bankede på hans dør.

- Jeg åbnede døren, og jeg så, at hun stod med datteren. Fruen sagde, at han ville dræbe hende, så hun ville gerne væk. Hun sagde, at deres ægteskab var ovre, forklarede chaufføren ifølge Ritzau i retten.

Men et andet af anklagerens vidner, parrets stuepige, har dog forklaret, at hun aldrig har set danskeren være voldelig over for den 37-årige kvinde, og at parret var meget lykkelige sammen.

Anklagemyndigheden: Forsøgte at skjule drab

Ifølge anklagemyndigheden forsøgte den 53-årige dansker at få det til at se ud, som om hans kone og datter var blevet kvalt som følge af et gaslæk. Anklagemyndigheden mener, danskeren bankede sin 37-årige kones hoved flere gange mod en væg, så hun døde, og at han derefter forgiftede parrets fireårige datter.

- Han havde slæbt deres livløse kroppe hen til gashanen for at skabe det indtryk, at de var blevet kvalt som følge af et gaslæk, har anklager Effiong Asuquo ifølge Nigerian News Agency sagt ved et af de indledende retsmøder i sagen mod danskeren.

I Nigeria har drabet særligt vakt opsigt, fordi den 37-årige kvinde var en kendt musiker i landet. Hun havde lige fået en international pladekontrakt.

Genoptages 27. november

Sagen mod den 53-årige dansker bliver ifølge nigerianske medier genoptaget 27. november. Hvis den 53-årige dansker bliver dømt, kan han anke en eventuel straf. Den højeste retsinstans i Nigeria er Supreme Court (Højesteret, red.).

Over for TV 2 har Udenrigsministeriet tidligere bekræftet, at man yder assistance til en dansk statsborger, der er tilbageholdt i Nigeria.

- Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er tilbageholdt i Nigeria. Ambassaden og konsulatet i Nigeria yder sædvanlig konsulær bistand. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan ikke bidrage med yderligere oplysninger, lød det i en mail fra Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter.