Kanye West talte om fly, kasketter, racisme og bandevold - Trump lyttede bare

Den amerikanske rapper Kanye West mødtes torsdag med Donald Trump i Det Hvide Hus.

Efter at have talt uafbrudt i mange minutter hev rapperen sin mobiltelefon op af lommen for at vise præsidenten billeder af en flyvemaskine. Et fly, han kalder ”iPlane”, som han vil have Apple til at lave, og som skal erstatte præsidentens fly, Air Force One.

Så talte han videre om nødvendigheden af, at præsidenten tager sig godt ud og om at skabe jobs i USA.

- Hvis han ikke ser godt ud, ser vi ikke godt ud, sagde Kanye West, mens han pegede på Donald Trump, stadig med sin telefon i hånden.

I omkring ti minutter talte den verdensberømte rapper om alt muligt forskelligt, og imens sad USA’s præsident, Donald Trump, ved sit skrivebord i Det Ovale Værelse og lyttede.

Kanye West mener, at Air Force One skal erstattes af et
Kanye West mener, at Air Force One skal erstattes af et "iPlane". Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

- Jeg må sige, det var ret imponerende, sagde præsidenten, da talestrømmen hørte op, og fik de mange tilstedeværende til at grine.

Inviteret til frokost

Kanye West var inviteret til frokost i Det Hvide Hus for blandt andet at diskutere fængselsreformer, og hvordan man kan forhindre bandevold i hans hjemby Chicago.

Men det var musikstjernens enetale efterfølgende, der løb med al opmærksomheden.

Kanye West, der er erkendt Trump-tilhænger, var iført den røde ’Make America Great Again’-kasket, som Donald Trump brugte under sin præsidentvalgkamp.

Hatten har rapperen haft på ved flere lejligheder, senest under stor opmærksomhed i tv-programmet 'Saturday Night Live'. Et program som gennem længere tid har ligget i krig med Trump.

Betydningen af kasketten kom han – blandt meget andet - også ind på i Det Hvide Hus.

Det blev en længere forklaring om faderfigurer, at han savnede maskulin energi i sit barndomshjem, fordi forældrene gik fra hinanden, og noget om Hillary Clintons præsidentkampagne.

- Jeg elsker Hillary (Clinton, red.). Jeg elsker alle. Men kampagnen ’I’m with her’ (Jeg støtter hende, red.) fik mig ikke til at føle mig som en fyr, der ikke så meget til sin far. Som en fyr, der kunne spille baseball med sin søn. Når jeg tog den her hat på, fik det mig til at føle som Superman. Du skabte en Superman. Det er min yndlingssuperhelt, sagde Kanye West rettet mod præsidenten.

Tror de, racisme kan styre mig?

Kanye West har tidligere fået meget kritik fra sorte amerikanere for sin støtte til Donald Trump. Men beskyldninger om racisme mod præsidenten kan ikke holde Kanye West fra at støtte Trump, lød det.

- Jeg er vild med, at venstrefløjen forsøger at styre sorte gennem racisme som koncept, fordi de ved, at vi er stolte og følelsesladede. Så når jeg siger til dem, jeg kan lide Trump, så siger de, at han er racist. Tror de, at racisme kan styre mig? Det stopper mig ikke, det er en usynlig væg, sagde Kanye West.

Han har tidligere holdt møde med Donald Trump. I december 2016 mødtes de to i Trump Tower i New York.

Tidligere i år var Kanye Wests hustru, realitystjernen Kim Kardashian, på besøg i Det Hvide Hus, hvor hun forsøgte at overtale præsidenten til at benåde en narkotikadømt 63-årig kvinde, hvilket Donald Trump gjorde.

Torsdagens seance i Det Ovale Værelse endte i en vældig omfavnelse mellem Donald Trump og Kanye West.

- Jeg elsker denne mand. Lad mig omfavne ham, sagde rapperen.