Melania Trump: - Jeg er den mest mobbede person i verden

Flere kritikere har pointeret, at førstedamens mand, Donald Trump, selv er en mobber.

- Jeg er en af de mest mobbede personer i verden, hvis man virkelig ser på, hvad folk siger om mig. 

Sådan lyder det fra USAs førstedame, Melania Trump, i et interview med amerikanske ABC News.  

Interviewet fandt sted i Afrika, hvor Melania Trump befandt sig i forbindelse med sin kampagne 'Be Best'. I kampagnen sætter hun fokus på online-mobning. 

Og kampagnens fokus har den amerikanske førstedame valgt, fordi hun selv oplever at blive mobbet, fortæller hun. 

- Vi skal få lært børnene en social, følelesmæssig adfærd, siger Melania Trump i interviewet med ABC News.

Kritik af Donald Trump for at mobbe

Kritikere har pointeret, at Melania Trumps mand, USAs præsident, Donald Trump, flere gange er blevet kritiseret for at mobbe.

Et omdiskuteret eksempel er et klip af Donald Trump fra 2015, hvor han stadig var kandidat til posten som præsident.

Flere amerikanske medier rettede skarp kritik mod Trump for i klippet at gøre grin med en handikappet journalist ved at fægte med armene og efterligne journalistens sygdom.

Trump selv afviste dengang kritikken med, at han ikke var klar over, at journalisten havde et handikap.

Advarer Trump mod "utroværdige personer"

Melania Trump fortæller i interviewet, at der arbejder flere mennesker i Det Hvide Hus, som Donald Trump ikke kan stole på. Hun siger, at hun sørger for at advare præsidenten mod disse - ifølge hende - utroværdige personer.

New York Times bragte i september en kronik fra en anonym medarbejder i Det Hvide Hus. I kronikken advarer den anonyme medarbejder amerikanerne mod Donald Trump.

Desuden udtaler Melania Trump i interviewet, at hun nyder at bo i Det Hvide Hus, og hun roser samtidig den amerikanske præsident for hans arbejde. 

- Jeg synes, min mand gør et fantastisk stykke arbejde. Hvad end han beslutter sig for at gøre (i forhold til at genopstille som præsident, red.), så støtter jeg ham, lyder det fra førstedamen.