Rigmænd i kapløb: Vil sende turister ud i rummet inden for få uger

16x9
Virgin Galactics' rumskib. Arkivfoto. Foto: Ho / Ritzau Scanpix

Turister kan opleve rummet tidligere end forventet, lyder det fra Virgin Galactics grundlægger.

Ganske snart kan turister bogstavelig talt sigte mod stjernerne.

Richard Branson, grundlæggeren af Virgin Galactics, fortæller i et interview, at forberedelserne til de første betalte rumrejser går bedre end forventet.

- Vi burde være i rummet inden for få uger, ikke måneder, siger mangemillionæren til CNBC.

Grusom ulykke

Richard Branson grundlagde det kommercielle rumfartsselskab i 2004.

Virgin Galactics lovede at kunne tilbyde rumfart for turister allerede i 2009, men forsinkelser og en voldsom ulykke i 2014 forhindrede, at planen kunne lykkes.

Under en testflyvning styrtede et SpaceShipTwo-rumskib ned i Californien i USA.

Der var to personer ombord på rumskibet, men mens piloten nåede at benytte katapultsædet og skyde sig ud af fartøjet i faldskærm, nåede andenpiloten det ikke og styrtede i stedet sammen med rumskibet til jorden og døde.

Stor konkurrence

Siden har rigmanden ikke været den eneste, der har vist interesse for rumrejser til andre end astronauter.

Lige nu konkurrerer han nemlig mod Tesla-grundlæggeren Elon Musk og Amazon-stifteren Jeff Bezos om at være den første til at udbyde rumturisme.

Tidligere i år - og første gang siden ulykken - lykkedes det Virgin Galactics at fuldføre en testflyvning af deres SpaceShipTwo-rumskib, og efterfølgende har entreprenøren udtalt, at han forventede at kunne deltage i de første rumrejser i april i år.

Dog krævede det en del astronaut-, fitness- og centrifugetræning, og først nu melder Richard Branson, at han føler sig klar til at gennemføre sin jomfrurejse i løbet af ganske få måneder.

Stor interesse

Ifølge Richard Branson er rumturisme et godt marked at gå ind i. I et interview til CNBC fortæller han, at han oplever en stor efterspørgsel.

- Otte ud af ti mennesker ville elske at rejse til rummet, hvis de havde råd til det, sagde Richard Branson.

- Det er derfor vores opgave at producere så mange rumskibe, at vi kan imødekomme efterspørgslen på rumrejser.