Trump siger undskyld til Kavanaugh for 'forfærdelig smerte' på vegne af hele USA

Den nye højesteretsdommer, der sidder på posten på livstid, er taknemmelig for Trumps støtte.

- Jeg vil gerne begynde på en lidt usædvanlig måde.

- På vegne af hele USA vil jeg gerne sige undskyld til Brett Kavanaugh og hele hans familie.

Sådan lød det, da USA's præsident, Donald Trump, mandag aften lokal tid tog imod den nyudnævnte højesteretsdommer Brett Kavanaugh i Det Hvide Hus.

Kavanaugh blev lørdag stemt igennem i det amerikanske senat med stemmerne 50 for og 48 imod. 

Trump: - Du beviste din uskyld

Forud for udnævnelsen, som har delt USA, blev Kavanaugh anklaget for at have begået et seksuelt overgreb mod professor Christine Blasey Ford ved en fest i begyndelsen af 1980'erne.

Yderligere to kvinder stod frem med anklager om seksuelle overgreb, og Kavanaughs alkoholvaner i hans ungdom blev endevendt.

En kontroversiel FBI-rapport frikendte dog den 53-årige amerikaner.

Trump brugte lejligheden i Det Hvide Hus til at beklage den "forfærdelige smerte", som Kavanaugh-familien har været igennem i forbindelse med anklagerne.

- Du har bevist, at du er uskyldig, tilføjede Trump, som også leverede en kras kritik af sine politiske modstandere:

- Dem, der træder til for at tjene vores land, fortjener en retfærdig og værdig modtagelse, ikke en kampagne med politisk og personlig ødelæggelse baseret på løgn og bedrag. Hvad der er sket for Kavanaugh-familien, overgår enhver forstand om retfærdighed, anstændighed og behørig procedure.

Taknemmelig for støtten

Allerede lørdag blev Kavanaugh officielt indsvoret, så mødet mellem ham og Trump i Det Hvide Hus mandag var rent ceremonielt.

Kavanaugh brugte lejligheden til at takke præsidenten for støtte. Samtidig understregede han, at han vil gøre sit ypperste for at være fair i sit nye job.

- Jeg vil altid være en holdspiller på holdet, der består af ni (højesteretsdommere, red.), lød det fra Kavanaugh.

Ifølge CNN erkendte Kavanaugh også, at processen omkring udnævnelsen har været "omstridt og følelsesmæssig", og at det har været en prøvelse for ham at stå igennem.

Kan rykke magtbalancen

Med godkendelsen af Brett Kavanaugh er der nu et konservativt flertal i den magtfulde højesteret, der kommer til at bestå af fem konservative dommere og fire demokrater.

Kavanaugh regnes for at være en yderst konservativ dommer, og flere eksperter vurderer, at valget af ham kan betyde, at kvinders ret til fri abort, som blev fastslået i USA i 1973, er truet.

- I betragtning af at der p.t. er 13 abortrelaterede sager hos de amerikanske appeldomstole, som udgør niveauet under højesteretten, er det ikke usandsynligt, at den nye højesteret kommer til at skulle forholde sig til det betændte abortspørgsmål igen inden for det næste års tid, skriver TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster i en analyse af udnævnelsen af Brett Kavanaugh.