Medier: Mand mistænkt for giftangreb er russisk militærlæge

Britiske medier har nu identificeret to mistænkte i giftangrebet mod den russiske eks-spion Sergei Skripal.

Det er ikke længe siden, at det undersøgende britiske medie Bellingcat kunne afsløre, at den ene af de mænd, der mistænkes for at stå bag giftangrebet mod eks-spionen Sergej Skripal, i virkeligheden er en russisk efterretningsofficer.

Nu har mediet imidlertid formået at identificere en anden mistænkt i sagen. 

Manden, som rejste under navnet Alexander Petrov, hedder i virkeligheden Alexander Mishkin, skriver Bellingcat på sin hjemmeside.

39-årige Alexander Mishkin arbejder som militærlæge og er tilknyttet den russiske efterretningstjeneste, GRU, lyder det videre. 

Beholdt eget fornavn og fødselsdag

Det britiske medie The Telegraph har gravet sig frem til samme oplysninger.

Mishkin brugte ikke kun samme fornavn under sin falske identitet, han fastholdt også samme fødselsdag

The Telegraph

Mediet fremhæver, at Mishkin valgte at beholde sit eget fornavn, da han tilbage i marts rejste til Salisbury i England for at udføre giftangrebet. 

- Mishkin brugte ikke kun samme fornavn under sin falske identitet, han fastholdt også samme fødselsdag - 13. juli 1979 - i sit falske pas, skriver The Telegraph. 

Har arbejdet for russisk efterretningstjeneste siden 2010

Oplysningerne, som de to medier har fundet frem til, bygger på en lang rækker kilder - både mundtlige og skriftlige - mens de også har fået fingrene i en kopi af Alexander Mishkins pas. 

Bellingcat skriver, at de tirsdag vil fremlægge alle oplysninger i sagen.

I perioden 2011- 2018 rejste Alexander Mishkin i stort omfang under sin nye identitet

Bellingcat

Indtil videre kan mediet dog bedyre, at Mishkin blev rekrutteret af GRU i 2010, da han studerede medicin i Moskva. Her fik han sit alias 'Alexander Petrov'.

- I perioden 2011- 2018 rejste Alexander Mishkin i stort omfang under sin nye identitet, skriver Bellingcat. 

Flere ramt af dødbringende nervegift

I Storbritannien er Alexander Petrov - eller Mishkin som han altså nu kaldes - en af de russiske mænd, som er mistænkt for at stå bag angrebet på 66-årige Sergei Skripal og dennes 33-årige datter Yulia Skripal. De blev forgiftet med det dødbringende Novichok i Salisbury tilbage i marts måned. 

Begge var længe i kritisk tilstand, men overlevede.

Anderledes var udfaldet, da et kærestepar i juni kom i kontakt med samme nervegift. Fundet af en kasseret parfumeflaske med giften i Salisbury førte til, at den 44-årig kvinde senere døde, mens hendes kæreste overlevede. Politiet arbejder ud fra en teori om, at parfumeflasken stammer fra angrebet på Sergei og Yulia Skripal.

Turister på kirketur

Rusland har flere gange afvist at stå bag giftangrebet.

I september udtalte præsident Vladimir Putin, at de to mistænkte blot er civile, som tilfældigt opholdt sig i byen, da giftangrebet fandt sted.

Begge stod efterfølgende frem på russisk stats-tv og fortalte samme historie. 

- Vores venner havde længe foreslået, at vi besøgte den pragtfulde by, sagde Alexander Petrov.

Et billede fra Fisherton Road i Salisbury fra den 4. marts viser de to mænd til fods. De påstår, at de var turister.
Et billede fra Fisherton Road i Salisbury fra den 4. marts viser de to mænd til fods. De påstår, at de var turister. Foto: Ho / Ritzau Scanpix

Ruslan Boshirov - som ifølge Bellingcat skulle være den russiske efterretningsofficer Anatoliy Chepiga - supplerede, at de blandt andet besøgte en kirke i byen: 

- Der er en berømt katedral. Salisbury Katedral. Den er ikke kun kendt i Europa, men sikkert i hele verden.

Politi kalder oplysninger for "spekulationer"

Efter de nye afsløringer mandag aften har flere medier forsøgt at få det britiske politi i tale.

Politiet ønsker dog ikke at kommentere sagen, som de ifølge BBC kalder for "spekulationer om identitet". 

Også en tredje mand menes at have forbindelse til giftangrebet. Dennes identitet er endnu ikke offentliggjort af britisk politi.