Journalist skulle hente skilsmissepapirer - nu anklages saudisk konsulat for at have dræbt ham

Den saudi-arabiske journalist Jamal Khashoggi er en kendt kritiker af det saudiske styre.

Myndighederne i Tyrkiet frygter, at en kendt saudisk journalist er blevet dræbt på det saudiske konsulat i Istanbul.

Jamal Khashoggi er en fremtrædende kritiker af det saudiske styre og skrev blandt andet kritiske klummer i Washington Post.

Journalisten er ikke set siden tirsdag, hvor han besøgte konsulatet i Istanbul for at hente en skilsmisseerklæring, og de tyrkiske myndigheder anklager nu det saudiske styre for at have dræbt journalisten.

- Det tyrkiske politis indledende vurdering er, at Khashoggi er blevet dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Vi tror, at drabet var planlagt, og at liget efterfølgende er blevet fjernet fra konsulatet, siger en tyrkisk embedsmand.

Khashoggi fotograferet i 2014, da han var chef for en tv-kanal i Saudi-Arabien.
Khashoggi fotograferet i 2014, da han var chef for en tv-kanal i Saudi-Arabien. Foto: Mohammed Al-shaikh / Ritzau Scanpix

Anklager fra toppolitiker

De tyrkiske myndigheder anklager også de saudi-arabiske myndigheder for at have "slået ham ihjel og skåret ham i småstykker" på konsulatet. Ifølge mediet Middleeast Eye er det en højtstående politikilde i Tyrkiet, der kommer med de opsigtsvækkende anklager.

De blev søndag fulgt op med anklager fra Yasin Aktay, der er rådgiver for den tyrkiske præsident Erdogan. Ifølge Reuters, som citerer tyrkisk CNN, siger Aktay, at Khashoggi "ikke forlod konsulatet på normal vis", og at de tyrkiske myndigheder vil opklare sagen.

Recep Tayyip Erdogan siger, at Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul og storbyens lufthavne overvåges nøje, efter Jamal Khashoggis forsvinden.

 - Jeg følger sagen nøje, og jeg vil informere om efterforskningen, siger Erdogan.

Benægter påstande

De saudiske myndigheder har afvist anklagerne og inviteret det anerkendte nyhedsbureau Reuters på besøg på konsulatet. Der blev ikke fundet spor efter Jamal Khashoggi ved den lejlighed.

Ifølge Martin Selsøe Sørensen, tidligere Tyrkiet-korrespondent og nu journalist på TV 2 News, baserer de tyrkiske myndigheder formentlig deres anklager på blandt andet videoovervågning af konsulatet.

- Det er en meget opsigtsvækkende påstand. Det, som fremgår, er, at de har kigget på den overvågning, der foregår udenfor konsulatet. Der kan de se, at han kommer ind, og der kan de se, at han ikke er kommet ud igen, siger Martin Selsøe Sørensen.

Martin Selsøe Sørensen, der selv har interviewet Khashoggi, siger, at den kritiske journalist ikke frygtede at blive dræbt i sit eksil i Washington - men han frygtede at blive kidnappet.

- Han har selv sagt flere gange, at han frygtede at blive fængslet, hvis han vendte tilbage til Saudi-Arabien. Så der er ikke noget, der tyder på, han har set det her komme. Men han har selvfølgelig været bange for, at når han gik ind efter sin skilsmisseerklæring, ville han blive kidnappet eller bortført til Saudi-Arabien, siger Martin Selsøe Sørensen.

Ikke set siden tirsdag kort før 13

Det ligger fast, at den tyrkiske journalist ikke er set siden i tirsdags kort før klokken 13, hvor hans tyrkiske forlovede fulgte ham til det saudi-arabiske konsulat i den tyrkiske storby. På konsulatet sagde man i september til ham, han kunne hente en skilsmisseerklæringen klokken 13 tirsdag.

- Vi ved, han var på konsulatet for at få en skilsmisseerklæring. Han har fået en tyrkisk forlovet og skal giftes med hende. Hans forlovede sad udenfor og ventede på ham, og da konsulatet lukkede, og lysene blev slukket, var han ikke kommet ud.

- Han var bekymret, inden han gik ind. Han sagde, "ring til mine kontakter her og dér, hvis ikke jeg kommer ud, og hvis ikke du hører fra mig". Og det gjorde hun så ikke, og siden har han været forsvundet, siger Martin Selsøe Sørensen.

Kritik i klumme

Ifølge Martin Selsøe Sørensen flyttede Jamal Khashoggi i eksil i Washington for lidt over ét år siden. Han har tidligere været en fremtrædende journalist og redaktør i Saudi-Arabien, men kritikken af styret i landet tvang ham til at flygte.

- Nogle gange var han regimets mand, andre gange gik han for langt. Men i september sidste år kom der flere fængslinger. Dér følte han jorden brænde under sig og flyttede frivilligt i eksil i Washington, siger Martin Selsøe Sørensen.

I en klumme i Washington Post langede Khashoggi i september ud efter styret i Saudi-Arabien.

- Vi saudere fortjener bedre, skrev han blandt andet i Washington Post.