Interpol: Forsvunden leder har sagt op

16x9
Grace Meng udtaler sig til journalister i Lyon. Foto: Jeff Pachoud / Ritzau Scanpix

Meng Hongweis kone fortalte søndag journalister i Lyon, at hun ikke har hørt fra sin mand, siden han forsvandt.

Interpols præsident og øverste leder, Meng Hongwei, der har været forsvundet siden en rejse til Kina i slutningen af september, bliver efterforsket for uspecificerede brud på loven.

Det siger det disciplinære organ fra det kommunistiske parti i Kina ifølge nyhedsbureauet AP.

Meng blev meldt savnet fredag. Han skulle ifølge kilder have rejst fra Lyon, hvor Interpols hovedkvarter ligger, til Kina 25. september.

Interpol skriver søndag aften i en udtalelse, at Meng har sagt sin stilling op i organisationen med øjeblikkelig virkning, og at sydkoreaneren Kim Jong Yang overtager jobbet midlertidigt.

Sendte billede af kniv til konen

En embedsmand i Frankrigs retsvæsen oplyste til AP, at det var Mengs kone, der meldte ham savnet.

Søndag siger konen Grace Meng ifølge AP, at hendes mand sendte hende et billede af en kniv, før han forsvandt.

Grace Meng viser beskeden fra sin mand til journalister i Lyon.
Grace Meng viser beskeden fra sin mand til journalister i Lyon. Foto: Jeff Pachoud / Ritzau Scanpix

Hun fortalte journalister i Lyon, at hun tror, at det var hendes mands måde at fortælle hende, at han var i fare.

Beskeden skulle være sendt 25. september, og hun fortæller, at hun ikke har været i kontakt med sin mand siden.

Hun siger yderligere, at hun modtog en besked fra Meng Hongwei fire minutter før hun modtog billedet af kniven, hvor han skrev, at hun skulle vente på at høre fra ham.

Blev tilbageholdt

Der er rapporter om, at den 64-årige chef for den internationale politiorganisation blev tilbageholdt af myndighederne for at blive afhørt, da han landede i sit hjemland sidst i september.

Lørdag eftermiddag skrev Interpol på sin hjemmeside, at organisationen havde bedt Kina om et officielt svar på Meng Hongweis forsvinden.

Interpol har i en tidligere erklæring sagt, at "Meng Hongweis opholdssted er et anliggende for de relevante myndigheder i både Frankrig og Kina".

Avisen South China Morning Post skrev lørdag, at repræsentanter for landets disciplinære kommission tilbageholdt Meng ved hans ankomst til Beijing.

En national overvågningskommission har vide beføjelser til at foretage undersøgelser af embedsmænd og personer, der arbejder for regeringen.

Ifølge AP har Meng Hongwei gennem sine forskellige stillinger været i tæt kontakt med den tidligere chef for sikkerhedsstyrkerne i Kina Zhou Yongkang.

I forbindelse med præsident Xi Jinpings kampagne mod korruption blev Zhou Yongkang idømt fængsel på livstid.