Putin kalder forgiftet Skripal et udskud og en landsforræder

16x9
Putin fordømmer nu Skripal offentligt. Arkiv. Foto: Michael Klimentyev/sputnik/kremlin Pool / Ritzau Scanpix

Medierne skaber et forskønnet billede af den tidligere dobbeltagent, mener Putin.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, langer onsdag ud efter den tidligere russiske spion Sergej Skripal.

Sergej Skripal blev i marts fundet på en bænk i den britiske by Salisbury sammen med sin voksne datter. Begge var blevet forgiftet med nervegiftagenten Novichok, men overlevede.

Giften antages at have været gemt i en parfumeflaske, som gerningsmændene bagefter smed fra sig. Flasken blev senere fundet af et par. Kvinden fik nervegiften på sig og døde kort efter.

Rusland har gentagne gange benægtet at stå bag likvideringsforsøget.

En forræder og et udskud

Ifølge Putin er Skripal "bare en spion, en forræder mod sit hjemland". Ifølge AP er det første gang, Putin direkte fordømmer Skripal offentligt.

- Der er medier, som forsøger at fremføre idéen, at Skripal også var en menneskeretsaktivist. Han er simpelthen bare en spion og forræder mod hans hjemland. Han er et udskud og ikke andet, siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

- Han blev fanget, han blev straffet, han tilbragte fem år i fængsel. Vi lod ham gå, han rejste og fortsatte med at samarbejde med og yde konsultationer til udenlandske sikkerhedstjenester, lyder det videre fra den russiske præsident. 

Skripal blev i 2006 blev idømt 13 års fængsel for højforræderi i form af spionage. 

Han blev dog siden løsladt i en byttehandel mellem Rusland og USA. Her løslod den amerikanske efterretningstjeneste 10 russiske spioner mod at få Skripal og tre andre fanger udleveret. Efterfølgende begyndte Skripal et liv i Storbritannien. 

Turister eller efterretningsvæsen?

Storbritannien har identificeret tre navngivne ansatte i det russiske efterretningsvæsen som gerningsmænd bag angrebet. Den ene skulle have stået bag forberedelserne, mens de to andre angiveligt skulle have stået for at føre angrebet ud i livet. 

For lidt over en måned siden udsendte britisk politi en arrestordre på de to mænd, der angiveligt stod for angrebet. De to blev identificeret som Alexandr Petrov og Ruslan Boshirov. 

Alexander Petrov og Ruslan Boshirov, der mistænkes for mordforsøget på Sergej Skripal.
Alexander Petrov og Ruslan Boshirov, der mistænkes for mordforsøget på Sergej Skripal. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

De to mænd benægtede på russisk stats-tv al kendskab til giftangrebet, men bekræftede dog, at de havde været i Salisbury op til angrebet - dog kun som turister. En forklaring, Putin siden har bakket op om. 

En gruppe undersøgende journalister fra Bellingcat har siden afsløret, at Ruslan Boshirov arbejder med flere identiteter. Ifølge journalisterne går han også under navnet Anatoily Chepiga, en hædret oberst i den russiske efterretningstjeneste.