USA advarer Rusland: Vi 'eliminerer' jeres missiler

16x9
Den amerikanske NATO-ambassadør Kay Bailey Hutchison i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles tirsdag. Foto: Francois Lenoir / Ritzau Scanpix

USA's NATO-ambassadør skærpede i dag tonen markant overfor Rusland, som hun beskylder for at bryde nedrustningsaftale.

Den amerikanske NATO-ambassadør antydede i dag, at USA overvejede at ’eliminere’ en ny generation af russiske krydsermissiler, som USA mener overtræder nedrustningsaftalen INF.

På et pressemøde tirsdag advarede den amerikanske NATO-ambassadør Kay Bailey Hutchison tilsyneladende Rusland om, at USA kunne finde på at foretage et forebyggende angreb på de russiske missilanlæg, hvis man ikke kan finde en diplomatisk løsning på uenighederne.

- Vores modforanstaltninger ville være at eliminere missilerne, der er under udvikling i Rusland som en overtrædelse af traktaten, sagde Kay Bailey Hutchison til en forsamling af journalister, der er samlet i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, hvor NATO’s forsvarsministre skal mødes onsdag og torsdag.

Rusland har reageret vredt på udtalelserne fra den amerikanske NATO-ambassadør:

- Det lader ikke til, at folk der kommer med den slags udtalelser forstår deres ansvar og farerne ved at bruge den slags aggressiv retorik, siger Maria Zakharova, der er talsmand for det russiske udenrigsministerium, ifølge nyhedsbureauet TASS.

Overtræder aftalen

Nedrustningsaftalen INF blev underskrevet af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan og hans russiske modpart Mikhail Gorbatjov i 1987 og begrænsede antallet af mellemdistanceraketter hos begge parter i det, der dengang blev kaldt ’den kolde krig’.

De seneste år har USA og NATO gentagne gange sagt, at Rusland overtræder INF-aftalen ved at udvikle og udstationere en ny generation af krydsermissiler.

Det er præsident Donald Trump, der har udnævnt Kay Bailey Hutchison til NATO-ambassadør. Her ses de sammen ved et tidligere NATO-topmøde i Bruxelles i juni.
Det er præsident Donald Trump, der har udnævnt Kay Bailey Hutchison til NATO-ambassadør. Her ses de sammen ved et tidligere NATO-topmøde i Bruxelles i juni. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

Senest er det skrevet sort på hvidt i det amerikanske forsvarsbudget for 2019, som præsident Donald Trump netop har underskrevet. Her blev der afsat 58 millioner dollars til ’modforholdsregler’ overfor de russiske overtrædelser af INF-traktaten og udvikling af amerikanske missiler som svar på de russiske.

- Vi har prøvet at sende en besked til Rusland gennem flere år om, at vi godt ved at de bryder traktaten, og vi har vist Rusland vores beviser for, at de overtræder traktaten, sagde Kay Bailey Hutchison på pressemødet tirsdag.

Oprustning 

Rusland har lige så længe afvist de amerikanske beskyldninger, og har sagt, at det er NATO, der overtræder traktaten ved at opstille affyringsramper tæt ved den russiske grænse.

Og ligesom amerikanerne overvejer at udvikle nye våben som svar på de russiske – så overvejer russerne at udvikle nye våben som gensvar på de amerikanske svar.

- Hvis de missiler, som den amerikanske Kongres har annonceret virkeligt bliver en del af det amerikanske arsenal, så bliver vi nødt til at udvikle og inddrage de samme ting. Rusland har både den militære og den tekniske kapacitet til at gøre det, siger formanden for forsvarskomiteen i det russiske parlaments overhus, Viktor Bondarev, ifølge den russiske, engelsksprogede TV-station RT.

Så mens uenigheden er gammelkendt, så er det nyt, at USA så utilsløret truer Rusland.

- Hvis hun siger, at hvis den diplomatiske vej ikke fører til noget, så vil vi ødelægge missilerne, så er det åbenlyst farligt og risikerer at udløse en krig, der kunne blive en atomkrig. Jeg kan ikke erindre noget lignende siden den kolde krig, siger Daryl Kimball, der er leder af den Washington-baserede organisation Arms Control Association, til den britiske avis The Guardian.