Håndtegn fra Tyrkiets præsident skaber vrede i Tyskland

Det tyrkiske statsbesøg i Berlin blev indledt af en hilsen, som tyske medier kalder en hån mod Tyskland.

Den sorte Mercedes Maybach blev eskorteret af 14 motorcykelbetjente i hvid uniform.

To røde tyrkiske flag blafrede fra metalstænger på kølerhjelmen, mens den blanke bil kørte igennem Tysklands hovedstad.

På bagsædet af limousinen sad Tyrkiets præsident.

Han hedder Recep Tayyip Erdogan, og han besøger i disse dage Tyskland for at forbedre forholdet mellem de to lande.

- Vi vil lægge problemerne bag os og skabe en varm stemning mellem Tyrkiet og Tyskland. Akkurat som det plejede at være, sagde præsidenten forud for sin afrejse.

Men allerede inden den sorte Mercedes var nået frem til Hotel Adlon, hvor Erdogan har indkvarteret sig, havde den tyrkiske præsident gjort sin opgave sværere.

Tilskuere venter på, at Erdogan kører forbi.
Tilskuere venter på, at Erdogan kører forbi. Foto: RTL

Erdogan har været på kant med Tyskland i årevis, og hans konservative styre med rødder i islam har fået kritik for at undertrykke ytringsfriheden og gøre livet surt for andre religioner i Tyrkiet.

En hilsen fra vennerne

Men Erdogan har mange tilhængere i Tyskland, og nogle af dem havde stillet sig op på ruten fra lufthavnen til hotellet for at få et glimt af ham.

Erdogans Mercedes nærmer sig nationalisterne.
Erdogans Mercedes nærmer sig nationalisterne. Foto: RTL
Vinduet rulles ned, og hånden bliver stukket ud.
Vinduet rulles ned, og hånden bliver stukket ud. Foto: RTL
Erdogan gør Rabiya-tegnet.
Erdogan gør Rabiya-tegnet. Foto: RTL

Nogle af tilskuerne sympatiserede tilsyneladende med en berygtet gruppe tyrkiske ultranationalister kendt som De Grå Ulve.

Da Erdogans kortege nærmede sig, lavede nationalisterne et håndtegn.

De lod pegefinger og lillefinger stritte som et par ulveører, mens de resterende tre fingre dannede ulvens snude.

En tilskuer gør
En tilskuer gør "ulvetegnet" før Tyrkiets præsident passerer forbi i Berlin. Foto: Alexander Becher / Ritzau Scanpix

Figuren er kendt som ulvetegnet, og ifølge den tyske efterretningstjeneste er det "et tydeligt tegn på nationalistisk sindelag og et tegn på tilhørsforhold til De Grå Ulve, der bliver overvåget af myndighederne".

Rabia-tegnet

Da præsidenten nærmede sig De Grå Ulve i sin limousine, rullede han vinduet ned og stak sin højre hånd ud for at hilse på dem.

Erdogan gjorde ikke ulvetegnet, men han nøjedes heller ikke med bare at vinke til nationalisterne.

Erdogan gør rabia-tegnet til De Grå Ulves sympatisører.
Erdogan gør rabia-tegnet til De Grå Ulves sympatisører. Foto: Facebook / Kemal Hür

Han bøjede sin tommelfinger ind under håndfladen i en gestus, der i modsætning til ulvetegnet så ret uskyldig ud.

Det var den bare ikke.

Erdogans hilsen med fire fingre er en nationalistisk hilsen, der er kendt som rabia-tegnet. 

Tegnet bruges blandt andet af Det Muslimske Broderskab i Egypten, og bruges til at vise sympati for dem og for islam som statsreligion.

Højtstående medlemmer af Det Muslimske Broderskab i Egypten gør rabia-tegnet i fængslet i 2015.
Højtstående medlemmer af Det Muslimske Broderskab i Egypten gør rabia-tegnet i fængslet i 2015. Foto: Amr Abdallah Dalsh / Scanpix Denmark

Den tyrkiske præsident har tidligere forsvaret brugen af tegnet, som ifølge ham betyder "en nation, et flag, et hjemland og en stat".

- En hån mod Tyskland

Tyskland har en kedelig historie med nationalistiske håndtegn, og billeder af Erdogans hilsen dukkede hurtigt op på sociale medier.

Eine Hand wäscht die andere. Erdoğans Hand zeigt den Gruß der Muslimbrüder, seine Untertanen erwidern ihn mit dem...

Posted by Kemal Hür on Thursday, September 27, 2018

I dag er det i flere tyske aviser.

- Erdogan håner Tyskland med islamist-hilsen, står der på forsiden af avisen Bild.

Ifølge avisen er Erdogans hilsen en provokation mod de vestlige demokratier.

Berliner Morgenpost kalder Erdogans hilsen "problematisk".

Avisen hæfter sig ved, at Erdogan godt kunne vinke normalt i lufthavnen, da kameraerne var tændt, men at han ændrede hilsen, da han mødte sine ekstremistiske tilhængere.

Provokationen i Berlin fandt sted torsdag - altså dagen før det officielle program for Erdogans besøg begyndte.

Præsidenten mødtes fredag med den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og forbundskansler Angela Merkel som planlagt.

Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier (t.h.) og Tyrkiets præsident  Recep Tayyip Erdogan.
Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier (t.h.) og Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Foto: Adam Berry / Ritzau Scanpix

Den tyske forbundspræsident Steinmeier sagde torsdag, at Erdogans besøg ikke udtrykker en "normalisering" af forholdet mellem de to lande.

- Vi er langt fra det, men det kunne være starten på det, konstaterede han.

Og da Erdogan havde mødt Angela Merkel fredag eftermiddag, lagde hun da heller ikke skjul på, at forholdet mellem de to lande ikke er for godt.

Du kan høre hende i videoen herunder.

Tyrkiets præsident er på besøg i Berlin. Video: Peter Møller

Erdogan rejser fra Berlin til Køln lørdag.

Her skal han indvie Europas største moské med plads til 1100 mennesker.

Hvordan han hilser på sine venner der, har Tyskland endnu til gode at se.