Trusler om helvede og anklager om død og kaos, inden Trump skal lede FN-møde

16x9
Donald Trump og Hassan Rohani bekriger igen hinanden på ord. Foto: Nicholas Kamm, Ho / Ritzau Scanpix

Iran og USA's præsidenter eskalerer ordkrigen på talerstolen under FN's generalforsamling.

Fejden mellem Iran og USA forventes at blive det helt store emne, når den amerikanske præsident, Donald Trump, i dag skal styre et møde i FN’s Sikkerhedsråd.

Forholdet mellem de to lande har været på frysepunktet, siden Donald Trump i maj måned trak USA ud af den internationale atomaftale med Iran.

Og det seneste døgn har de to landes ledere eskaleret ordkrigen.

Irans ledere spreder død, kaos og ødelæggelse

Donald Trump

Tirsdag talte den amerikanske præsident ved FN’s generalforsamling.

Her brugte han en del af tiden på talerstolen til at tale dunder mod styret i Iran.

- Irans ledere spreder død, kaos og ødelæggelse, sagde Donald Trump. 

Irans ledere \"spreder kaos i hele regionen\" og \"fortjener ikke respekt fra det internationale samfund\", siger Donald Trump fra talerstolen i FN's Generalforsamling.

Fra talerstolen opfordrede den amerikanske præsident alle andre lande til at følge USA i kampen mod det iranske styre. 

Kort om atomaftalen

Atomaftalen er indgået mellem Iran, de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, EU og Tyskland. 

Iran forpligter sig til at begrænse landets atomprogram til civil brug. 

Til gengæld har Iran fået adgang til de omkring 100 milliarder dollars, som var indefrosset i banker i udlandet.

Den amerikanske præsident skal jævnligt bekræfte, at Iran overholder vilkårene i aftalen. 

Hvis aftalen bliver brudt, bliver sanktionerne genindført. 

- Vi kan ikke tillade, at verdens førende sponsor af terrorisme er i besiddelse af de farligste våben på kloden. Vi kan ikke tillade, at et regime, der råber: ”død over Amerika”, og som truer Israel med udryddelse, har midlerne til at sende et atomsprænghoved imod en hvilken som helst by på jorden.

Ifølge mullaherne i Teheran er vi den store satan, underverdenens herre og helvedes hersker

John Bolton

Den hårde kurs over for det iranske styre blev få timer senere bakket op af præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, der truede Irans ledelse.

- Ifølge mullaherne i Teheran er vi den store satan, underverdenens herre og helvedes hersker. Derfor tror de nok også på mig, når jeg forsikrer dem om, at hvis de kommer på tværs af os, vores allierede eller vores samarbejdspartnere, og hvis de gør vores borgere noget, og fortsat lyver, snyder og bedrager, så bryder helvedet løs, sagde John Bolton under en tale på konference tirsdag.

Bolton truer Iran: - Helvedet bryder løs Video: Lasse Pedersen Underbjerg

John Bolton har gentagne gange talt for en hårdere kurs mod Iran.

Iran svarer igen

Men Irans præsident, Hassan Rohani, havde også hårde ord mod USA og Donald Trump. 

Rouhani: USA skjuler ikke planer om at afsætte Irans regering Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Fra selvsamme talerstol i FN-bygningen angreb han amerikanernes form for dialog.

- Det er ironisk, at den amerikanske regering end ikke skjuler sin plan for at afsætte den regering, som den inviterer til drøftelser. Dialog indledes med, at man indstiller truslerne og de uretfærdige sanktioner, som tilsidesætter både moralske principper og folkeretten.

"Den værste aftale nogensinde"

Det var Donald Trumps forgænger Barack Obama, der i 2015 indgik en atomaftale med Iran, hvor Iran gik med til at reducere sit lager af beriget uran, så landet ikke kunne fremstille atomvåben.

Til gengæld hævede det internationale samfund en lang række sanktioner mod Iran og gav landet adgang til op mod 100 milliarder dollars, der havde været fastfrosset i banker i Vesten.

Donald Trump har flere gange kaldt atomaftalen for "den værste nogensinde".

Se et overblik over Trumps udtalelser om atom-aftalen. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Og i maj offentliggjorde han, at USA ville trække sig fra aftalen. Det skete på trods af, at de andre partnere i aftalen samstemmende udtalte, at Iran overholdt aftalen.

I august genindførte USA en række økonomiske sanktioner mod Iran, der skulle ramme den iranske regerings opkøb af amerikanske dollars og handel med guld, iranske statsobligationer, landets bilsektor samt eksporten af tæpper og fødevarer.

Siden har EU, Kina og Rusland lanceret en plan for at omgå de amerikanske sanktioner og holde Iran i atomaftalen.